En endogen lidelse

Af Thomas Ubbesen

 

Jeg er sådan set ikke specielt stolt af at være dansker.

Jeg kommer lige nede fra flygtningestrømmen og har siden først på sommeren været sammen med det, vi nogle gange grinende har det med at kalde ”sultens slavehær” – ha, ha!

Som om denne verden ikke rummer nogen sultens slavehær.

Som om det var noget at grine af.

_TIU3786

Dernede i flygtningenes verden var jeg ikke specielt ”dansker” – jeg var bare en der kom forbi og kiggede. Et anonymt medlem af menneskeheden – med en mikrofon.

Jeg var sammen med børn i et fremmed land, i mørket, uden forældre.

Kortvarigt sammen med en enlig mor med hendes tre døtre – ramt af døtre, som mange vil tænke i Mellemøsten: De fire travende sammen, beslutsomt op ad jernbanesporet fra Thesaloniki mod Gevgelija i Makedonien. Alene på et kontinent, der ønsker vækst, ser grådighed som en dyd, som aldrig får glitter og TING nok – en grådig civilisation, som ikke har noget at bruge fire syriske kvinder med tomme lommer og behov for hjælp til.

Jeg har været sammen med en ung mand fra Afghanistan i Izmir, Tyrkiet, den aften hvor han skulle ombord i en gummibåd og ud i natten over at hav, han ikke kendte: Han græd.

Han kunne ikke svømme. Han sagde til min båndoptager, at vi er ved at dø.

At vi har brug for hjælp.

At I må hjælpe os.

Ikke et råb til mig ”danskeren” men til mig ”mennesket”, det rige menneske.

_TIU3792

Jeg er ikke specielt stolt af at være dansker som sådan.

Jeg har dansk som modersmål. Jeg er født i Glostrup – men det er ikke MIN fortjeneste, at jeg er født her og har det her rigtigt gode pas.

Det er rent held, jeg er glad for det. Det har sikret mig et trygt og godt liv, jeg er heldig.

Taknemmelig , måske. Ikke STOLT? Det kan man ikke være, ikke over at have vundet i lotteriet.

Og jeg føler i virkeligheden ikke noget specielt fællesskab med en del millioner danskere.

De er for det meste rare nok, gode mennesker og det hele …. men jeg føler meget, meget mere fællesskab med mange af de mennesker nede ad jernbanelinjen i Makedonien eller i gummibådene omgivet af umenneskelige hajer af alle mulige forfærdelige slags.

Jeg er grundlæggende en del af et MENNESKELIGT fællesskab, et fællesskab med folk i den yderste nød, som er langt, langt stærkere end det bånd, der knytter mig til folk, der måske er ude og weekend-shoppe til den store guldmedalje i Bilka i Fields – lige hernede ad vejen, lige nu, mens titusinder af sagesløse ligger under plastic-laser i regnen i Kroatiens kolde mudder

Danskere som lige nu er på vej til lufthavnen, de med Ryanair, de skal nå endnu en ferie i varme, men fattige lande på den anden side af kloden.

Båndet til dem består kun af, at vi tilfældigvis er født indenfor den samme geografiske ramme, og at vi helt eller delvist deler sprog. Ikke så meget andet.

Jeg tilhører først og fremmest MENNESKEHEDEN – og kun i langt mere begrænset grad DANSKHEDEN.

_TIU3790

Men nu kommer pointen:

Jeg er til gengæld ikke generelt vred Danmark eller danskheden. Jeg kommer fra et land som på mange måde klarer sig forbløffende godt og som et langt stykke af vejen er faktisk præget af venlighed, generøsitet, tolerance og ordentlighed.

Jeg anerkender ikke, at det her lille land og dets indbyggere skal føle sig ansvarlige for uretfærdighed og grusomhed ude i verden.

Jeg vil ikke anbefale det der selvhad, som jeg tror har sin hovedkilde et eller andet sted på venstrefløjen engang i 70erne – sådan noget med, at vi skulle være ansvarlige for sulten i Afrika. Måske fordi vore forfædre handlede med slaver eller fordi vi i dag henter råstoffer dernede fra.

Eller at vi dybest set – dybest set, som de vise, der har gennemskuet det hele, siger – at vi dybest set er skyld i, at Mellemøsten ser ud som den gør. At flygtningene er nødt til at forlade deres ødelagte lande og nu kommer hertil.

At vi med vores kolonialistiske fortid og vores aktivistiske udenrigspolitik i dag ”dybest set” må påtage os ansvaret for, at det står så forfærdeligt til, som det gør derude.

Engang var det god latin på venstrefløjen at piske os selv med skorpioner, det var selve kernen i vores selvforståelse – vores selvretfærdige selvhad. Vi skulle påtage os ansvaret for hele den globale elendigheden.

I dag lyder de samme toner fra ghettoen, at det for eksempel ”danske racist” som er skyld i det hele.

Jeg har hørt det fra Yaya Hassan: Lige så meget som jeg beundrede modet i hans digtsamling, lige så latterligt – ja, foragteligt – finder jeg hans selvmedlidende etno-centristiske jammer nu:

At det sgu da er vores egen skyld, at der kommer flygtninge. At vi jo bomber løs i Afghanistan og Mellemøsten og derfor må regne med at folk flygter og kommer herop. Og så videre.

Men det forholder sig ikke tilnærmelsesvis på den måde, Yahya og Muhammed. Gå ud i flygtningestrømmen og spørg: Er det danske eller amerikanske bomber I løber væk fra, når I kravler ombord i den overfyldte gummibåd til Lesbos?

Svaret er et rungende, et entydigt, enslydende: NEJ – vi flygter ikke fra danske bomber eller en kolonialistisk fortid.

De svarer, at de flygter fra Daesh – Islamisk Stat – med deres kvindehad, menneskehad, reliigøse sex-sadisme og døds-forelskelse. De flygter fra Mellemøstens helt egne uhyrlige despoter – Bashar al Assad, Irans ayatollaher, Iraks sekteriske militser, Afghanistans stenalderkrigere, Saudi Arabiens barbariske straffefaktioner.

Jeg har ikke mødt en eneste på flugt fra vestens bomber. Og jeg har mødt hundreder.

Tværtimod. Hvis jeg fortæller, at danske fly bomber Daesh – mødes jeg med smil fra øre til øre.

I Libyen har jeg kun mødt taknemmelighed for, at danske fly i 2011 sluttede 42 års psykopati under Ghaddafi.

Jeg tror man skal lede rigtigt længe for at finde nogen i Helmand provinsen, der bærer nag over den danske indsats der.

Tingene er gået ad helvede til både i Libyen, Irak, Afghanistan, Egypten og Syrien – men det er altså ikke VORES skyld. Man kan og bør diskutere det vise i at intervenere i mange af de lande – og i at gå ind for at tækkes folk som Georg W. Bush og de neokonservative.

Men mellemøstens rædsler, menneskeforagt og dødsglæde, længslen efter martyriet og blodbadet, det kommer fra Mellemøsten selv, ikke fra flyvestation Skrydstrup.

Undskyld, Yahya, undskyld Enhedsliste, undskyld Habibi – det store, europæiske barbari brændte ud i 1945. Et godt stykke tid før jeg blev født.

Jeg bærer ikke noget ansvar for den lidelse, der ødelægger livet for mellemøstens, Afrikas eller Sydasiens befolkninger. Det er ikke vores skyld, det der. Det er en endogen sygdom.

Jeg håber dybt og ærligt, at de selv finder en medicin.

Først og fremmest for deres egne børn skyld, men også for mine.

_TIU3798

Nej, det er ikke bomberne og kolonitiden, vi skal skamme os over, hvis vi skal skamme os kollektivt som danskere.

For der eksistere en kardinal-synd, som vi VIRKELIGT har grund til at skamme os over: Den synd hedder grådighed. Umættelighed. Grænseløs materialisme. Jeg vil ha´, jeg vil ha, jeg vil ha’.

Sultne babyer med enorme maver, som skal fyldes med vækst, forbrug og ting altid. Til solen brænder ud.

DER er der noget at skamme sig over. At vi tror, at vi kan isolere os i et hjørne af verden og rage til os endeløst, mens alle de andre sgu må klare sig som de kan.

Det er gårdighedens sygdom. En dødssynd.

Så skam dig dansker, hvis det skal være. Men skam dig over det rigtige. Grådigheden. Tyveriet fra de fattige. Vore medmennesker.

_TIU3802

Advertisements

4 thoughts on “En endogen lidelse

  1. Jeg er uendeligt stolt over, om ikke at være dansker, så at være landsmand til et menneske som Thomas Ubbesen, der har gjort mere for menneske-lig-heden end noget medlem af vores ynkelige Folketing nogen sinde kommer til.

  2. Jeg rejste rundt i verden med Dannebrog på rygsækken. Det var i 70-erne og 80-erne. Jeg var stolt af at være dansk, synes at vi havde fat i noget af det rigtige, internationalt set, bl.a. Jeg var godt klar over allerede dengang, at min og vores velstand reelt var på bekostning af befolkningen i de lande, jeg besøgte. Vidste godt, sidst i 60-erne, at hvis vi f.eks. blot selv skulle dyrke foder til vore husdyr, ville bare det alene kræve et landbrugsareal langt større end Danmarks. Og det var dengang, siden er det blevet langt værre.
    Vi købte sojaskrå til husdyrene, fra lande, som kunne have brugt jorden til andre afgrøder. Jeg vidste det godt, men vi havde samtidig mange initiativer, som pegede den anden vej.
    Nu har jeg pillet flaget af, og det var længe før Muhammed krisen.
    I dag er jeg ikke længere stolt over at være dansk; jeg skammer mig.

  3. De mennesker der kommer herop vil jo gerne de vestlige ting, de der bliver dernede gider dem ikke, der er immervæk flere der bliver væk.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s