Min mand, der er billedkunstner, fortalte mig engang, at den største ros han havde fået for en udstilling, var da en bekendt fortalte, at hun var begyndt at græde, da hun så den.

Sådan var det også i forgårs til foredrag med Jen Davis på Fotografisk Center. Den unge, amerikanske fotograf  sætter sig selv på spil i sådan en grad, at hun berører sit publikum dybt. Efter foredraget var der i hvert fald flere blandt publikum, der sad med tårer i øjnene, og en kvinde fortalte med grødet stemme om, hvordan hun synes at Jen Davis’ billeder og tanker om fotografi har et generelt budskab.

Men Hvad er det så, Jen Davis kan?

Selvom Jens Davis billeder fortæller en smertelig historie om at føle sig forket og anderles i forhold til gængse normer, rækker de langt ud over hendes egen, personlige historie. Og selvom hendes historie er nok så rørende, er det netop deres styrke. De behandler almene følelser og tanker, der også er relevante for folk, som aldrig har været overvægtige. Tvivlen på egne evner, usikkerhed og vildrede kender de fleste.

Der ud over har billederne visuel styrke. De fungerer som fotografi, fordi Jen Davis lægger stor vægt på arbejdet med farver, lys og komposition. Og fordi fortællingerne ikke er bogstavelige men visuelle, er de også mere åbne overfor at invitere beskuerens egne erfaringer og erindringer ind. På den måde er der en fin balance mellem form og indhold i Davis’ fotografier.

Noget af det, jeg personligt finder mest interessant ved billederne, er dog deres måde at tilgå repræsentationen på. De spørger til, hvordan vi i vores samfund repræsenterer kvinder, skønhed, parforhold, ømhed, sex, tvivl, angst osv. Grundlæggede idealbilleder og ideal-følelser som gennem tv-serier, reklamer, aviser og magasinbilleder er med til at forme især unge kvinderes selvbillede, og dermed kan være med til at få dem til at føle sig forkerte eller anderledes hvis kropsmålene ikke lige rammer plet, eller man reagerer anderledes på en situation end pigen i den tv-serie, man følger med i.

Ved at stille spørgsmålstegn ved og udfordre disse stereotype kvindebilleder rammer Jen Davis’ selvfremstillinger et centralt tema i tiden. De giver et andet spejlbillede af kvinden. Og en i kultur som stadig bliver mere og mere billedbåret, er der god brug for det.

Kristine Kern, august 2013