Til udsigten over New Yorks skyline lysende i nattemørket, får vi de første instruktioner: ”First, create a nice relationship between yourself and the ground…” En meget behagelig mandestemme fører os blødt ind i Julie Born Schwartzs Love has no reason, og dets særegent fortættede univers.
Det er en film, der handler om at udløse det kreative og åndelige potentiale i os alle. Men det er også en film med mange referencer, der henter inspiration i alle mulige retninger. Og hvor musikken spiller en helt central rolle.
Baggrunden for Love has no reason er en oplevelse Julie Born Schwartz havde ti år tilbage i New York, hvor hun studerede skuespil hos en instruktør, Per Brahe, som bruger nogle særlige masker i sin undervisning. Maskerne er fremstillet på Bali efter Brahes tegninger, og tager udgangspunkt i ansigtsudtryk han møder på gaden, fotografier, tegninger eller gamle malerier. Per Brahe mener, at maskerne er bærere af særlige intentioner og som sådanne kan forløse potentialer i maskebærerne/skuespillerne. Julie Born Schwartz oplevede selv at føle sig anderledes, højere, når hun havde masken på. Ved samme lejlighed brød hun pludselig ud i operasang, da hun skulle til at citere Shakespeare. Denne oplevelse gjorde et stærkt indtryk på hende. Og det var den, der var katalysator for Love has no reason.
Filmen er meget mørk og sanselig i sit udtryk. Man bevæger associativt gennem fortællingen, hvis collageagtige struktur bindes sammen af forskellige musikfragmenter og så fortælleres dybe, langsomme stemme, som i en voice-over indfører én i maskernes, dansens og dramatikkens univers. Det er en stemningsfuld og symbolladet film, hvor især farverne synes at fjerne billederne fra en umiddelbare virkeligheds relation og indføre en anden, mere sur-real eller post-real virkelighedsopfattelse. Samtidig trækker filmen spor tilbage til så forskellige inspirationskilder som barkokkens patos, balinesisk teater og ikke mindst filmhistorien, hvis klassiske udtryk der henvises til i små detaljer som tracking-shots eller panoreringer akkompagneret af suspenceskabende musik.
Filmen er ikke lineær, men snarere cirkulær i sin narration. Den starter med at forberede beskueren til rejsen/oplevelsen, men i overført betydning som hvis man var en deltager i – og ikke blot betragter af – danseseancen, og den slutter med at ordinere en række råd: ”1: no assholes, 2: some really good chocolate, 3: nothing but good music – and finally number 4: a little bit of vodka, double shoot, slightly chilled. Drink it real slow…”
Love has no reason er Julie Born Schwartzs nyeste værk, men hun arbejder ikke udelukkende med film. Og hendes film kan tit have form af installationer, hvori der også indgår objekter, som i Fly me to the Moon fra 2011. Desuden arbejder hun med det fortløbende fotoprojekt, Greeting Cards, der er en serie absurde turistbilleder.
Born Schwartz (f. 1981) er uddannet ved Goldsmiths University og Royal Academy Schools – begge i London. Love has no reason, der er hendes afgangsprojekt, er som det første video værk nogensinde erhvervet af Royal Academy Museum.
Kristine Kern, december 2014
LINKS:
http://artistoftheweek.dk/julie-born-schwartz/
