Interview med Christian Danielewitz

Hvad vil det sige at fotografere og at affotografere? Og hvad er egentlig forskellen? To billeder i udstillingen Ung dansk fotografi ’15 ligner øjensynligt meget hinanden. Det ene er et fotografi taget af fotografen Christian Danielewitz, mens det andet er en affotografering af Danielewitz’ billede, taget af en anden fotograf.

Hvor det ene billede har titlen Interior (Armenia Genocide Memorial). Tsitsernakaberd, Armenia 22. December 2013, har det andet billede titlen Exterior (Fujichrome Velvia 100 F) Istanbul, Turkey. 18. April 2014. Titlerne peger på to forskellige steder og tidspunkter, men hvad er forbindelsen?

I det første billede har Danielewitz fotograferet et udsnit af et monument i Armenien. Monumentet mindes de omtrent halvanden million armeniere som for 100 år siden blev dræbt af Den Osmanniske regering (Tyrkiet). Siden har det været diskuteret hvorvidt der fandt et folkemord sted, fordi Tyrkiet aldrig har anerkendt hændelserne fra officiel side. Det manglende ansvar for de historiske begivenheder og diskussionen derom er blusset op igen de seneste år, i forbindelse med 100 året.

Med interesse for arkitektur og monumenter som former for erindring rejste Danielewitz til Armenien og fotograferede monumentet, som vi ser et udsnit af i billederne. De to lande Armenien og Tyrkiet grænser op mod hinanden, men pga. at de historiske omstændigheder og landedes indbyrdes forhold er grænsen imellem dem lukket. Men trods nabostridigheder rejste Danielewitz igennem begge lande og det andet billede blev dermed senere hen til i Tyrkiet, hvor en tyrkisk fotograf fik til opgave at affotografere Danielewitz’ første billede. Som titlerne også understreger, er det ifølge Danielewitz’ ikke en kopi af det første billede men to forskellige billeder, netop pga. forskydningen i tid og rum. Jeg har spurgt Christian Danielewitz om hans tanker bag projektet:

Christian Danielewitz. Interior (Armenian Genocide Memorial). Tsitsernakaberd, Armenia. 22. december 2013
Christian Danielewitz. Interior (Armenian Genocide Memorial). Tsitsernakaberd, Armenia. 22. december 2013

Siri: Hvordan opstod ideen til projektet som du deltager med på udstillingen Ung dansk fotografi ’15?

Christian: Ideen opstod i løbet af et halvt års ophold på et artist residency i Istanbul i 2013. Byen oplevede i denne periode nogle voldsomme sammenstød mellem politi og demonstranter, det var lige efter rydningen af Gezi Park, og vores lejlighed lå midt i kampzonen. Jeg spekulerede meget over, hvad det var for nogle frustrationer, der kom til udtryk i civilsamfundet, og over landets historie siden republikkens fødsel i 1923. Jeg læste en masse om tiden omkring 1. verdenskrig; det Osmanniske Imperiums sammenbrud og det armenske folkemord, som jeg har været optaget af, siden jeg for mange år tilbage læste Franz Werfels The Forty Days of Musa Dagh. Måske har det noget at gøre med, at jeg har fået fortalt, at mine fjerne slægtninge udvandrede fra Armenien engang i tidernes morgen, selvom jeg ikke kan få omstændighederne verificeret.

Nutidens voldelige konflikter har altid rødder i fortiden, og jeg er overbevist om, at det i tilfældet Tyrkiet i høj grad drejer sig om den kollektive fornægtelse af den systematiske udryddelse af armenerne i 1915. Jeg tænkte også på, at hundredeåret for folkemordet var lige om hjørnet, at dette ville få betydning, og alle disse overvejelser fik mig ud på en rejse tværs igennem Tyrkiet, Georgien og Armenien, i løbet af nogle forfrosne uger i december 2013. Det kom der to forskellige projekter ud af, der hver for sig italesætter det betændte forhold. Grænsen imellem de to lande er den dag i dag lukket, og så sent som i 2007 blev den armenske journalist og systemkritiker Hrant Dink myrdet på åben gade i Istanbul, af en kun 17-årig tyrkisk nationalist, umiddelbart efter premieren på dokumentarfilmen Screamers, hvori han udtalte sig kritisk om den tyrkiske regerings forvanskning af historien.

Det ene projekt, jeg lavede, var et samarbejde med Anu Ramdas, og det blev vist på et galleri, der drives af en tysk kurator, i Istanbul i 2014, hvor det fik en meget blandet modtagelse, hvilket nok ikke kom bag på os. Det andet projekt er det, som jeg udstiller på Ung dansk fotografi ’15. Dette værk viste jeg også tidligere i år, på en udstilling i Bukarest, hvilket gav god mening, eftersom Rumænien var det første land, der gav politisk asyl til de fordrevne armenere. Danmark har til gengæld endnu ikke officielt anerkendt folkemordet. Det siger noget om, hvordan historien også trækker tråde til samtidens internationale relationer.

Christian Danielewitz. Exterior (Fujichrome Velvia 100 F). Istanbul, Turkey. 18. april 2014
Christian Danielewitz. Exterior (Fujichrome Velvia 100 F). Istanbul, Turkey. 18. april 2014

Siri: Hvordan relaterer projektet sig til dit øvrige arbejde og hvad er det ved fotografi, der optager dig?

 Christian: Vor tids konflikter og geopolitiske brudflader er næsten altid udgangspunktet for mine projekter. Selve grebet, der ligger til grund for værket, har jeg benyttet før. Det betegner en metode, eller en strategi, der forsøger at facilitere en form for udveksling af synspunkter (bogstaveligt talt), i dette tilfælde med en tyrkisk fotograf, som jeg opsøgte i Istanbul efter rejsen, og bad om at fotografere et fotografi, som jeg havde taget af det armenske folkemordsmonument i Yerevan. Værket består altså af to næsten identiske billeder; henholdsvis mit fotografi og hans fotografi af mit fotografi.

Den amerikanske fototeoretiker Max Kozloff, har formuleret nogle interessante observationer i sit essay Photos within Photographs. Kozloff skriver, at “hvis fotografiet er en fastfrysning af et øjeblik i tiden – et øjeblik, der kontinuerligt trækker sig tilbage fra nuet – så synes et fotografi af et fotografi, at være en fordobling af denne tilbagetrækning indad. Det markerer dermed mindst to forskellige momenter i tiden; indeholdt og indeholdende”. Og det er denne forskydning i tid og rum, eller oversættelse af et dokument til et andet, der optager mig. Det fotograferede fotografi repræsenterer, med andre ord, et brud med vores almindelige opfattelse af en fremadskridende tidslighed: Dét, der engang befandt sig på et bestemt sted, på et bestemt tidspunkt, bliver gjort hjemløst.

Christian Danielewitz (f. 1978) er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i København, Danmark (2009) og Center for Contemporary Art i Kitakyushu, Japan (2010). Se flere af hans projekter på hans hjemmeside.

– Siri Brændholt Lundgaard

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s