Lilibeth Cuenca Rasmussen arbejder med materiale fra personlige erfaringer, som kondenseres og omdannes, indtil det endelige kunstværk siger noget om kønsroller, nationalfølelser og større sociale strukturer ud over oplevelsen i sig selv. Andre gange tager Cuenca Rasmussen afsæt i popkulturelle formater som musikvideoer, for at beskrive en kunstners kamp for at skabe sig et navn i en global kunstverden, der foretrækker objekter frem for idéer. Skin Stripping er tredje værk lavet til iPad i udstillingsrækken Now and Again, iværksat af LiveArt.dk til Fotografisk Center [On the Go]. Udstillingen vises i Nikolaj Kunsthal i perioden 24/4 – 25/5 2014.
I Skin Stripping (2014) skifter Lilibeth Cuenca Rasmussen ham igen og igen, indtil hun kommer ind til det inderste lag slange- og menneskeskind. Musikken spiller dragende rytmer – og som hypnotiseret af en slangetæmmer skræller kvinden det tætsiddende tøj af. Det er ubehageligt at se disse hudlag blive revet af, et efter et. Der er noget umenneskeligt og dyrisk over det. Den ansigtsløse kvinde vrider sig som en slange.
Maskeringen og bevægelserne sender tankerne i retningen af den congolesisk fødte, franske kunstner Olivier de Sagaza. I sine performances arbejder Sagaza sig ind i en trancetilstand, når han smører sit ansigt ind i ler og maling. Sagaza forsøger at finde grænserne for den menneskelige identitet, når han lader sine drifter tage over. Hans opførsel minder mere om et dyrs end et menneske. Det bliver skummelt, fordi ansigtets kendetegnende træk udviskes og alt vi er ladt tilbage med, er bevægelser, lyde og et vagt omrids af en mand. Dyret har taget over.
Hos Cuenca Rasmussen er ansigtet også skjult, og dyret tager igen kontrollen fra mennesket. I takt med at slangeskindet afskrælles, kommer mennesket bag mere og mere til syne. Men det skræmmende og ukendte er på samme tid sensuelt. Værket viser i virkeligheden det dyriske i seksualiteten – at mennesket altid er i dets drifters vold.
Ligesom i Absolute Exotic fra 2005, centrerer Skin Stripping sig også omkring dansen. Absolute Exotic ser Cuenca Rasmussen danse ironisk, i en påtaget ”orientalsk” femininitet, hvor hun bebrejder hendes tidligere kæreste, at han foretrækker en mere ”eksotisk” kæreste end hende selv. Skin Stripping arbejder også med den eksotiske anden, hvor musikken giver Cuenca Rasmussens dans et lag af noget anderledes og ikke-vestligt. Dansen bliver i disse og andre af hendes værker et politisk værktøj til at åbenbare post-koloniale og feministiske problemstillinger. Gennem dansen, kan Cuenca Rasmussen på en unik måde fremstille tendenser i vores samfund, der ellers ikke er til at få øje på i hverdagen.
Professor i performance studier, André Lepecki, skriver om Cuenca Rasmussen og hendes dans; ”any laboring body whose work remains essentially performative is always, and necessarily, a political body. It’s task is to transform and to form worlds.” Gennem Cuenca Rasmussens utallige transformationer i Skin Stripping, bærer hun potentialet til at transformere verden – til at gøre publikum opmærksomme på deres forhold til kroppe (deres egne og fremmede), og hvilken position de optager i verden.
Som kvinde, fremmed eller en helt anden.
