Borges, jeg og katten. Katten, jeg og Borges

Tomas Lagermand Lundme

Borges, jeg og katten. Katten, jeg og Borges

Jorge Luis Borges, forfatteren, der stadig kunne se alt, selvom han levede i mørke, vågnede hver morgen og var en anden. Hans kone vænnede sig til det. Man siger, at den eneste, der aldrig forstod det, var katten. Den var også fra Argentina. Katte derfra har det svært med konger, kejsere og piloter fra Anden Verdenskrig. De vil hellere bo hos bibliotekarer, der drømmer om labyrinter uden indgange, slotte uden udgange og korridorer så smalle, at man ikke kan bevæge sig, kun bevæges, når vægge, lofter og gulve presser et menneske mindre.

Borges selv var historien. Han boede i den. Han var den. Og han tog den til sig og omdøbte den faktuelle tid, så den for altid blev omdefineret af det, vi andre med oprejste pander, kalder samtid. Borges interesserede sig ikke for den, samtiden. Han stillede alle sine ure tilbage, så de gik på forskellige måder alt efter hvilke rum i hans bolig, han opholdt sig i. På den måde var der mange biblioteker i boligen, der skulle have serveret eftermiddagste hen ad klokken 15.00 og en lille stærkt ginseng dyppet i blåbærsnaps klokken 20.00, inden midnatten satte ind og dem, der skulle sove, skulle sove. Borges sov sjældent i lange forløb, da søvnen forstyrrede den virkelighedsdrøm, han opbyggede omkring sig selv. Som det slot uden udgange og det bibliotek med viden om biller, bark og sælsom biologi for sommerfugle opdrættet i væksthuse, der aldrig havde indgange. Muligvis ikke engang vinduer.

Hør,” sagde Borges en dag, da han rørte ved en kaktus med lindrende erfaringer. ”Bierne synger for dig.”

Når man lever i et langt liv i delvist mørke, opstår musikken af støvet, der falder i de tidlige morgner og regnen, der løber som tårer af glæde, når efteråret sætter ind i oktober. Man lærer at danse til den musik. Med fødder, der ikke rører gulvet, men i stedet berører det, der bor i mit øje.

 Der bor Borges den dag i dag.

 I mit øje. Og på min kind. Når jeg står foran spejlet og åbner munden, kan jeg se ham på min tunge. Jeg er ikke Borges. Og Borges er ikke mig. Men min kat har lært mig et sprog, fordi den har lært et sprog af den kat, Borges havde. Sådan er katte.

Advertisements

One thought on “Borges, jeg og katten. Katten, jeg og Borges

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s