3_Vilhelm Hammershøi, Støvkornenes dans i solstrålerne, 1900

Nærvær i fraværet

Det tomme rum og det rygvendte blik i kunstfotografier

af Kirstine Schiess Højmose

Blogindlægget er et uddrag fra forelæsningen Nærvær i fraværet – det tomme rum og det rygvendte blik i kunstfotografier, afholdt på Fotografisk Center, september 2013.

I kunsthistoriens billeder betyder det tomme rum ofte et fravær af betydning, der åbner værket op for beskueren og gør denne til medfortæller. På samme måde bliver en rygvendt person i billeder ofte set som en katalysator for beskuerens blik, hvor beskueren kan sætte sig i personens sted. Billedernes fravær skaber potentiale for et særligt nærvær.

Finske Anni Leppälä og danske Astrid Kruse Jensen benytter sig begge af det, jeg kalder, fraværets nærvær i det tomme rum og i den rygvendte kvindes fraværende blik. Fotoværkerne trækker spor tilbage til Vilhelm Hammershøis interiørbilleder, hvor det tomme rum og den rygvendte kvinde udstråler en sanselighed og et nærvær i kraft af sit fravær. De udvalgte billeder har det til fælles, at de iscenesætter en mystik, en rolig uro og en dramatisk, stillestående mental erindring. Billederne skaber en spænding i mødet med beskueren og lægger op til diskussionen: Hvordan bliver tomheden og det manglende ansigtsudtryk til intensitet, nærvær og sanselighed?

DET TOMME RUM

Et tomt rum i et billede, her fotografi eller maleri, kan skabe et mere åbent værk, hvor der er rum og plads til, at beskueren færdiggør billedets betydning. Tomheden indeholder rum for betydning, og er derved også betydningsladet, og altså ikke ingenting. Fraværet i det tomme rum henvender sig til os som beskuere og lokker os til at fylde rummet ud med et nærvær. Det fysiske tomrum i billedet er således også altid et mentalt rum.

1_Anni Leppälä, Museum curtains, from the series Possibility of Constancy, 2007Anni Leppälä, Museum curtains, from the series Possibility of Constancy, 2007 

I Anni Leppäläs værk Museum Curtains, from the series Possibility of Constancy fra 2007 åbner et gardin op ind til mørket, ind til et tomt, uvist rum. Gardinet er oplyst, men lyset slipper ikke ind i mørket og synliggør det uvisse. Tæppet er som et scenetæppe, der bliver holdt til side for os, men af hvem? Der er ingen mennesker tilstede, men vi fornemmer en tilstedeværelse, et menneskeligt nærvær. Vi bliver inviteret inden for i mørket, i det, der måske er en underverden – der er noget utrygt og mystisk over scenariet. Billedet er så enkelt og umiddelbart tomt, men det er tungt ladet med symbolske undertoner, og bevæger sig i en spænding imellem overfladen og det, der ligger under. (1) Ifølge Leppälä selv bruger hun netop fotografiet som et virkelighedsnært medie, der kan lukke op for en mere surrealistisk og ubevidst verden. (2)

2_Astrid Kruse Jensen, She was looking for herself, 2008Astrid Kruse Jensen, She was looking for herself, 2008

Astrid Kruse Jensen arbejder også med tomrummet og iscenesætter det som et uvist, mentalt rum. I værket She was looking for herself fra 2008 er nattehimlen et stort, mørkt, uendeligt tomrum, hvor kun månen (og en form for belysning på kvinden) lyser en smule op, og sender en spejling ned i det ligeså mørke vand. Natten er fravær af lys, men kun indtil det bliver dag igen, så nattens fravær har lysets nærvær tæt på. Samtidig kan alt føles mere koncentreret og sanseligt i nattens mørke, hvor forstyrrende elementer forsvinder og mørket er nærværende i sig selv.

Den rygvendte kvinde i billedet kigger ud i mørket, som om hun leder efter noget – sit eget spejlbillede måske? Titlen fortæller os, at hun leder efter sig selv derude, hun søger sig selv i tomrummet, i mørket. Billedet er drømmende og længselsfuldt, med månen som symbolet på det kvindelige, cykliske og underbevidste.

3_Vilhelm Hammershøi, Støvkornenes dans i solstrålerne, 1900Vilhelm Hammershøi, Støvkornenes dans i solstrålerne, 1900

4_Vilhelm Hammershøi, Åbne døre, 1905Vilhelm Hammershøi, Åbne døre, 1905

I Vilhelm Hammershøis to malerier Støvkornenes dans i solstrålerne fra 1900 og Åbne døre fra 1905 er rummene næsten tomme, rent fysisk, men rummene har en særlig mental karakter på grund af malestilen, spændingen mellem lys og mørke og farvenuancerne. Det tomme rum er et rum i sig selv, og ikke blot mangel på indhold og betydning.

De åbne døre, og udsigten ud af vinduet, får vores blik til at søge ud, søge mod lyset, og billederne åbner sig for os kompositorisk. Billedernes tomrum er åbent og rækker ud af billedet. Der er et nærvær netop i kraft af fraværet, og fordi vi som beskuere i overført betydning bliver dem, der kigger ud, bebor stuerne og åbner dørene.

Det enkle rum med den minimalistiske indretning giver plads til en underliggende stemning, en dramatik og melankoli. Hammershøis rum bliver ofte beskrevet som indeholdende en stilstand, en ro, men der er noget undervejs, rummene har en historie, en handling i sig – netop i kraft af rummenes åbenhed og bevægelse med de åbne døre. 

FOTOGRAFIETS FORSKYDNINGER AF VIRKELIGHEDEN

Roland Barthes (fransk filosof, litterat, lingvist, semiotiker o.a.) skrev om fotografiet, at det arbejder på to plan: Det ene plan er relateret til fornuften, hvor vi tænker fotografiet som et aftryk af virkeligheden. Det andet plan taler til følelserne og bliver af Barthes kaldt for punktummet; den ting, der gør et bestemt fotografi til noget særligt og får os til at føle, at virkeligheden rent faktisk er til stede på papiret. Punktummet er et særligt nærvær, noget intenst og sanseligt, der punkterer forstanden. Det er denne spænding mellem fornuftens virkelighed og følelsernes virkelighed, der er så typisk for fotografiet. (4)

På den måde kan fotografiet vise ’virkeligheden’, men også iscenesætte det uvirkelige, så det bliver virkeligt. Det kan vise, hvor virkeligt det uvirkelige er og omvendt, ligesom surrealisternes brug af fotografiet, der viste det ubevidste og uvirkelige som det reelle og virkelige. Leppälä og Kruse Jensen benytter begge fotografiet i kraft af dets evne til at ’ligne virkeligheden’, når de iscenesætter mystiske og filmiske scenarier, som dykker ned i menneskets psykologi og drømme.

Astrid Kruse Jensen har udtalt: ”Jeg har tit tænkt mit arbejde som en poetisk forskydning af virkeligheden”. (3) Hendes værker virker ofte romantiske og poetiske, men når man kigger nærmere, er der en forskydning, der er nogle forstyrrende elementer til stede, og vi får ikke lov til at hvile i det harmoniske.

DET RYGVENDTE BLIK

At placere en rygvendt person i billedet skaber en blikretning for beskueren, hvor vi forsøger at sætte os i personens sted, og se med dennes øjne. Det er en strategi, der gør beskueren til medfortæller. Identifikationen med personen i billedet kan være ekstra stærk i et fotografi, da vi stadig er præget af forestillingen om fotografiet som et mere ’virkelighedsnært medie’.

Illusionen om, at vi kan træde i personens sted skaber grobund for en dybere involvering i værket og dets fortælling. Vi oplever og involverer os i billeder både mentalt og kropsligt, da vores krop er lager for erindringer og følelser. Den filosofiske retning fænomenologien ser vores relation til verden som kropsligt betinget. Vi er altid allerede tilstede i verden i kraft af vores krop (jf. Martin Heideggers eksistentielle fænomenologi). Vores krop kan forestille sig meget og sætte sig i en anden krops sted, fordi vi relaterer os til og positionerer os i verden via kroppen som helhed, ikke kun via synet og hjernen. (jf. fænomenolog Maurice Merleau-Pontys kropsfænomenologi). Kroppen er sted for en umiddelbar, sanselig oplevelse, der er udgangspunkt for den videre refleksion. Den kropslige indlevelse i fotografierne, via den rygvendte person, kan således sætte skub i en refleksion, da vi relaterer os til situationen i billederne og derfor allerede er ’i billederne’.

Vores identifikation med billedet, både kropsligt og mentalt, skaber et særligt nærvær i relationen mellem billede og os: Vi er tilstede og færdiggør billedet, udfylder fraværet.

5_Anni Leppälä, Red curtains, 2008Anni Leppälä, Red curtains, 2008

I Anni Leppäläs Red curtains fra 2008 ser vi en rygvendt kvinde, der kigger ind bag et tungt, rødt, teatralske forhæng. Vi forsøger at kigge med hende, men kan ikke se, hvad der er bag forhænget. Man kan skimte et blåligt, mystisk lys bag gardinet, et lys, der falder underligt og synes nærmest overnaturligt. Det kan være svært at afklare, om vi som beskuere befinder os bag eller foran den scene, som den rygvendte unge kvinde ser ud til at stå på. Det røde teaterforhæng er som en grænse mellem scene og virkelighed, imellem det underbevidste og bevidste, hvor Leppälä lokker os til at spille med. Hun skaber fornemmelsen af, at der er noget bag gardinet, men hun iscenesætter samtidig også en distance, med gardinet, som kan være svær at overskride. Trods muligheden for at sætte os i personens sted, er billedernes historie ikke klar for os. Vi bliver nysgerrige, men får ikke et svar foræret – vi må selv digte med.

Den unge kvindes hud er oplyst, hendes hår trukket væk fra nakken, og vi bliver draget af den lyse, sanselige porcelænslignende hud, og kan forestille os, at vi kan røre ved hendes hud. Spillet mellem det dukkelignende og erotiske skaber en spænding og et nærvær i relation til vores blik.

Dette spil og nærvær mellem personen i billedet og beskueren, der gøres sanseligt via den nøgne hud, kan vi også se i nedenstående værker af Leppälä og den danske guldaldermaler CW Eckersberg. Huden er et sanseligt element i billedet, og er delvist tildækket og afklædt. Der er flere direkte erotiske undertoner hos Eckersberg, end hos Leppälä, da guldalderkvinden ser ud til at hvile i sig selv, med den ranke ryg og spejlbilledet, der antyder, at hun måske er bevidst om, at hun bliver beskuet. Leppäläs kvinde har trukket skuldrene op under ørene, er lidt foroverbøjet og vi placeres i en mere skjult voyeur-rolle. Billederne inviterer os ind i et privat, intimt rum, bag ryggen på kvinden, hvor vi næsten kan mærke den nøgne hud, som symbol på det ’rene’, blottede menneskes nærvær.

6_Anni Leppälä, From the series Possibility of Constancy, Last autumn, 2008Anni Leppälä, From the series Possibility of Constancy, Last autumn, 2008

7_C W Eckersberg, Nøgen kvinde sætter sit hår foran spejl, 1841CW Eckersberg, Nøgen kvinde sætter sit hår foran spejl, 1841

Nærværet/tilstedeværelsen i Leppäläs billeder er et skjult nærvær, der antydes i ansigter, der er vendt bort, og ansigter med maske på. Når noget ikke er direkte synligt, kan det påvirke beskueroplevelsen på en anden og mere intens måde, da vi må sætte os selv mere på spil, give billedet tid, og drage ind i det. Som Astrid Kruse Jensen har udtalt: ”Den direkte konfrontation fortæller mindre om mennesket, end det, der blot er en antydning”. (6)

8_Astrid Kruse Jensen, Hotel Room, 2001Astrid Kruse Jensen, Hotel Room, 2001

9_Astrid Kruse Jensen, Disappearing Into The Past #60, 2011Astrid Kruse Jensen, Disappearing Into The Past #60, 2011

I ovenstående værker af Astrid Kruse Jensen ser vi på to forskellige måder en rygvendt kvinde. Kruse Jensen forklarer os ikke entydigt, hvad kvinden laver, men antyder noget, hun skaber en spænding, hvor beskueren kan færdiggøre fortællingen.

I Hotel Room fra 2001 kan vi se en delvis refleksion af kvinden i et spejl. Vi får dog ikke hendes ansigt at se, og hendes identitet er fortsat skjult. Vi kan skimte lyset i baggrunden, verden udenfor, men kvinden søger ikke mod lyset (som vores blik gør i Hammershøis billeder), men mod en indre verden. I Disappearing Into The Past #60 fra 2011 ser vi kvinden forsvinde ud i vandet, måske også i en søgen, eller i et filmisk selvmord. Billedernes sanselighed og nærvær kommer til udtryk på meget forskellig vis; hvor kvinden i det ene er iført en dramatisk rød dragt, nærmest en uniform, er kvinden i det andet iført en let, lyserød, feminin kjole – på hver sin vis kan beklædningen være dragende. Hotel Room er et mørkt, skarpt, intenst og dramatisk billede, hvor Disappearing Into The Past #60 er mere intimt, luftigt, sfærisk og eventyrligt.

Interior 1899 by Vilhelm Hammershoi 1864-1916Vilhelm Hammershøi, Interiør, 1899

11_Vilhelm Hammershøi, Interiør, StrandgadeVilhelm Hammershøi, Interiør, Strandgade

Den rygvendte kvinde i Hammershøis billeder er hans kone Ida, som ofte er beskæftiget med noget uvist i billederne. Det ser ikke ud til, at hun er opmærksom på beskueren, på at hun bliver malet, det virker blot som et kig ind i hendes dagligdag. Kvinden bliver til tider blot set som en del af rummets interiør i Hammershøis malerier, og ikke som en sanselig personskildring. Hendes smukke og blotte tilstedeværelse i rummet, sammen med lysets fokus på hendes nøgne nakke, skaber dog et stærkt sanseligt og menneskeligt nærvær, hvilket forstærkes i kraft af fraværet af hendes ansigt. Når man samtidig ved, at hun er Hammershøis kone, og at han malede størstedelen af sine billeder i deres private hjem, så spiller hun en vigtig og personlig rolle i hans malerier.

Kvindens skikkelse lukker sig fordybet i sig selv, og man får lyst til at trænge ind i hendes nærvær. Med den rygvendte kvinde i de halvtomme rum indkapsler Hammershøi en længsel, en melankoli og samtidig en nøgternhed i sine malerier. Mennesket er alene i hans billeder (ligesom oftest i Leppäläs og Kruse Jensens billeder), som et billede på det moderne menneske, der, når alt kommer til alt, er alene, hvilket afspejles i den personlige søgen og længsel.

TIDEN

anni_ 017Anni Leppälä, Reading, 2010

I stedet for at anskue dem som modsætninger, ser jeg fravær og nærvær som en tidslig spænding, en dynamisk bevægelse. Fraværet er betinget at, at noget har været dér, med en forventning om, at noget kommer tilbage. Dette er en tidslighed, og i fraværet er der altid et potentielt nærvær. Fravær af noget er også noget.

Fotografiet opererer som en slags tidsmaskine, der forsøger at ”stoppe tiden”, at fange øjeblikket, hvilket i sig selv er en modsætning, da øjeblikket forsvinder, så snart man forsøger at fastholde det. På den måde eksisterer fotografiet i en spænding imellem øjeblikket og det konstante – en dobbelthed, der ligner spændingen mellem nærvær og fravær.

Anni Leppälä bruger fotografiet til at arbejde med tiden, der er gået. Hun forsøger at få et øjeblik til at bevæge sig ved at iscenesætte situationer, der ser ud til at være en del af en større historie. (1) Ligesom hun iscenesætter små øjeblikke, der ikke umiddelbart har den store betydning i sig selv, men ved at indkapsle dem i fotografier, giver hun dem en udstrakt tid og betydning. På samme måde indkapsler Vilhelm Hammershøi det, der umiddelbart virker som dagligdagsøjeblikke i sine malerier, hvor tiden på den ene side er sat i stå, men samtidig er der en indlejret spænding, som om alt er i bevægelse.

Astrid Kruse Jensen arbejder også med øjeblikket i fotografiet, ud fra tanken om, at hun selv kan skabe det øjeblik, hun ønsker at fange. Hun søger situationer og tilstande, og skaber dem via fotografiet. (6) Erindring, hvordan vi husker øjeblikke og situationer, og hvordan erindringen med tiden forandrer sig, optager også Kruse Jensen. (6) Der er et særligt nærvær i nuet, men dette nærvær er ufattelig kort, da nuet forsvinder med det samme igen. Fortiden og erindringen, derimod, kan være fyldt med mindernes nærvær, i form af sanser, billeder og situationer, vi husker og bevarer i os.

Leppälä, Kruse Jensen og Hammershøi iscenesætter og fanger på hver deres måde situationer og øjeblikke, der indeholder så meget fortælling, spænding og nærvær, at de synes intenst filmiske.

13_Astrid Kruse Jensen, Constructing a memoryAstrid Kruse Jensen, Constructing a memory

Vilhelm Hammershøi: Interiør med kvinde. 1901. Detroit Institute of ArtVilhelm Hammershøi, Interiør med kvinde, Strandgade 30, 1901

Henvisninger:

(1) http://www.helsinkischool.fi/helsinkischool/artist.php?id=9001&type=statement

(2) http://www.annileppala.fi/texts/Oko_Goto_Interview.pdf

(3) http://channel.louisiana.dk/video/astrid-kruse-jensen-beauty-will-always-be-disturbed

(4) http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE563263/fotografiets-motiver/

 

Mere info og billedeksempler:

Anni Leppälä: http://www.helsinkischool.fi/helsinkischool/artist.php?id=9001&type=portfolio

Astrid Kruse Jensen: http://www.astridkrusejensen.com/

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s