Rune Gades åbningstale til Beyond Realism

Bagved virkeligheden?

Tak for invitationen til at tale i forbindelse med åbningen af Beyond Realism her på Fotografisk Center.

BR_pix

At gribe fat i surrealismen som en historisk arv med aktuel relevans er interessant af flere årsager. Som et kuriosum er det interessant, fordi Fotografisk Center udstillede en surrealistisk fotograf, Man Ray, da institutionen i 1996 – for fjorten år siden – viste sin allerførste udstilling. Man kan altså hævde, at Fotografisk Center fra sin spæde begyndelse har vist interesse for surrealismen.

Mere interessant er surrealismen dog i dens vedholdende og konsekvente afsøgning af det ubevidste, af drømmen og af begæret. Det er størrelser, som vi måske nok er blevet klogere på i de 90 år, der er gået siden surrealisternes chefideolog, André Breton, publicerede det første surrealistiske manifest i 1924. Men selv om vi måske er blevet klogere, ville det være forkert at påstå, at emnerne er udtømte eller klart gennemlyste af et rationalitetens lys. Det ubevidste, drømmene og begæret fortsætter med at kaste os ud i de største ulykker såvel som de mest intense lykkefølelser, fortsætter med at stille os over for de største gåder, fortsætter med at henrykke os, chokere os, lamme os, bevæge os. Både som enkeltpersoner og som samfund. Der er med andre ord al mulig god grund til at fortsætte de undersøgelser af det ubevidste, af drømmene og af begæret, som også surrealisterne for snart hundrede år siden var så optagede af.

Selv om vi lever i et samfund, der i sin bureaukratisk velsmurte selvopfattelse forstår sig som ufejlbarligt rationel, så behøver man ikke lede længe for at få øje på det irrationelles allestedsnærvær. Uhensigtsmæssigheder, som det hedder i rationalitetens sprogbrug, vrimler det med, for det uhensigtsmæssige markerer præcis grænsen for fornuftens herredømme og magt, og den grænse forekommer ubøjeligt stabil gennem historien. Politikerne vil så gerne tale om det hensigtsmæssige og det formålstjenstlige, alt det som kan rette os ind mod at handle effektivt og målrettet, passende og nyttigt. Derfor opfinder de tiltag, der skal udrydde uhensigtsmæssigheder, for eksempel sådan noget som fremdriftsreformer for at eliminere fjumreår eller nyttejobs for at afskaffe arbejdsløshed. Nogle gange tenderer den politiske rationalismes ufrivillige poesi også i retning af det surreelle, så sprængfyldt er den af det irrationelle! På den baggrund er det ikke underligt, at kunstnere også interesserer sig for, hvordan det irrationelle eksisterer midt i vores virkelighed.

At undersøge det irrationelle, det som ligger ‘bag’ eller ‘under’ den virkelighed, som vi hjemmevant bevæger os rundt i, er også på en åbenlys måde sammenknyttet med det fotografiske medie. Som den amerikanske kulturteoretiker Susan Sontag engang hævdede, så er fotografiet af natur surrealistisk. Hun uddybede påstanden med følgende bemærkninger: ”Surrealismen ligger i selve hjertet af den fotografiske aktivitet: netop i det at skabe en duplikat-°©‐verden af en andenrangs virkelighed, mere snæver, men mere dramatisk end den, man opfatter med det naturlige syn. Jo mindre manipulation med fotografiet, jo mindre åbenlyst bearbejdet, des mere naivt er det…”1 Den kombination af umiddelbar genkendelighed og sær fremmedgjorthed, som kendetegner alle fotografier (men vi kender måske allerbedst følelsen fra fotografier af os selv, som vi typisk udmærket genkender, men samtidig føler er utilstrækkelige og fremmede), fremhæver Sontag med andre ord som en surrealistisk egenskab ved fotografiet.

Hvis alle fotografier er surreelle i denne forstand, så må surrealismen være noget andet, måske en stil, en bevidst brug af fotografiet til at fremtvinge, tydeliggøre og forstærke den effekt af det surreelle, som er latent tilstede i alle fotografier. Susan Sontags kritik af det surrealistiske fotografi handler faktisk netop om, at den historiske surrealisme som stil så ubesværet lod sig overtage af blandt andre modeindustrien, der brugte den i reklameøjemed, frem for i en frigørende og revolutionerende hensigt. I stedet for en kritisk analyse af det ubevidstes strukturering og af begæret som en frisættende kraft, fik vi gennem reklamefotografiets overtagelse af surrealismens stiltræk en kolonisering af det ubevidste og af begæret ud fra rent kommercielle interesser. Det er vanskeligt at være uenig i denne iagttagelse af surrealismens deroute og forvandling fra revolutionært billedstof til rendyrket spekulation i fascination, for også i dag gennemstrømmes reklamer af en surreel sensibilitet, som skamløst udnytter vores begær og vores tabuer til at sælge os en masse varer, vi ikke har brug for.

Derfor skal man i mine øjne være varsom med at bruge en etikette som ‘surrealisme’ om samtidsfotografiske tendenser. Jeg er glad for at kunne læse i kataloget til denne udstilling, at der også tages alle mulige forbehold over for begrebet, og at ingen af kunstnerne identificerer sig udelt – hvis overhovedet – med det. For måske er det mere rigtigt, sådan som det i øvrigt også siges i kataloget, at tale om ‘det irreale’, det vil sige ‘det som ikke eksisterer i virkeligheden’. Eller at tale om ‘det post-°©‐reale’, det vil sige ‘det som kommer bagefter realismen’. Begge dele er måske mere præcist i forhold til de billeder, som er med på udstillingen her. Jeg vil i hvert fald nødig annullere de udstillede værkers kritiske potentialer, deres mulighed for ikke blot at tilbyde os fascination, men også at forære os en form for eftertænksomhed, der videre kan give anledning til kritisk refleksion og til et andet blik på såvel vores samfundsvirkelighed som på vores hverdagsvirkelighed.

For som jeg indledte med at sige, så er behovet for at overveje, hvordan det ubevidste sætter sit præg på vores samfund, vores politik, vores selvopfattelser og vores hverdagshandlinger langt fra et overstået kapitel, selv om den historiske surrealisme for længst er det. Og jeg synes, at de udstillede værker kan bidrage med en række forskellige bud på kritisk eftertænksomhed, som rækker langt ud over den blanke fascinations henførte benovelse. Ikke mindst appellerer værkerne til at vi overvejer, hvordan vi overhovedet er tilstede i virkeligheden som mennesker, som kroppe, som sansende og tænkende væsner med erindringer og forestillingsevner. Og netop den overvejelse, den bevidsthed, er vel det stærkeste våben mod at give sig i reklamernes vold, give sig i billedernes vold, give sig i det givnes vold.

Men se selv udstillingen, døm selv, overvej hvad værkerne vil Jer, hvad de gør ved Jer.
God fornøjelse!

Rune Gade, åbningstale ifm. fernisering af udstillingen Beyond Realism, Fotografisk Center, København, den 24. januar 2014

NOTER:
1 Susan Sontag: Fotografi. Essays om billede og virkelighed (overs. Ole Vesterholt), København: Fremad, 1985 [1979], p. 60.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s