Af Thomas Degner
Barneys familiefotografier – fra disciplin til tradition og så tilbage igen
Familiealbummet er for de flestes vedkommende en uundgåelig størrelse, gemt i skabe, skuffer eller side om side mellem bogstøtter. Sirligt sorteret efter kronologiske principper, ligger årtier stille hen mellem sider af pergamentpapir, fæstnet og ’foreviget’ i hvert deres fotografiske spektrum. Indbundne album arkiverer og fortælle os om tiden der var, imens vi febrilsk leder efter de minder og de kære vi ved har banet vejen for i dag. Men hvor starter historien og hvor slutter erindringen? Kan formen forføre og få os til at huske det uhuskelige?
Den amerikanske kunstfotograf Tina Barney (f. 1945, NYC) har beskæftiget sig med netop dette spørgsmål, idet hun gennem sit arbejde har forsøgt at autonomisere familiefotografiet; fri af tradition og uafhængig af fast proces. Hvad sker der med genren når form alene bliver disciplin og øjeblikkets autenticitet bliver kvalt?
Barney er bedst kendt for sine storformat farveportrætter af sin egen familie og tætte venner, tilhørende nogle af de mest velstillede kredse i New York og New England. Hendes fotografier balancerer på grænsen mellem candid og tableau og udfordrer ideen om det intime familiefotografi, der husker øjeblikket. Barneys billeder bekender sig til familiefotografiets klassiske æstetik, men er langt fra resultatet af hyggelige stunder, højtider og amatørfotografens hånd. Bag hver af Barney’s portrætter ligger store mængder planlægning og forarbejde. Her skræddersyes komposition og historie efter ønske. Familien portrætteres ud fra en velkendt model, men fri af begivenheden og øjeblikkets ærlighed. Alt er for showets skyld, eller er det?
Tina Barney lader spørgsmålet stå åbent, i det hun præsenterer den amerikanske overklasse igennem et vindue hvor iscenesættelse og fremtræden er alfa omega. Øjeblikket konstrueres, og en genre der før fødte minder, får pludselig rum for fare og forførelse. Hvem husker hvad og hvem fortæller?
