Enghoff blog 1

Migrant Documents – Åbningstale

Ved ferniseringen på Tina Enghoffs nye udstlling Migrant Documents fredag d.12/4, var vi så heldige at have Louise Wolthers, der forsker i fotografi ved Hasselbladsstiftelsen, til at give en flot åbningstale. Da vi synes at hendes ord på glimrende vis belyser mange aspekter af Tinas arbejde og samtidigt lægger op til videre debat, har vi valgt at bringe talen i sin fuldkommenhed her på bloggen.

Louise vil også være tilstede ved vores næste FotoForum, der løber af stablen d.3/5 fra 18.00 – 20.00 i Fotografisk Center, hvor hun sammen med Tina Enghoff, billedkunster Kenneth A. Balfelt og leder af Sunhedsklinikken for illegale indvandrere Vibeke Lenskjold, vil tale om fotografiets rolle som formidler og debattør af sociale problematikker. Så kom endelig d.3/5 og deltag i denne vigtige debat.

FotoForum: http://www.facebook.com/events/142430305937578/

Enghoff blog 2

Enghoff blog 3

Talen:

Af de mange evigt relevante spørgsmål der igen og igen debatteres inden for fotografi er diskussionen om ’dokumentarisme’ det mest interessante! Ikke nødvendigvis hvis det gælder om at definere en genre, men snarere når det handler om at undersøge hvad dokumentarfotografi kan og gør. Og heldigvis er der fotografer der som Tina Enghoff bliver ved med at give os nye bud på dette! Hun gør det oven i købet med projekter der først og fremmest er udsprunget af et seriøst socialt engagement, hvor netop visualiseringer, altså forskellige måder at gøre noget synligt eller usynligt, bliver afgørende!

Her i udstillingen handler det overordnet om, hvordan forskellige grupper i samfundet bliver synlige i forskellige sammenhænge og for forskellige betragtere. En ganske kompleks dynamik, der selvfølgelig ikke bare handler om synlighed som perception, altså at se og registrere den anden, men også og snarere handler om de sociale og politiske forestillinger og affekter der styrer vores interaktion.

Tinas engagerede fotografi handler om at synliggøre det politiske visuelle felt, der udspænder sig omkring de subjekter og emner som vi ellers ikke ser / vil se.

For en udeforstående kan det lyde enkelt. Man kan vel bare tage sit kamera og gå ud og fotografere immigranterne, de fattige og hjemløse. Det har fotografer jo gjort siden 1800-tallet, og flere af disse dokumentationer af ’den anden halvdel’ eller ’samfundets bagside’ er blevet vidt distribueret og har endda i visse tilfælde bidraget til sociale reformer. Men problemet med den type klassisk socialdokumentarisme, ’offerfotografi’, (og som genren siden også er blevet kritiseret for) er at den ofte savner en  opmærksomhed på at det ladede, visuelle felt som fotograferingen foregår i, selv kan være en del af problemet – og at en form for forstyrrelse af dette felt dermed kan være den mest konstruktive løsning. Sagt med andre ord: Et socialt engageret fotografi der ikke bare reproducerer en bestemt blik på de udsatte subjekter men derimod formår at inddrage deres blikposition, såvel som mere strukturelle visuelle overenskomster, ’spil’ og kampe, dét er virkelig en nødvendig fotografisk  indsats hvor ’fotografisk’  er andet og mere end bare at ’vise hvordan det virkeligt er’.

Kendetegnende ved Tinas arbejde er at det er dedikeret til de ufrivilligt anonyme, glemte eller oversete: ensomme, marginaliserede, medborgerskabsløse.

Enghoff blog 1

De fleste af jer kender sikkert hendes tidligere projekter, såsom de efterladte interiørs i Eventuelle pårørende, der var ”dedikeret til alle dem som dør ensomme, uden pårørende og som ingen savner”.  Og de familiesammenførte kvinder i Seven Years / Syv som pga. syvårsreglen ikke kunne søge om selvstændig opholdstilladelse men var afhængige, som skygger, af voldelige ægtemænd.  Tina Enghoffs projekter rækker jo langt ud over udstillingsrummet og langt videre end kunstinstitutionen. Hun samarbejder med journalister, frivillige, aktivister og forskere inden for de områder hun beskæftiger sig med. Og frem for alt involverer hun dem som det handler om: kvinderne i Syv, drengene fra Folehaven i Do you know who I am? – og ’de illegale’ migranter i Migrant Documents. Fotograferingen bliver et møde, og udsigelsen bliver flerstemmig. Og netop derfor fortjener den at blive set og hørt vidt og bredt.

Den form for klassisk socialdokumentarisme som af og til kaldes ’offer-fotografi’ følger en bestemt visuel tradition: Vi kan genkende det med det samme – dér er gruppen af stakkels søde forældreløse barn og der er den forhutlede hjemløse med sin hund. Det er vigtigt vi ser disse mennesker, men det kræver mere end at vi røres af en umiddelbar og forbigående tristhed som ikke gør andet end bekræfter vores egen evne til midlertidig empati. ”Det er godt nok også synd” tænker man, mens man nikker alvorligt. Når man begynder på den dér selvgode nikken er det tegn på at der mangler noget modstand! Det som kan være problemet i den store masse af pressefotografi er at lokale, konkrete politiske forhold reduceres til isolerede repræsentationer, som genererer en bestemt individuel respons. Men det må handle om mere end den dér automatreaktion. Tinas billeder får ikke mig til at nikke automatisk. De overrasker mig fordi de ikke er skabt efter de velkendte visuelle koder. Jeg ved ikke straks hvad jeg skal synes om dem, billederne. Og det er også ligeglade med – de fedter nemlig ikke for mig.

Enghoff blog 8

Man fornemmer meget tydeligt Tina Enghoffs respekt og engagement for de mennesker hun om ikke fotograferer så netop ’visualiserer’ eller gør synlige.  Men man fornemmer også at hun har en stor kritisk forståelse for det visuelle felt – for de strukturelle magtanvendelser der foregår i det visuelle felt når myndigheder beslutter at noget eller nogen ikke må blive set mens andet og andre skal afsløres og overvåges! Og her er fotografiet og kameraet jo en historisk vigtig aktør på begge sider – både som anvendelse i autoritetens registrering af subjekter udenfor normen og loven og i protesten mod samme, i modkulturen og befolkningens overvågning af myndighederne. I en politisk bevidst brug af fotografiet må man altså have fotohistorien i baghovedet eller i det mindste vide, at kameraet er et magtfuldt apparat og at det kan være nødvendigt at låne det ud eller at vende fokus mod andre elementer end de der umiddelbart tiltrækker sig opmærksomhed. En pose med ejendele, en blodprøve, en sammenrullet madras. De diskrete markører af en tilstedeværelse som er blevet dømt illegal og derfor må være overvejende usynlig. Og de spor sættes så her i udstillingen i spil med elementer af turisme i den anden ende af ’synlighedsspektret’, hvor attraktioner og postkort er dele af en industri der handler om at tiltrække folk til landet.

Enghoff blog 6

Det der dokumenteres i dette projekt er mobilitet og synlighed som nødvendighed eller privilegium. Men projektet er frem for alt en dokumentation af at der findes andre måder at indgå i en synsforhandling med en hjemløs migrant fra det globale Syd end det klassiske offerfotografi. Nemlig fordringen af retten til at se tilbage. Når en 26-årig migrant fra Mali skaber en serie postkort fra København tilbyder det os ikke bare et blik på os selv ’udefra’, det rummer også en autonomi fordi det minder os om at her er en krop og et individ bag billederne. Måske er det et skridt i retning af en forståelse som baserer sig på noget kollektivt! En forståelse for at institutionelle visualiseringer og forestillinger er magtfulde – men at de er også manipulerbare!

Der er meget mere at sige og diskutere – og det giver fotoforum d. 3. maj os heldigvis mulighed for. Men nu skal I selv have fornøjelsen af at se og tænke videre med de dokumenter som Tina og de involverede migranter præsenterer for jer her på udstillingen. Tillykke til Tina med en udfordrende og vigtig udstilling!

Louise Wolthers,

Hasselbladstiftelsen.

Enghoff blog 4

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s