11224185_1155071711176224_6591876352380531620_o

Ung Dansk Fotografi ’15

Åbningstale v. Charlotte Præstegaard Schwartz i anledning af Ung Dansk Fotografi ’15 d. 21. august 2015

”Fotografi som Dokument”

”[…] photography is the most essential task of art in the current time.” skriver Daniel Rubinstein i sin tekst med den utroligt æggende titel: ’What is 21st Century Photography?’

Det er et interessant udsagn, dette, at fotografi skulle være det mest essentielle kunstneriske projekt i samtiden. Det får mig nemlig til at tænke på, at fotografi i den grad altid har været et medium af sin tid.Lige siden 1839, hvor fotografiet for alvor rent fysisk og kemisk blev opfundet, har mediet på forskellig vis inkarneret sin samtid.

Fotografi er konstant samtid på flere niveauer. Der skrives samtidshistorie gennem de mange genrer, der hører fotografi til: Krigsfotografi, modefotografi, gennem portrættet samt street photography og familie- og landskabsfotografi – for blot at nævne nogle få.  Det er også derfor, så mange interesserer sig for fotografi, fordi der er information at hente og historieskrivning på spil.

Endnu vigtigere er det måske, at det fotografiske såvel dengang som nu i det 21. århundrede også er en måde at se, fortolke og forstå verden på. Det sætter jeg med titlen ’Fotografi som dokument’ fokus på i udstillingen ’Ung Dansk fotografi ’15’. For mig peger dette fokus på dokumentet på et af de helt fundamentale filosofiske spørgsmål, der kan stilles til fotografiet: Hvordan reflekteres der over aspeker af virkeligheden gennem det fotografiske? Derved handler det om måden verden repræsenteres på gennem fotografi.

Rubinstein funderer da også videre i ’What is 21st Century Photography?’ over fotografiets mulighed for at repræsentere og samtidigt fremstå som en måde at forstå de omgivende samfund på. Ifølge Rubinstein inkarnerer fotografiet som repræsentation de grundlæggende videnskabelige, politiske og etiske tendenser, der kendetegner oplysningstiden samt den senere industrielle kapitalisme. Det er en generel læsning, og ikke noget Rubinstein er alene om at se – han refererer særligt til rationelle metoder, masseproduktion og cirkulation af varer. Rubinsteins pointe er, at nok har meget ændret sig siden oplysningen og industrialiseringen, ud af hvilke fotografiet opstod, men der er ikke kommet en ny form for repræsentation til. Det 21. århundredes fotografi er dog ikke længere blot en repræsentation af verden, men snarere en undersøgelse af, hvad der giver form til verden gennem materialitet, algoritmer, computerskærme og -programmer samt mængder af forskelligartede processer, der (re-)producerer og distribuerer alverdens genstande og billeder.

Ifølge Rubinstein er fotografi i det 21.århundrede en undersøgelse af, hvad der gør noget til et billede. Det handler ikke så meget om, hvad et fotografisk billede er, som om hvordan noget bliver billede gennem det fotografiske. På den måde tages der højde for at billedet måske i nogle tilfælde findes i det processuelle fremfor i en fuldendt form.

Eller sagt på en anden måde: I samtidskunsten i det 21.århundrede er fotografiet ikke nødvendigvis at finde som repræsentativt billede, det vil sige som dokument. Og det er lige præcis dét, der undersøges i nærværende udstilling: Altså hvordan det står til med fotografiet som dokument i ung dansk fotografi anno 2015. I deres respektive praksisser forholder de seks udstillende kunstnere sig til fotografiets mulighed for at fremvise aspekter af verden, det vil sige at repræsentere verden. Samtidigt udfordrer de alle fotografiet som dokument gennem forskellige kunstneriske strategier. Det vil jeg selvsagt sige lidt mere om, men først vil jeg med nogle få indslag indramme dette fokus på dokumentet rent historisk.

Dokument

1960erne og 1970erne var dokumentets årtier; jeg refererer her primært til den konceptuelle kunsts brug af fotografiet, hvor mediet på en rå og ’dead-pan’ facon blev anvendt til at dokumentere. I den konceptuelle tankegang er et værks egentlige eksistensberettigelse selve den idé, der ligger bag. Og med fotografiets dokumentariske egenskaber var det nærliggende for en lang række kunstnere at bruge netop det medium til at dokumentere idéer og arbejdsprocesser. Fotografiet havde ikke som sådan særstatus, tværtom blev dokumentet underspillet, dels ved at blive brugt til at dokumentere det, jeg her vil kalde begivenhedsløse begivenheder i form af bl.a. performative handlinger, selvopfundne systemer og afstandsopmålinger, dels blev dokumentet underspillet ved at fotografi blev blandet sammen med sprog, tekst og objekter, og derved på ingen måde fremstod som den eneste autoritative dokumentationsform.

I 1980erne blev fotografiet som dokument udfordret af en repræsentationskritik, der groft sagt fjernede fokus fra fotografiet som billede for i stedet at fremhæve det, der ligger uden for billedet, nemlig konteksterne, diskurserne og de forhold, der navigerer vores kodning af betydning i forskelige retninger. Fotografiet blev omtalt som en falsk kopi, og med den franske kultursociolog Jean Baudrillards ord, var fotografiet i følgeskab med massemedier og computere et simularkrum – det vil sige et tegn, der ikke refererer til en substantiel virkelighed. Alt er kopier, der enten aldrig har haft kontakt med en realitet eller har mistet ophavet, dvs. originalen. Den engelske kultur- og kunsthistoriker John Tagg udgiver i 1988 The Burden of Representation, hvori han skriver de ofte citerede ord: “Photography as such has no identity […] It is the field we must study, not photography as such.”

I 1990erne bevægede vi os ind i en hardcore realismetrang, hvor fotografiet som dokument i den grad fremstod som hårdtslående. Den amerikanske kunsthistoriker Hal Foster udgiver i 1996 The Return of the Real, hvori han bruger udtrykket ‘traumatisk realisme’ til at karakterisere samtidskunsten i 1990erne. På dansk har professor Mette Sandbye skrevet indgående om det, hun benævner fotografiets ’trivielle realisme’, hvilket også hun betragter som en tendens i 1990er-kunsten. En tendens, der netop var kendetegnet ved et fokus på fotografiet som indeksikalt medium, det vil sige som en fremvisning af virkeligheden – så triviel og traumatisk som den nu kan være. De her nævnte måder at reflektere over fotografiet som dokument er stadig aktuelle, dog har de fået følgeskab af nye tilgange. Og det er præcist dem, udstillingen sætter fokus på.

De seks udstillende kunstnere arbejder med vidt forskellige strategier, men et gennemgående greb i udstillingen er ’oversættelsen’. Det kan indvendes, at fotografi altid har oversat aspekter af den 3.dimensionelle virkelighed til dets 2.dimensionelle flade; det repræsentative billede. Og i samtlige værker på Ung Dansk Fotografi ’15 er det netop denne klassiske oversættelse af fotografiet som dokument, der udfordres via nye oversættelsesstrategier. Disse oversættelsesstrategier handler i høj grad om at udfolde nye synsmåder samt med fotografiet om at fortolke, forstå og respondere på det omkringliggende samfund.

Oversættelsen

Christian Danielewitz arbejder med oversættelse via gen-fotografering af et historisk monument rejst for at mindes folkemordet i Armenien i 1915. Det har sendt ham ud på en rejse mellem to lande – Armenien og Tyrkiet. Selve rejsen er blevet en væsentlig del af værket, som synes at handle om forskellige måder at erindre og forstå historisk, konfliktfyldt stof på. Christians værk peger på nogle fundamentale problemstillinger omkring det fotografiske dokument og på kulturel og politisk oversættelse gennem kunst.

Genocide Memorial web
Christian Danielewitz: Interior (Armenian Genocide Memorial). Tsitsernakaberd, Armenia. 22. december 2013. 2015, Inkjet print, 130 x 108 cm.

I Julie Nymanns video ligger oversættelsen i det konkrete greb, at hun høvler dokumentet væk. Dokumentet i form af en projektion af kunstneren selv ændres fra at være synligt til at blive reduceret til høvlspåner, som fejes op til sidst i videoen. Oversættelsen ligger i en performativ bevægelse mellem forskellige tilstande: Synlig vs ikke synlig og eksisterende vs ikke eksisterende. Derudover resonerer oversættelsesgrebet i værkets psykologiske lag omkring identitet og selvforståelse.

2014_Shreds-of-laughter-still-Catalog-size-web_650
Julie Nymann:´Shreads of Laughter´ 2014, 0:12:16 loop, 9:16 HD, stereo.

Amalie Smiths arbejder med oversættelse fra et medium til et andet i et materielt rum mellem skulptur og film. I hendes film finder oversættelsen bare aldrig hvile; den lader tværtimod billeder opstå, som voksede de med en evne til konstant forandring og selvgenerering ud af digitale fraktalstrukturer. Men illusionen brydes, når man pludselig får øje på kunstneren selv inde i filmen og på hendes hånd holdende en plexiglasplade.

screening 03
Amalie Smith: Screening (2015), warped reflection of a digital projection of Carl Th. Dreyer’s film on Thorvaldsen’s sculptures

Anu Ramdas sætter i sine værker fokus på tilblivelsen af billedet, forstået på den måde, at det fotografiske dokument handler mere om beskuerens forestillinger om, hvad man ser, end fotografi som et spor af noget, der har fundet sted – med andre ord et indeks. Der drejer sig om billedmæssige oversættelser af forestillinger, og så er vi ude i abstraktionerne.

AnuRamadas_orbiter
Anu Ramdas: Orbiter – The Space Compressor (1998) – 2015. Ink-jet print on Hahnemuehle Bamboo Fine Art Paper, 80 x 53 cm.

I Gro Sarauws værker oplever jeg både fotografi – familiefotografi – spændt ud på silke og jeg oplever programmerede lysdioder, der i pludselige ryk eller via glidende overgange synes at animere billedet og dermed forstyrrer den gænge forestilling om fotografiets tidslighed som værende bundet i det-der-har-været. Oversættelsen i relation til Gros værker har således både noget med familiealbum og erindring at gøre samt noget med tid og teknologi at gøre; hvor datid forrykkes til et evigt og digitaliseret nu.

GroSarauw_2
Gro Sarauw: Stanza della Madre, Diece Rieghe ‘85, 2015. Still photograph. Digital print on silk, wooden frame, LED, Arduino.125 x 169 cm.

David Stjernholm arbejder med simuleringer; nærmere bestemt med oversættelser mellem en materiel, analog virkelighed og en digital realitet. Dette er – også på et mere generelt plan – en væsentlig diskussion i relation til samtidskunst. Mange værker opleves 1:1 i en udstillingssammenhæng på et museum eller i et galleri, men endnu flere værker opleves som repræsentation via en computer eller anden form for skærm og digital teknologi. På den måde italesætter David med værket Screen Dumps (2015) en kunsthistorisk forudsætning.

Skærmbillede 2015-07-24 kl. 17.21.52
Christian Stjernholm: Screen dumps, 2015

Tak til Fotografisk Center; til Kristine Kern for at spørge om jeg ville være med til at kuratere Ung Dansk Fotografi 2015. Og tak til både Kristine og Kit Vatit Jensen for et virkelig godt samarbejde. Det har været en fornøjelse og jeg har nydt vores samtaler.

Tak til hele holdet, der har bygget udstillingen op. Det har I gjort rigtig godt.

Tak til alle seks kunstnerne. I er super interessante og voldsomt dygtige, og for mig har det været både sjovt og berigende at arbejde sammen med jer. Noget af det allermest fine ved at kuratere en udstilling er sammensætningen af vidt forskellige værkpraksisser. Når disse sammenstillinger og relationer fungerer, så opstår der muligheder for at diskutere relevant stof og relevant materiale på nye måder og derigennem skabe nye fortællinger. Og det vil jeg takke jer alle for at have gjort muligt i forbindelse med Ung Dansk Fotografi ’15.

Og nu erklærer jeg udstillingen for åben. God fornøjelse.

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s