I sommers viste Fotografisk Center udstillingen In Hemingway’s Garden af den finske fotograf Heli Rekula (f. 1963). Det er et helt nyt projekt af kunstneren, som kombinerer både fotografi og arkivmateriale i én samlet, installatorisk iscenesættelse. Og nu er In Hemingway’s Garden også udkommet i bogform.
In Hemingway’s Garden blev igangsat af kunstneres møde med den legendariske forfatters hus og have i Key West, Florida. Her blev hun grebet af palmernes refleksioner i poolens spejlblanke vand, og en melankolsk erindring om et tidligere ophold i USA, hvor Rekula som ung udvekslingsstuderende i Californien var en del af skolens pigesvømmehold. Således væves hendes og Hemingways historier sammen. Haven bliver genbesøgt og den fælles fortælling udvikles.
”Returning to certain places arouses melancholia. The feeling of loss is so intense that the imagination starts producing visual images, hinting at memories of some incident, of someone long gone and forgotten, even if there is no actual personal history belonging to the place.”, skriver Heli Rekula i bogen In Hemingway’s Garden.
Projektet forbinder sig til Heli Rekulas tidligere praksis, som lidt forenklet sagt bevæger sig af to spor: de iscenesatte, performative fotografier, hvori hun ofte selv optræder, og landskabsfotografierne. Umiddelbart er relationen til landsskabsfotografi tydeligst. På udstillingen var der dels en serie, nærmest abstrakte, blå billeder af spejlinger, lysrefleksioner og krusninger på vandoverfladen. Disse billeder er meget maleriske, og dog dokumentariske i deres ophav. Rekula spiller bevidst på dobbeltheden.
”Photographers and filmmakers have always had s fascination with shadows and reflections. As if attempting to point out that there is more in the image than the eye can see.”
En anden serie billeder er røde og mørke i både motiv og fortælling. Den røde farve opstod ved en fejl i scanningen, har Rekula fortalt, men hun valgte at bibeholde den på grund af dens filmiske og uheldsvangre karakter – de associative kvaliteter.
I udstillingen var der også en del meget forskelligartet arkivmateriale, som Heli Rekula har samlet efter sit første møde med Hemingways have. En del af dette er også gengivet i bogen. På udstillingen var materialet arrangeret i helt enkle vitriner, som Rekula havde fået fremstillet til formålet. Materialet ser ved første øjekast ud til at være arrangeret efter æstetiske kriterier, men ved nærmere eftersyn opdager man også nogle tematiske spor. En af montrerne omhandler således huset og haven i Key West, mens en anden er dedikeret til journalisten og rapporteren Ernest Hemingway.
Som udstillingen var installeret i Fotografisk Center, hang der en serie mindre billeder på væggen overfor vitrinerne. Disse var fotografier med silketryk; hvide, transparente tekster og tegninger trykt på glassene, der indrammer de forskellige fotografier. Her kan man genfinde citater og fragmenter fra materialet i vitrinerne. Her mødes Hemingway og Rekula i helt bogstavelig forstand.
Kristine Kern, oktober 2014
Fredag den 17. oktober kl. 18 – 19.30 inviterer Fotografisk Center, Motto and KUNO til bogreception på Heli Rekula: In Hemingway’s Garden i Motto Charlottenborg, Kgs. Nytorv 1, Kbh. K