Nam June Paik – TV Rodin (1976–1978)

Performance og kameraet

Australske Anne Marsh (f. 1956) startede som kunstner i 1970’erne og er nu professor i kunstteori på the Faculty of Art Design & Architecture ved Monash University. Hun er forfatter af ’Body and Self: Performance Art in Australia, 1969-1992’ (1993) og senest ’Performance, Ritual Document’ (2014).

 

Atsuko Tanaka – Electric Dress (1956). Et af de første dokumenterede performancekunstværker af en kvindelig kunstner.
Atsuko Tanaka (1932-2005) – Electric Dress (1956). Et af de første dokumenterede performancekunstværker af en kvindelig kunstner.

Video- og performancekunst har udviklet sig og interageret side om side fra de sene 1960’ere til i dag. Selvom de to medier kan ses som separate, er forholdet mellem dem nødvendigt, hvis en kunstart så flygtig som performance skal kunne træde ind i kunsthistorien.

Som Anne Marsh skriver i sin artikel Performance Art and its Documentation, var performancekunst i 1970’erne yderst opmærksom på sin egen livlighed og tilstedeværen. På samme tid blev performances næsten altid medieret til et bredere publikum via fotografi eller video. Videoens aktualitet og fornemmelse af at foregå i realtid, blev set som den enkleste måde at repræsentere begivenhedens tidslige status.

 

Allan Kaprow (1927–2006) – En af de tidlige pioneerer indenfor performancekunst
Allan Kaprow (1927–2006) – En af de tidlige pioneerer indenfor performancekunst

Nu om dage er forskning i performancekunsthistorie delt imellem, de som mener, at det er nødvendigt faktisk at have set performance begivenheden (ofte repræsenteret af Peggy Phelans forskning indenfor feminisme og performancekunst), og de som mener, at det er muligt at fortolke og problematisere begivenheden ud fra overleveret dokumentation (som fremstillet af kunsthistoriker og kurator Amelia Jones).

 

Joseph Beuys (1921-1974) – I Like America and America Likes me (1974)
Joseph Beuys (1921-1974) – I Like America and America Likes me (1974)

Et problem ved at insistere på beskuerens tilstedeværen, er at det udelukker en enorm mængde kritikere og kunsthistorikere at skrive om disse værker. Og hvordan er det så overhovedet muligt at inkludere performanceværker i kunsthistoriens annaler? Tværtimod, skriver mange kunsthistorikere om malerier, skulpturer og fotografier de aldrig har set ’i virkeligheden’. Reproduktionen af kunstværker gennem kameraer er hverdagskost og en gennemgående måde at arbejde på i kunsthistoriens disciplin.

 

Yoko Ono – Cut Piece (1965)
Yoko Ono (f. 1933) – Cut Piece (1965)

Forholdet mellem kamera og performance har ofte været en integreret del af livekunst på grund af kameraets evne til at indfange tid. Kameraet har dog ikke kun været brugt til at indfange et moment og dokumentere en performance, men også i mere kreative situationer, hvor kameraets tilstedeværelse bruges aktivt til at fremme performansen.

 

Nogle performances skabes med muligheden for at genopføre dem senere, for et nyt publikum. Selv når eksperimentel dans og musik benytter tilfældighedsprincipper og improvisation, er det stadig muligt at genopføre en optræden – genfortolket og oplevet på ny af et andet publikum på en anden scene og tid. Det er dog vigtigt at holde sig for øje, at der er forskel på et dokument og en re-make. Dokumentet er en dokumentation af performansen i dens realtid, hvor en re-make er en mere overvejet tilgang til remediering. Ligesom det ikke er det samme at se videoer af en performance frem for at være der i kød og blod, er en genopførelse af et værk heller aldrig det samme som den oprindelige performance.

 Carolee Schneemann – Meat Joy (1964)

 

Fotografiets problem i performancekunsten er stadig, at det opleves fjernet fra sin kontekst, og uden tilføjet forskønnelse kan det ikke formidle værkets dybde eller kontekst. Dette er et problem der til stadighed plager performancekunsten, og de som skriver om den. Det er dog ikke et argument imod dokumentationen af performancekunst, men nærmere en vigtig faldgrube at være opmærksom på. Som Marsh siger i nedenstående video; efter over 10 års diskussion mellem Peggy Phelan og Amelia Jones om dokumentationens nødvendighed, lader det til at Jones er kommet bedst ud af det.

 

Se den fulde video med Anne Marsh her

 

”Art never stands still. Even if artists don’t document their work, these days it will be documented. I can just look it up on youtube. I think art just goes with the flow, really.”

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s