Performance og Arkiver

 

Jeg er taget til Roskilde på vegne af Fotografisk Center. Jeg har fået til opgave at besøge Sanne Kofod Olsen, og snakke med hende om performancekunst og arkivering. Sanne arbejder på museet for samtidskunst, der ligger i nogle gamle gule bygninger, der omslutter en gårdplads belagt med småsten.

 

Jeg hedder Sanne Kofod Olsen.

Kan du beskrive hvad du laver på Museet for samtidskunst?

Jeg er museumsdirektør, men jeg er også kurator. Måske sådan en slag chefkurator. Det ved jeg ikke. Jeg ligger programmet. Men der er selvfølgelig også andre kuratorer tilknyttet her. Nogle gange bruger vi eksterne kuratorer og nogle gange er det in house produktioner. Ja, det er det jeg gør. Så har jeg jo en særlig interesse i performance som er mit specialeområde – godt nok feministisk performance – men ikke desto mindre, performance. Som jeg så har beskæftiget mig med i rigtig mange år. Og så står jeg for den festival, der hedder ACTS – festival for performativ kunst hedder den, men jeg tror at vi skal kalde den lyd og performance i fremtiden. Så det er lidt et hjertebarn for mig, selvfølgelig. Og så da jeg blev ansat her på museet for 4.5 år siden, så syntes jeg selvfølgeligt at noget af der var interessant, det var den der arkiv og dokumentation i forhold til performance. Hvordan definerer man og hvordan bevarer man og hvordan gemmer man den her form for kunst i et musealt regi? Fordi som museum, så skal vi jo bevare ting og vi skal dokumentere ting og det ene og det andet. Og der er der selvfølgelig en særlig problematik omkring både lydkunst og performancekunst, hvor lydkunst selvfølgelig kan eksistere på en lidt lettere måde fordi man kan lave plader, simpelthen. Nogle gange er det også lydinstallationer, og så er det jo lige pludselig noget andet. Men performance, det er jo noget med at man optager det i det øjeblik det finder sted, men samtidig er det også vigtigt at det finder sted. Og hvad så bagefter? Er det så ren dokumentationsmateriale, eller er der noget af det der bliver til værker? Det er så også noget vi arbejder med. Vi køber værker der er performance blevet til værk og det kan foreksempel være noget der så er blevet til en videoperformance eller som er lavet specifikt til kameraet.

 

Hvordan vælger I hvilke performances I inkluderer i museet, ACTS, og arkivet?

Typisk har vi samlet alle performances til ACTS fordi så kommer der mere publikum. Og så har vi ofte i forbindelse med ferniseringer en eller to performances, der relaterer til udstillingerne. De er jo kurateret – nogle steder booker man, og det er et andet system – men vi kuraterer – også i forhold til rum. Stedspecifikt til hvor det skal foregå og hvad det er en del af.

Arkivet er så det vi har haft herude. Der står faktisk i vores vedtægter at vi skal samle på dokumentation af performancekunst og lydkunst. Men vi kan jo ikke gå ud og aktivt indsamle dokumentation af performances der sker andre steder. Det har vi slet ikke ressourcer til. Vi er fem fastansatte. Det ville svare til at Fotografisk Center også lige skulle ud og samle på fotografi og videokunst. Så det vi har i vores arkiv ­– det meste af det er vores egne produktioner. Vi optager ACTS, og vi optager performances, der er i forbindelse med udstillingsåbninger. Man kan sige, at så kuraterer vi til arkivet på den måde at vi kuraterer til festivalen og så ryger det over i arkivet.

 

Har I også instruktioner på performances?

Det har vi faktisk ikke. Vi har ikke nogen instruktioner. Og det er jo værker kan man sige. Du kan jo i og for sig købe en instruktion som et værk. Måske har vi noget der ligner nogle partiturer oppe i vores fluxussamling, som faktisk er udstillet lige nu. Men ikke nogle ”instruction performances”, a la ”gå igennem døren”, eller ”hop tre gange” eller sådan noget. Det har vi ikke. Det kunne jeg supergodt tænke mig, men vi har det ikke. Vi kunne godt have det. Nu har vi indtil nu arbejdet med performance på en bestemt måde, men det udvikler sig jo hele tiden. Jeg har ikke oplevet i Danmark – vi køber mest dansk kunst – den form for performancekunst. Der er ikke nogen der har sagt, ”jamen det her er min performance den eksisterer i de her tre linier.” Så kunne jeg sagtens finde på at købe det. Hvis det ligesom var det jeg faldt over. Alt efter om jeg synes det var godt, selvfølgelig!

 


Forskellen mellem videoværk og performanceværk?

Det er det jo i og for sig. Det er jo et videoværk eller hvad man skal kalde det i dag – et digitalt værk eller sådan et eller andet. Som kategori er det et digitalt værk. Og det bliver det jo også nødt til at være, også i forhold til køb og salg osv. Og der er det så vigtigt i forhold til hvis vi bare optager en performance, og så har vi den film. Lige så snart det bliver til et videoværk, så bliver det jo noget med hvor mange editioner er det i, og så videre og så videre. Så er det ligesom noget andet end en performancedokumentation. Og det synes jeg er ret interessant, og også hvordan sondrer man imellem de to? Nogle gange er det let, nogle gange er det svært. Men jeg har ikke noget problem med at sige at – jeg ville så kalde det videoperformance, ikk’? Fordi så er det værkkategorien og ikke bare video fordi det kan være alt muligt. Men jeg synes jo at det er en ret interessant værkkategori – videoperformance. Og f.eks. værket af Falsnaes – han sidder jo og taler til dig igennem skærmen. Det synes jeg jo er superinteressant. Også at snakke til publikum gennem en skærm.

 

Man bliver næsten selv performansen?

Ja ja, man bliver en del af den. Det er meget snedigt synes jeg egentligt. Jeg vidste ikke at det var til iPad – det synes jeg er cool. Det kan være at vi skal købe det.

 

Andre har sagt at netop Falsnaes’ værk Now and Then er et videoværk fordi tilskueren selv er performansen?

Ja, det er hende der står og agerer, og forholder sig til ham derinde på skærmen. Ja, det er faktisk ret spændende.

 

Hvad med problematikken omkring tilstedeværelse? Skal man være tilstede ved den originale performance for at få den ”ægte” oplevelse, og kunne diskutere den?

Det er jo sådan en ting man har diskuteret enormt meget – hvad betyder dokumentation, og hvilken værdi har den? Der er jo en klassisk opdeling. Jeg tror at det er Peggy Phelan versus Amelia Jones. Hvor jeg helt klart er tilhænger af Amelia Jones, som siger at dokumentation har ligeså meget værdi som selve performansen. Vi er jo ekskluderet fra at se rigtig mange performances og derfor eksisterer performansen for de fleste mennesker i dokumentationen. Vi ved godt at det er dokumentation, og det er en form vi tager alvorligt. Og så har vi oplevelsen igennem dokumentationen. Selvfølgelig er det noget andet end at have oplevelsen med den fysiske performance, men ikke desto mindre er det en oplevelse. Så det er jeg helt afklaret med. Jeg kan godt lide dokumentationen også, som en vidnesbyrd om performansen. Helt fysisk er det jo også den måde jeg har kendskab til rigtig mange performances selv. Jeg synes at det er superfedt når jeg ser en performance live, men der er jo også masser af performances jeg har et forhold til der er lavet lang tid før jeg blev født, som jeg kun har set på et sort/hvidt billede.

 

Er der en forskydning mellem værker lavet til video, og værker ”fanget” på video, uden planlægning fra kunstnerens side? Det er ligesom en ulighed der.

Ja ja, kæmpestor forskel. Det er ligesom TV-køkkenet; ”Vi har snydt lidt,” og så får man en videoperformance. Men det er man jo i høj grad opmærksom på, for videoperformances har jo ofte en helt specifik æstetik. Vi har f.eks. en videoperformance af Olof Olsson og Lisbeth Cuenca Rasmussen i vores samling, og det er værker. Det er jo ikke live performances, altså det er helt klart studieoptaget performances. Det har jo ikke den der ”feeling” af at det er ude i gården, eller at det er nede på Gimle eller at det sker nu. Så det er selvfølgelig noget radikalt andet end dokumentationen. Jeg synes jo at dokumentationen har en enorm stor værdi, som dokumentation af de her værker, der er blevet opført. Men dokumentationen er ikke værket. Så man skal altså igennem den der bearbejdning hvis man skal lave dem som værker, og så mister de selvfølgelig deres fysikalitet eller den direktehed, som en ren dokumentation kan have. Og det er altså vilkåret, hvis de skal være mere almindelige kunstværker som er lavet til et museum eller en samling.

Reklamer

One thought on “Performance og Arkiver

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s