Akram Zaatari: Arkivet og fotografiets arkæologi

Den libanesiske kunstner Akram Zaatari (f. 1966 Saida) arbejder hovedsagligt med video, men har gennem årene også lavet mange kuratoriske projekter ud fra arkivmateriale, som fotografi, lyd og filmklip. I disse projekter arbejder Zaatari nærmest arkæologisk, hvor han foretager udgravninger fra arkiver og sammensætter billedmateriale med historisk fakta og subjektive erindringer, der står i kontrast til nationale narrativer og stereotype opfattelser af identitet og politisk tilhørsforhold.

Fraværet af en national og kollektiv historieskrivning

I 1975 startede borgerkrigen i Libanon mellem religiøse grupperinger, der også var influeret af andre magtinteresser i Mellemøsten, herunder bl.a. Syrien og Israel. Da borgerkrigen sluttede i 1990 opstod en officiel og politisk interesse i bevidst at glemme fortiden, hvilket medførte et fravær af en kollektiv historieskrivning. Et af de mest almindelige narrativer i efterkrigstiden var fortællingen om de andres krig, hvor opfattelsen var, at krigen var sat i scene af eksterne aktører, der medførte, at Libanon blev gjort til en arena for konflikter mellem andre lande. Dette narrativ blev en del af en erindringsstrategi, støttet og promoveret af staten og resulterede i, hvad der er blevet betegnet som en statssponsoreret amnesi (Sune Haugbølle: War and Memory in Lebanon, 2010). Som reaktion på denne glemselskultur opstod en offentlig modkultur gennem debatter og kulturel produktion, der forholdte sig til det tomrum, som efterkrigstiden indebar, både mentalt hos befolkningen og fysisk i form af krigens ruiner.

En del af denne modkultur manifesterede sig op gennem 1990’erne i en kunstnerisk praksis, hvor libanesiske kunstnere som Akram Zaatari, Rabih Mroué, Walid Sadek, Jalal Toufic, Lamia Joregie, Jayce Salloum, Walid Raad samt kunstnerparret Joana Hadjithomas og Khalil Joregie skabte researchbaserede projekter. Kunstnerne anvendte historiske dokumenter, fotografier og andre objekter til at fremkalde erindringer om borgerkrigen og til at sætte spørgsmålstegn ved, hvordan den konfliktfyldte historie blev repræsenteret og konstrueret. En række af disse kunstnere opbyggede deres egne arkiver og samlinger af faktuelt og fiktivt materiale og anvendte arkiviske strategier, inspireret af arkivet som form, bl.a. gennem kategorisering, indsamling og registrering af materiale. Denne generation af kunstnere i efterkrigstiden er blevet kaldt The Beirut School (Kaeleen Wilson-Goldie: ”By All Accounts”, Art Forum, maj 2015).

Et sted mellem fakta og fiktion

Kunstneren Akram Zaataris værker bevæger sig ofte mellem fakta og fiktion. I filmen Letter to a Refusing Pilot (34 min., 2013) udfoldes en fortælling baseret på historiske begivenheder, Zaataris egne barndomserindringer samt fortællingen om en israelsk pilot. Da Zaatari var 16 år gammel, hørte han for første gang om myten og rygtet om, at en israelsk pilot en uge efter Israels invasion af det sydlige Libanon i 1982 valgte at afvise ordren om at bombe en bygning i byen Saida, hvor Zaatari er vokset op. Piloten kunne ud fra bygningens arkitektur vurdere, at der var tale om en skole eller et hospital. I en modstandshandling valgte piloten i stedet at flyve ud over middelhavet og smide bomberne i havet. Bygningen, der var en drengeskole grundlagt af Zaataris far, blev kort tid efter bombet af en anden soldat.

Stillfoto fra Letter To a Refusing Pilot (2013)
Stillfoto fra Letter To a Refusing Pilot (2013)

Gennem flere år hørte Zaatari om denne beretning, som blev en legende og vandrehistorie. Først mange år efter fandt Zaatari ved et tilfælde ud af, at historien var sand, og at piloten Hagai Tamir boede i Israel. Personlige erindringer samt pilotens fortælling og valg væves i filmen sammen med en historisk begivenhed, der i en national og politisk kontekst normalt ikke har en stemme, men hvor det i stedet ofte indebærer fjendebilleder af os mod dem.

The importance of the story is that it gives the pilot a human face. It gives what he is about to bomb, which is considered terrorist ground; it also gives that a human face. I think it’s important to remember in times of war that everyone is a human being. Taking it to this level humanizes it completely, and we’re not used to this at all.

– Akram Zaatari

Filmen er optaget i Saida og flere af scenerne foregår på en skole, som tilsyneladende er den skole som blev bombet, men efterfølgende genopbygget. I filmen inddrages arkivmateriale som fotografi, filmklip, bogen Den lille Prins og en dagbog – al materiale tages sirligt frem på en lysboks af to hænder, der bærer hvide handsker og minder om det tilsyneladende skrøbelige og betydningsfulde arkivmateriale. Det er vanskeligt at adskille fakta fra fiktion i filmen, og tvetydighed bliver således også en del af værkets præmis. Filmen erklærer nærmere troskab mod en virkelighed, hvor fakta og fiktion ikke kan adskilles, og hvor sandhed og myte bliver to sider af samme sag. Opklaring af at myten er en del af virkeligheden, minder beskueren om, at fortiden og historien kan (gen)opdages og (gen)skrives i en nutidig kontekst.

Letter to a Refusing Pilot_1.60.1 (3)
Stillfoto fra Letter To a Refusing Pilot (2013)

Arkiviske undersøgelser af visuel kultur i Mellemøsten

Flere af Zaataris kuratoriske og researchbaserede projekter tager udgangspunkt i fotosamlingen Arab Image Foundation, som Zaatari og to fotografer grundlagde i 1997 i Beirut. Formålet med samlingen er at indsamle, bevare og studere fotografier fra Mellemøsten, Nordafrika og den arabiske diaspora. Samlingen består i dag af mere end 600.000 fotografier. Fotografierne i samlingen er hovedsagligt indsamlet af kunstnere, som Zaatari selv, der gennem research og forskellige interessefelter har fundet frem til private samlinger af fx familiealbums eller portrætfotografisamlinger fra fotostudier i Mellemøsten. Arab Image Foundation har således en dobbelttydig funktion, idet den både dokumenterer en fotografisk tradition og praksis, men som også udgør grundlaget og materialet til kunstneriske og kuratoriske projekter.

En af de fotografer hvis billeder er en del af Arab Image Foundation er fotografen Hashem el Madani (f. 1928), som i starten af 1950’erne etablerede et fotostudie i Saida, hvor han tog portrætfotografier. Zaatari har ud fra Mandanis fotosamling, der rummer over 1 million negativer, skabt forskellige projekter siden 1999, hvor Zaatari gennem forskellige tematikker har kurateret udstillinger, publikationer og videoværker. Filmen Video In Five Movements (8 min. 50. sek., 2006) består af filmoptagelser, som Madani har foretaget med et Super 8 kamera på ferier i Egypten og Libanon i 1960’erne og 1970’erne. I fem små filmklip ses det, hvordan venner og familie, inklusiv Madani selv, er blevet instrueret i at bevæge sig ved forskellige turistattraktioner og landskaber. Videoen giver et indblik i, hvordan en professionel still-fotograf opfattede relationen mellem tid og bevægelse – og kameraets mekaniske indfangelse heraf.

Zaataris langvarige og mangeårige arbejde med Madanis fotosamling har udmøntet sig i forskellige undersøgelser af portrætfotografiet som genre, bl.a. i projekterne Studio Practices (2004) og Promenades (2006). Initieringen af disse projekter var funderet i en interesse for at undersøge, hvordan fotografi var formet af den kommercielle industri inden for portrætfotografi samt fotografiets relation til produktionen af kapital.

It never occurred to me back in 1999 that I would still be working on the same collection eight years later, and that I would be taking the studio and the entire archive in it as one body, almost archaeologically, documenting space, tools, walls and planning for interventions in the photographer’s practice.

– Akram Zaatari

I Studio Practices undersøger Zaatari fotografiets formelle koder og konventioner i det fysiske studierum ud fra et udvalg af Madanis mange portrætfotografier samt, hvordan studierummet også var et medium i fotografens produktion af billeder. I forlængelse af Studio Practices lavede Zaatari projektet Promenades, der består af et udvalg af portrætfotografier, som Madani tog uden for studiet i det urbane rum i Saida, hvor folk opholdte sig, arbejdede eller nød deres fritid. Begge projekter viser, hvordan traditioner, tro, fantasier, sociale relationer og identitet iscenesættes og performes både i studiet og i det urbane landskab i Saida.

Kunstens dokumentationer og historieskrivning

Zaatari anvender ikke udelukkende dokumenter og fotografisk arkivmateriale som et tilstedeværelsesbevis på, at noget har været, men til at fremkalde personlige historier og erindringer, der gør historien og fortiden nærværende og sansbar. De visuelle og materielle sammensætninger som Zaatari etablerer i sine værker skaber nye fortællinger og muliggør nye fremtidige forestillinger, der intervenerer med etablerede diskurser i historieskrivningen. De personlige erindringer og det visuelle materiale i Zaataris værker kan også betragtes som politiske, idet de intervenerer med nationale narrativer og udfordrer gældende forståelser af, hvordan historien repræsenteres, konstrueres og skabes. 

Alternative histories written by many ordinary people are needed because diversity is the most important factor in resisting collective misrepresentations, stereotypes, and so on. Focusing on individuality thus becomes a political mission.

– Akram Zaatari

De dokumentationer og historier Zaatari skaber i sine værker tilbyder ikke nødvendigvis entydige historiske sandheder, men producerer i stedet affektive erindringer og en historie, der rummer en kompleksitet og subjektivitet, hvorved nye erkendelser og forståelser kan opnås. Zaatari skaber ikke en historieskrivning i traditionel forstand – det er ikke en historikers forsøg på en faktuel historieskrivning. I stedet formes en visuel og imaginær historieskrivning, der producerer virkeligheder og forestillinger, der intervenerer med den levede virkelighed, og muliggør genfortolkninger af historien og som skaber tilsynekomster af mulige fremtider.

Signe Kahr Sørensen, november 2015

—————————————————————————————————————————————————–

Yderlig info: Om kunstens rolle i historieskrivningen i en libanesisk kontekst se paneldebatten med Elias Khoury og Jayce Salloum modereret af Kaelen Wilson Goldie: ”Art Is As And Against History: A Conversation on Telling Stories in the Present About the Past”. Kan ses på youtube med søgeordet Home Works 7 – Panel. Debatten fandt sted d. 23. november 2015 i forbindelse med det kulturelle forum Home Works arrangeret af non-profit institutionen Ashkal Alwan, Beirut.

BIO: Signe Kahr Sørensen (f. 1987) er cand. mag. i kunsthistorie med speciale i fotografi og arkiviske strategier i libanesisk samtidskunst med fokus på repræsentationen af og erindringen om den libanesiske borgerkrig (1975-1990). Signe har tidligere udført research i Beirut hos bl.a. Arab Image Foundation og Ashkal Alwan – The Lebanese Association for Plastic Arts.

 

 

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s