Interview med Gro Sarauw

Gro Sarauw (f. 1979) er aktuel på Fotografisk Centers gruppeudstilling Ung dansk fotografi ’15 med de tre værker: Stanza della Madre, Diece Rieghe ’85; Susan Auto Duro; og Maya Lisbet Elisabeth E II Tuo Estatezza (alle fra 2015).  Læs med her og få et indblik i nogle hendes tanker bag værkerne.  

Hvordan foregår udvælgelsen af fotografier til dine ’animated paintings’?: Det ændrer sig fra gang til gang. Enkelte er meget adskilte fra hinanden og andre deler samme udgangspunkt, men uden at de ender i det samme udtryk. Det er bevidst, at værkerne ikke er didaktiske hinanden imellem så udvælgelsen findes et andet sted end i motiverne på de fotografiske prints alene. Selvom det kan se sådan ud er de digitale prints ikke kollageværker. Det er intakte fotografier eller uredigerede billedflader. De er tit taget med min iphone af et enkelt eller sammensat motiv. Når man kommer tæt på er det ikke andet end flad bricolage hvor gen-fotograferingen udsætter motivet for en vildt gængs digital proces og hvor det ender på silke og ramme. Jeg ser de enkelte værker skiftevis som objekter i et rum og som rum med en handling i sig selv, altså dels objektværk og dels som en begivenhed i et rum. Det ene værk kan i princippet eksporteres ind i det andet.

Stanza della Madre, Diece Rieghe ‘85, 2015. Still photograph. Digital print on silk, wooden frame, LED, Arduino. 30 x 40 cm.

Skal dine værker ved Ung dansk fotografi ’15 fortælle en samlet historie, eller udgøres historien i de enkelte værker hver for sig?: Jeg tror at et bestemt publikum vil opleve de tre værker jeg viser på Ung dansk fotografi ’15 som én type kunst der er skabt som en slags begivenhed. Samlet set fortæller værkerne mere om sig selv som type fordi man søger en kategori for deres opførsel, men hvis man ser på motiverne gives der ikke en indlysende, samlende, historie i denne ombæring.  Værkerne repræsenterer forskellige identiteter. De er samtalen fra 1991 i en kvindelig treenighed ved et kaffebord, et udsnit af en kvindelig skikkelse på en kontorstol iført Carhart bukser, hvid skjorte, fingerring, et sovekammer et sted i Danmark 1985 , en indrammet Skagens Museum-plakat, en ompolstret toiletstol, en stueplante, et rum i overmættede okkerfarver. I udstillingsrummet på Fotografisk Center hænger værkerne adskilte fra hinanden. De er løsværker og installatoriske på samme tid. Det er bevidst, at jeg ikke har udviklet ’malerierne’ under samme formular, men at jeg i stedet har undersøgt hvad de gør og hvordan man behandler dem. Det er på den måde jeg bedst muligt kan udvikle deres agens som værker og på den måde jeg bedst muligt kan stille spørgsmål til deres berettigelse som værker overhovedet.

Hvad vil du mene, at LED-lysene og det digitale element tilføjer til fotografiet?: Det er en meget enkel måde at tale om bevægelse og om loop (GIF simulering) og programmering på. En gif er en mongrel størrelse, tit en mellemting mellem fotografi grafik og animation. I de her værker er du i stand til at se på fotografiet med eller uden oplysning i skiftende ’takes’ og der er forskellige overgange i lysene fra værk til værk. Fotografiet er overalt og de her LED-lys der er indbyggede ligner på en måde bare en hurtig idé præsenteret som en ’integreret løsning’ og oven i købet udstillet lidt som irl-art. Men lysene, på samme tid, er som tegn henover billedet/fotografiet går fra at være tegninger til at være maleri, i en bemalende forstand, gør det i forskellige stilarter afstemt og det provokerer nogle fordi de ikke er sikre på, hvad de skal gennemskue og om de overhovedet skal gennemskue noget fordi der ikke er noget der er skjult. LED-lysene gør ikke andet ved fotografiet generelt end det som en animeret gif gør ved et digitalt billede i omløb på nettet. Jo mere populære de bliver, desto fattigere bliver de også, som Steyerl blandt andre har sagt det for et par år siden.

Susan Auto Duro, 2015. Still fotografi. Digital print på silke, træramme, LED, Arduino. 72 x 100 cm

Hvor stammer din interesse for det digitale og teknologiske fra?: I dag er alle digitale brugere, men jeg tilhører en af de årgange der er vokset op under internettets gennembrud, men inden den digitale kapitalisme overtog verdensmarkedets infrastruktur, organisering osv. Jeg ser det som et naturligt fortsæt for mig at kæde en strukturel kritisk tankegang sammen med kunst og kunstnerisk produktion uforbeholdent. Jeg er i interesseret i forholdet mellem produktiv kontrol og instrumental rationalitet, og i hvordan unge samtidskunstnere eller kulturelle producenter samtidig dyrker en tendens med deres værker som virker bevidst ubestemmelig, svævende, lidt vage – ubeslutsomme nærmest. Nogle af de her markedskontroltanker binder sig til programmeringen, koderne og til de billedlige motiver i mine værker. I min video Taxi Dancer er der en fortælling om gratisarbejderne i den digitale tidsalder, hvor jeg’et der fremskriver dansen og digtet spiller hovedrollen som ’taxadanser’. Som en lille men for mig utroligt vigtig detalje er din adgang til at se animationen eller forestillingen online at du skal taste ’25 cents’ som password på Vimeo. Det er som en betaling med din gratis tid spildt ud i internettets æter. Som i hvor lang tid tager det dig at skrive ’25 cents’ med dine fingre på tastaturet og hvad for du retur.

Taxi Dancer 1, 2014. Videostill (HD).

Kan dine værker ses som en kritik af den digitale tidsalder?: Det kommer an på hvad du mener med ’kritik’ og med ’den digitale tidsalder’. De animerede malerier er ikke åbenlyse kritikker, men valget af de medier kommer af en ret stor bevidsthed om det medie jeg bruger, men som hele tiden udvikler sig, og om vores tid som gratisarbejdere i den digitale alder. Værkerne er på mange måder totalt gamle og bagudskuende men også uforbeholdne, spekulative og manipulerende fordi de giver sig sådan ud.

Kan dine værker anses som en form for installationskunst?: Jeg er ret bevidst om værkernes installatoriske egenskaber eller natur. Programmeringen og koderne gør at det er oplagt og tæt på for oplagt at dyrke dem som installation. Derfor har jeg bevidst modarbejdet at de her ’animated paintings’ opfattes og forstås som ’top down’, helhedsorienteret udstillingstænkning og/eller kritik af samme. Hvis det skal være udfordrende for publikum vil jeg ikke servere flere lysende ledetråde i den afdeling for så overskrider jeg mine egne grænser for, hvornår værker risikerer at blive for didaktiske. Sådan er det pt. men det kan sagtens udvikle sig.  Så, jo, det en faktisk en gammel idé at lave en lysende værkserie der er samprogrammeret konkret visuelt og fysisk i bevægelse henover og på tværs af et udstillingsrum. Man kommer hurtigt til tænke på værker fra 90’erne med indbygget institutionel kritik hvor sådan et installatorisk greb bl.a. kunne betyde at en samler el. lign. ikke ville kunne købe værkerne enkeltvist, men kun kunne købe hele pakken osv.  

 

– Siw Aldershvile Nielsen, Oktober 2015. 

 

Bio:

Gro Sarauw (f. 1979) færdiggjorde i 2014 sin MFA fra Goldsmiths University i London. Hun er også uddannet arkitekt fra Kunstakademiets Arkitektskole og fra Bartlett, School of Architecture i London. Efter en årrække med bopæl i udlandet, har hun nu base i Danmark. Sarauw har udstillet i London, Tel Aviv og København. 

 

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s