automatic-breton-esw

Beyond Realism

Beyond Realism

Beyond Realism er en udstilling om det post-reale og surrealistiske i kunstfotografiet i dag, og som det ses i værkerne af Sophia Kalkau, Isabelle Wenzel, Ebbe Stub Wittrup, Marie Sjøvold, Rikke Benborg og Asger Carlsen. Udstillingen søger at skildre det uvirkelige og sanselige i samtidskunsten. De deltagende kunstnere er udvalgt på baggrund af værker, der viser det surreale eller uvirkelige; dér, hvor motivet på én gang er genkendeligt og dog uigenkendeligt; dér, hvor det drømmende arbejder i sprækkerne af forståelsen for det virkelige.

Udstillingen vises på Fotografisk Center indtil d. 26. marts.

Entwined, Ophelia (2011)
Sophia Kalkau – Entwined, Ophelia (2011)

Sophia Kalkau

Sophia Kalkaus fotografier er kendetegnet ved en stram æstetik og en undersøgende interesse for krop og rum. Geometriske figurer som ellipsoider, polyedre og cylindriske legemer indsættes i konceptuelle sammenhænge, hvor kunstneren selv danner lærred for en integrering mellem krop og objekt. Kalkau henter gerne inspiration fra kunsthistorien, teater og litteratur. I Tableau fra 1999 tager hun afsæt i René Magrittes gådefulde maleri Le Thérapeute (1936) af en mand, der sidder under et tæppe med stok i hånden og et åbent fuglebur i brystkassen. I Ophelia fra 2011 går Kalkau i dialog med Louise Bourgeois’ surrealistisk influerede Mamelles fra 1991 og Shakespeare-figuren Ophelia, der i Hamlet siger de sære ord: ”They say the owl was a baker’s daughter. Lord, we know what we are, but know not what we may be.”

Wenzel_kiste1
Isabelle Wenzel – Kiste #1 (2009)

Isabelle Wenzel

Isabelle Wenzels kunstneriske virke placerer sig i et felt mellem performance, skulptur og fotografi. Fotografiernes motiver er ofte akrobatiske iscenesættelser af Wenzels egen krop. Hendes positurer præsenteres for kameraet som dynamiske, hovedløse skulpturer, der kan formes og bøjes på de mest overraskende leder og kanter. Ved at fremhæve det uvirkelige og surreale udfordrer Wenzel opfattelsen af fotografiet som en direkte repræsentation af virkeligheden. Med fokus på overraskelsen, transformerer Wenzel det virkelige til noget abstrakt. Hendes fysiske, akrobatiske bevægelser fastfryses i fotografiet, og viser os dermed en verden, der kun er tilgængelig gennem kameraets øje, i et felt mellem det reelle og surreelle.

Ebbe_stub_facoult-automatic-breton-esw
Ebbe Stub Wittrup – Colored Ceiling (André Breton’s Room, automatique writing 1919) (installation, 2011-2013)

Ebbe Stub Wittrup

Ebbe Stub Wittrups kunstneriske praksis befinder sig i en hybrid mellem det fiktive, det mystiske og det dokumentariske. Wittrup fokuserer på fotografi, men i værkerne Colored Ceiling (André Breton’s Room, automatique writing 1919), Panthéon (Foucault’s Pendul) og Pendul præsenteres fotografiet side om side med video og installation.
De udstillede værker refererer til den franske, surrealistiske forfatter André Bréton og hans opfindelse af automatskriften. Det draperede gardin i installationen danner en membran mellem det bevidste og ubevidste, det sansede og synsforstyrrede. På gardinet hænger et foto af loftet i Brétons værelse på Hotel des Grands Hommes i Paris. Det var i dette værelse at Bréton skrev værket Les Champs Magnétiques (1920) om automatskriften. Overfor hotellet ligger Panthéon-bygningen. Og her, under kuplen, hænger den franske fysiker Léon Foucaults pendul. Pendulets svingninger er styret af jordens rotation, som igen styres af universet. Wittrup ser pendulets svingninger som en metafor for automatskriften, der udføres ubevidst – ofte i trance – og er styret af noget større. For at visualisere dette har Ebbe Stub Wittrup lavet en film, hvori et pendul tegner abstrakte mønstre med sand. Ved siden af installationen hænger et solariseret fotografi af Panthéon taget fra vinduet i André Brétons hotelværelse.

Midnight_Milk_10
Marie Sjøvold – Midnight Milk #10 (2012)

Marie Sjøvold

Marie Sjøvolds fotografiske praksis henter både inspiration fra en dokumentarisk fortælletradition og fra kunstfotografiet. Sjøvolds billeder placerer sig i et drømmeagtigt ingenmandsland, hvor farver, motiv og scenografi på en og samme tid fremstår velkendt og ukendt, genkendeligt og fremmedgjort. I serien Midnight Milk spørger kunstneren med et selvbiografisk udgangspunkt til den moderne kvindes identitet – især med fokus på dennes gestaltning af moderrollen. Sjøvold inviterer således beskueren indenfor i et personligt univers, hvor krop, intimitet, barnlig naivitet og fantasi dominerer – uden dog at ville formulere en entydig fortælling om nogen af delene. I stedet smelter det velkendte og ukendte sammen til en uvirkelig og lidt uhyggelig hybrid, der udfordrer beskuerens fantasi.

rikke_benborg
Rikke Benborg – Oh, Sweet Darkness (video, 2013)

Rikke Benborg

Rikke Benborg arbejder med video, film, animation og fotografi. Hun bevæger sig i et surrealt univers, hvor realiteten opløses i fantasifulde tableauer, der udfordrer gængs virkelighedsopfattelse. Benborg henter sine referencer fra mange forskellige kilder, bl.a. tidlig eksperimental film, dans og teater; det koreograferede og iscenesatte.
Oh, Sweet Darkness er på en gang æstetisk og eksistentiel. I filmen føres man ind i et uvirkeligt, blå-grønt rum; et drømmeunivers hvor grænsen mellem søvn og vågen tilstand  er udvisket. Man følger en ung kvinde, ser hende falde i søvn og gennemgå en række klassiske drømmescenarier som at tabe sine tænder og falde ned i vand. Filmen akkompagneres af en diskret men insisterende musik, der understøtter den drømmeagtige stemning.
De to ubetitlede trichromatiske fotografier fra planteserien fremstiller noget så hverdagsagtigt som potteplanter, men set i et anderledes perspektiv, idet planterne ligger ned, men vokser opad. Det er naturfænomenet ”geotropisme”, som får plantens rødder til at vokse nedad, mod tyngdekraften, mens selve planten tilsvarende orienterer sig opad, væk fra roden.

Asger Carlsen - Untitled 2011, pigment print
Asger Carlsen – Untitled (fra serien HESTER, 2011)

Asger Carlsen

Her præsenteres udvalgte fotografier fra serien HESTER, taget i 2011.
I HESTER fremstilles menneskekroppe som manipulerbare objekter. De er foruroligende skulpturer i ubestemmelige rum; forvredne og amputerede; råt afbilledet i al deres nøgenhed. Vi møder ikke en ideal-krop eller et traditionelt studium af atletisk skønhed. Snarere møder vi en kritik af kropsidealer. Den lethed hvormed vi normalt spejler os i menneskefremstillinger vanskeliggøres af den ubehagelige genkendelse af legemer, vi ikke har lyst til at bebo. Kroppenes amorfe forvandling gennem Asger Carlsens digitale billedbehandling rammer os fysisk og udfordrer vores normalitetsbegreb. Dette understreges også af seriens sort-hvide og meget æstetiske udtryk, som står i stærk kontrast til motivernes urovækkende og ubehagelige karakter.

Onsdag d. 26. februar kl. 17 – 19, afholder Fotografisk Center FotoForum i samarbejde med DJ:fotograferne. Billedkunstnerne Sophia Kalkau og Rikke Benborg, der er aktuelle på Beyond Realism, fortæller om deres værker og tanker om fotografi og virkelighed.
Entré 40 kr. inkl. et glas vin. Medlemmer af Fotografisk Center og Dansk Journalistforbund gratis. Tilmelding på info@photography.dk eller 33930996.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s