ALBERT ELM: What sort of life is this & Fish out of water

At the market, 2013. Fra serien Fish out of water
At the market, 2013. Fra serien Fish out of water
Josie, 2012. Fra serien What sort of life is this
Josie, 2012. Fra serien What sort of life is this

 

“Som en rastløs person med en rastløs opvækst blev jeg hurtig glad for at tage billeder. Det var som om min rastløshed pludselig gav mening.”

– Albert Elm

What sort of life is this og Fish out of water, er titlerne på to fotoserier af Albert Elm, som netop nu kan ses i udvalg på Fotografisk Centers udstilling Ung dansk fotografi ’14.

INTERESSEN FOR FOTOGRAFI

I en tidlig alder blev kameraet en fast del af Albert Elms rejsekit, når han som skilsmissebarn hver anden weekend pendlede mellem forældrenes adresser og fotograferede familiekomsammener. Hidtil havde det at fotografere bare været noget han gjorde, men da Elm først havde konstateret, at gymnasiet ikke var hans rette hylde, besluttede han i stedet at satse mere fokuseret på fotografi. Efter et halvt år på skoleskibet George Stage kom han ind på fotoskolen Fatamorgana, og snart efter blev han assistent for fotografen Jacob Aue Sobol. Her begyndte Elm arbejdet med serien What sort of life is this, der blev starten på den retning han forsat arbejder indenfor fotografiet, og som udspringer af hans tidlige nysgerrighed for sine omgivelser og det ofte oversete i hverdagen.

Red socks, 2012. Fra serien Fish out of water
Red socks, 2012. Fra serien Fish out of water

LIGESOM SKAK

Et fotografi er, ligesom et træk i et spil skak, resultatet af en udvælgelse blandt en række muligheder, bortset fra at mulighederne er uendelige. Det pointerede John Szarkowski i William Eggleston’s Guide fra 1976, da MoMA i New York åbnede udstillingen Color Photographs med William Egglestons farvefotografier. Udstillingen vakte harme i samtiden, fordi mange dengang anså Egglestons fotografier som banale og særdeles kedelige. Farvefotografi var tæt forbundet med samtiden, dens reklamer og billeder i familiealbum, mens det sort/hvide fotografi pegede tilbage i tiden og ansås som kunst. Men udstillingen blev banebrydende, ikke bare for Eggleston, men også for farvefotografiets placering i billedkunsten.

Eggleston var ikke interesseret i at problematisere store spørgsmål med sine billeder men simpelthen i at beskrive livet. På sin egen facon dokumenterede han tilværelsen som den tog sig ud i hans vante rammer i hjembyen Memphis.

Photobooth, 2012. Fra serien What sort of life is this
Photobooth, 2012. Fra serien What sort of life is this

Den samme interesse for omverdenen driver Albert Elm. For Elm er det dog ikke hans hjemlige omgivelser, men særligt det at rejse ud, der inspirerer ham. Elm startede arbejdet med serien Fish out of water på en rejse gennem Sibirien og Kina med den transmanchuriske jernbane, og som titlen antyder, følte Elm sig ikke ’som en fisk i vand’, men befandt sig i uvante omgivelser som en anden opdagelsesrejsende. Elms billeder er fascinerende, fordi han netop mestrer denne udvælgelse, når han rejser ud i verden med kameraet som sit mest naturlige redskab. Billederne er udtræk af hans personlige møde med byer og mennesker, præsenteret i en kombinationen af sort/hvid- og farvefotografi.

Kiss, 2013. Fra serien FIsh out of water
Kiss, 2013. Fra serien Fish out of water

Ved konstant at udforske det velkendte og det afvigende i sine omgivelser, hvad enten han er ude eller hjemme insisterer Elm på at fremhæve de trivielle og oversete detaljer. Hans billeder er intuitive snapshots, der skildrer almindelige steder, mennesker og situationer.

Winter, 2013. Fra serien Fish out of water
Winter, 2013. Fra serien Fish out of water

UD I VERDEN

Nu er Albert Elm i gang med at afslutte det fjerde og sidste år af sin uddannelse i ’Fine Art Photography’ ved Glasgow School of Art. Han arbejder samtidig på et nyt projekt, hvor han vil undersøge, hvordan livet ser ud i Dubai; en fremadstormende ørkenby hvor bygninger og olieindtægter er skyhøje, og hvor ekstremiteter er at finde på flere niveauer. Elm vil lave en ny serie billeder, der nysgerrigt går til spørgsmål omkring hvordan ultimativ succes og frihed ser ud i Dubai? Og hvordan forskellige sociale klasser arbejder for at holde hjulene i gang i en af de mest befolkede byer i De Forenede Arabiske Emirater.

Vilja, 2013. Fra serien Fish out of water
Vilja, 2013. Fra serien Fish out of water

Se flere af Albert Elms billeder fra serierne What sort of life is this og Fish out of water på hans hjemmeside

Og hør desuden Albert Elm fortælle om sine billeder i denne video, lavet af Fotografisk Centers UngeRåd.

– Siri Brændholt Lundgaard

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s