Af Thomas Degner
Fotografisk Centers seneste udstillingsplakat, Tina Enghoff: Migrant Documents, er blevet spottet i det københavnske byrum. Blandt byens mange andre plakater, hvor tilbud om kunst og kultur slås om pladsen på Københavns strømbokse, containere, stakitter og plakatsøjler, og side om side med larmende plakater, der skriger på opmærksomhed, lyser Enghoffs fotografi af en rødklædt migrant op.
Plakaten træder et skridt tilbage, og den inviterer os ind til en tankevækkende og rørende udstilling på Fotografisk Center, hvor en af Danmarks anerkendte kunstfotografer sætter migranten i fokus.
Hvordan ser København ud gennem turistens briller? Og gennem migrantens? Og hvad er forskellen på de to perspektiver? Tre måneder kunne man med Tina Enghoff fristes til at svare, for det er så lang tid, migranter har lov til at opholde sig legalt i Danmark. Herefter er de illegale.
Udstillingen kører indtil den 2. juni, så sæt kryds i kalenderen, inden tiden stikker af.