Teksten er en arkitektur og kanten af papiret er tegnenes yderste grænse. Det første ord står skrevet et sted i periferien. De efterfølgende bevæger sig, efterhånden som de skrives, ind mod et centrum. Undervejs slår syntaksen revner; sprækkerne viser sig på tværs af tegnsætningen og orddelingen. Teksten er morfologisk. I begyndelsen tager den form efter et eroderet landskab. Senere forvandler den sig til en atomsky, en ruin, resterne af et monument, et ministerium, et mausoleum.

Landskabet er et fotografi og kanten af billedet er horisontens yderste grænse. Det første negativ blev eksponeret et sted i periferien. De efterfølgende forsøger, efterhånden som de fremkaldes, billede efter billede, at definere et centrum. Landskabet er syntaktisk. I begyndelsen tog det form efter ubevidste, geologiske processer. Senere forvandlede det sig til en tekst, med et budskab støbt i beton, der ikke længere er læseligt.

Revolutionen er en ikonoklasme, der manifesterer sig som et tabula rasa. Den første revolution opstod et sted i periferien. De efterfølgende forsøger, efterhånden som de spreder sig, at erobre et centrum. Undervejs rives monumenterne ned; de tomme piedestaler minder om modernistiske skulpturer. Tiden er en syntese. I begyndelsen manifesterede den sig kun i landskaberne. Senere viste den sig også i arkitekturen, i fotografiet og i tekstens opbygning og nedbrydning.

Revolutionen er fotografisk, tiden er ikonoklastisk, syntaksen er arkitektonisk, landskabet er morfologisk, fotografiet er syntetisk.

Tekst og billeder af Anu Ramdas og Christian Danielewitz

Indlægget er skrevet i forlængelse af Fotografisk Centers reception den 28. oktober for bogen: Anu Ramdas og Christian Danielewitz: “White City – Black Desert / Black City – White Desert”,112 sider, illustreret, *[asterisk], København 2014, 200 kr.