Robert Frank – snapshotæstetik og rock-dokumentarist

Mindre stil og mere ånd, mindre kunst og mere sandhed.

                 – Robert Frank

For præcis 60 år siden, i juni 1955, drog schweizisk-fødte Robert Frank (f. 1924) på en rejse gennem USA med sit Leica-kamera, efter at have fået et legat fra Guggenheim, som skulle komme til at vare mere end et år og indskrive sig i historien. Målet var at dokumentere en civilisation, intet mindre. Og det blev da også til 27.000 billeder – 83 af disse blev udvalgt til bogen The Americans.

Parade
Parade – Hoboken, New Jersey, The Americans, 1955

Mange vil nok kalde The Americans for hans mesterværk, da bogen har høstet stor anerkendelse og skabt stor debat, men for Frank selv har det ikke nødvendigvis handlet om dette. Ifølge hans egen formulering er det ånden og sandheden, han stiler efter, hvad end det er i hans fotografier eller film. På trods af at være bedst kendt for sine fotografier er Frank blevet udråbt som en af de mest indflydelsesrige amerikanske independent-filmskabere og har lavet mere end 25 film og videoer. I sin søgen efter sandheden har han nærmest været i konstant bevægelse og forsøgt sig med nye strategier og teknikker for at undgå gentagelse. Da The Americans blev udgivet i USA i 1959, havde han allerede taget skridtet videre fra fotografi til film, og først i 1970’erne begyndte han at tage billeder igen.

Hvad er det så, han kan med et kamera, ham Robert Frank, som har gjort ham så indflydelsesrig? Den 10. – 21. juni byder Cinemateket på Robert Frank-kavalkade, arrangeret i samarbejde med Copenhagen Photo Festival, hvor publikum kan se og vurdere for dem selv.  Her vises der både film af og portrætdokumentarer om fotografen og independent-filmskaberen, bl.a. klassikerne Pull My Daisy og Cocksucker Blues.

Political rally2
Political Rally – Chicago, The Americans, 1956
Political rally
Political Rally – Chicago, The Americans, 1956
Diner
Ranch Market – Hollywood, The Americans, 1955

Men tilbage til The Americans for en stund – de nu 60 år gamle billeder af efterkrigstidens USA, som ved udgivelsen skabte store kontroverser, da amerikanerne ikke mente, at det var et genkendeligt USA. På sin rejse så Frank under overfladen på 1950’ernes USA, og billederne repræsenterede derfor en udefrakommendes perspektiv på en nation forvandlet efter krigen. The Americans chokerede publikum med sit uheroiske og kaotiske portræt af amerikansk hverdagsliv, og det gjaldt både form og motiv. Det var øjebliksbilleder – snapshots af flygtige øjeblikke, til tider ude af fokus og med ukonventionelle beskæringer og kompositioner. Den såkaldte ”american dream” blev til noget uskarpt og uskønt gennem Franks kameralinse.

Elevator
Elevator – Miami Beach, The Americans, 1955

Når de ikke er fraværende på billederne, er det mennesker, der er fysisk og psykisk afskåret fra hinanden og samfundet, enten på grund af deres klasse, seksualitet, race, religion eller arbejde, som er portrætteret. Men på trods af uskarpheden og tomheden i mange af billederne har han alligevel formået at frembringe noget smukt i skildringen af landets skyggesider. Dette er billeder, der fik den populære beat-forfatter Jack Kerouac til netop at skrive i forordet til The Americans: ”Hvis man ikke kan lide disse billeder, kan man ikke lide poesi […]” Ifølge Kerouac havde Robert Frank ”suget et trist digt ud af Amerika og fæstnet det på film og dermed fundet sig en plads blandt alverdens triste poeter.”

Trolley
Trolley – New Orleans, The Americans, 1955

Snapshottet forbindes ofte med det tilfældige, amatøragtige og hverdagslige fotografi, men Frank formåede at løfte snapshottet fra det gængse familiefotografi, da det her er en bevidst valgt effekt. Med fotografiet kan man ofte få øjnene op for det oversete, og netop det opnåede Frank med The Americans. Det er sandheden på den rå og utilslørede måde. Han eksperimenterede med modsætningsforhold og satte fokus på minoriteterne samt slørede den såkaldte Hollywood glamour. Han vendte op og ned på tingene ved at bringe de farvede og skæve eksistenser, og endda tomheden, frem i lyset.

Movie premiere
Movie Premiere – Hollywood, The Americans, 1956
New york city
New York City, The Americans, 1955
Barber shop
Barber shop through screen door – McClellanville, The Americans, 1955
Baby
Charleston, South Carolina, The Americans, 1955

Heller ikke i hans film tog han sig af filmiske regler. Franks film går på tværs af genrer og beskrives som en blanding af dokumentar, fiktion og selvbiografi. Han gjorde sin entré på filmscenen med Pull My Daisy i 1959, som er skrevet og med monolog af Jack Kerouac. Filmen er et unikt portræt af beat-generationen, en hyldest til dennes frie livsstil og et statement om kunstnere som samfundets outsidere. Beat-generationen lagde bl.a. vægt på spontanitet, hvilket ses i Pull My Daisy, da filmen bærer præg af at være improviseret. På trods af at være blevet beskyldt for at være knap så spontan som påstået er Pull My Daisy blevet hyldet som et mesterværk, og i 1996 blev filmen anerkendt af Library of Congress som værende af ”historisk og æstetisk betydning”.

keith-richards-drug-free
Keith Richards, Cocksucker Blues, 1972

Men Franks bedst kendte film er nok hans dokumentar fra 1972, Cocksucker Blues. Frank havde netop fotograferet coveret til Rolling Stones’ album Exile on Main St., da han fik rettig-hederne til at følge bandet gennem USA på deres turné i 1972. Som den første fik han lov til at komme med helt bag kulisserne. Frank fik adgang til det hele og fangede dermed ikke blot ensomheden på landevejene, men også bandets omgang med stoffer og vilde orgier. Den eksplicitte dokumentar resulterede i, at Rolling Stones selv forlangte forbud mod distribution af filmen, hvilket blot har gjort Cocksucker Blues endnu mere efterspurgt og myteomspunden.

Cocksucker blues
Rolling Stones, Cocksucker Blues, 1972

Fredag den 12. juni har Cinemateket den første officielle visning af Cocksucker Blues i Danmark, hvor man kan se det hudløst ærlige portræt af det ensomme liv på vejene med sex, drugs and rock’n’roll. Uden at have set denne famøse rock-dokumentar kan jeg næsten fornemme den ånd og den sandhed, som Robert Frank har søgt at fange – det samme, som kan ses i hans portrætteringer af amerikanerne. I dag er Robert Frank 90 år, og han hyldes stadig for de 60 år gamle fotografier. Men Frank er netop meget mere end The Americans, hvilket Cinemateket og Copenhagen Photo Festival nu åbner op for.

– Rikke Mari Christiansen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s