Nikolaj Bendix Skyum Larsen: End of Dreams

Nikolaj Bendix Skyum Larsen om sin udstilling End of Dreams i samtale med Fotografisk Centers leder, Kristine Kern

Kristine Kern: End of Dreams, som vi viser på Fotografisk Center, handler om flygtningenes situation. Kunne du prøve at fortælle om, hvorfor dette emne optager dig og hvordan den måde du behandler det på, adskiller sig fra fx mediernes nyhedsdækning?

Nikolaj Bendix Skyum Larsen: Først og fremmest vil jeg nævne, at migration er et emne, der har optaget mig i en lang årrække. Hvor flygtningedebatten alt for ofte handler om, hvordan de mange nye flygtninge i Europa truer ‘vores’ levestandard og ‘vores’ kultur, glemmer vi – eller måske endda vælger vi at glemme, at det er fordrevne og traumatiserede mennesker, der ufrivilligt har måttet forlade deres hjem for at søge sikkerhed og hjælp i Europa. End of Dreams tager fat et andet sted. Det er ikke en fortælling ud fra præmissen om, at det er os i Vesten, der er ofre for ‘de andres invadering’. Værket tager udgangspunkt i den rejse, flygtningene er på mod Europa og deres forhåbning om at genopbygge deres ruinerede liv. Et af vilkårene for at komme til Europa er at foretage en farlig (og meget dyr) rejse organiseret af menneskesmuglere, og en del af den rejse indebærer, at de krydser Middelhavet eller det Ægæiske hav i små gummibåde eller gamle fiskekuttere. Gennem det seneste årti er tusindvis af flygtninge druknet på disse overfarter, og Middelhavet er blevet en form for massegrav, hvor utallige mennesker er druknet. Frem for at fortsætte mediedækningens og populistiske politikeres unuancerede og negative diskurs har jeg lavet et værk, der er kontemplativt, spirituelt og æterisk, men samtidig også barskt, trist. Modsat nyhedsdækningen lægger End of Dreams ikke ord i munden på os. Med videoprojektioner, lyd og skulpturer skaber jeg en atmosfære, der tager beskueren med på en søgen under havet efter skulpturer, der alluderer livløse menneskekroppe indhyllet i stof. Disse skulpturer ses både i de fire store videoprojektioner og rent fysisk liggende på gulvet. Et lyddesign forstærker følelsen af at flyde rundt under vandet mellem de livløse kroppe. Og jeg håber, at jeg med værket vækker følelser og tanker hos beskueren.


End of Dreams

KK: Selvom End of Dreams er et højaktuelt projekt, trækker værket også tråde bagud i historien – ikke mindst i kunstens historie. Den franske maler Théodore Géricault og hans Medusas flåde fra 1818-19 er en oplagt parallel i forhold til emnet omkring forlis og det at bruge kunsten til skildringen af en samtidshistorisk begivenhed. Jeg ved du også selv har tænkt på dette maleri i forhold til dit projekt – vil du fortælle lidt mere om det?

NBSL: Et par år før jeg gik i gang med at udvikle End of Dreams, udstillede jeg en serie tegninger af kæntrende migrant-både på et galleri i Paris. I samme forbindelse besøgte jeg Louvre for at se Gericaults fantastiske maleri Medusas flåde. Jeg kendte maleriet fra kunstbøger, men blev overrasket over dets monumentale størrelse. Maleriet er utrolig dramatisk, det er smukt, men der udspiller sig et forfærdeligt sceneri på lærredet, som man på grund af kompositionen og størrelsen nærmest bliver suget med ind i. Jeg fandt efterfølgende ud af, at maleriet er skabt ud fra en virkelig begivenhed, hvilket i Gericaults samtid nærmest var uhørt at gøre. Tømmerflåden og dens rædselsslagne passagerer ætsede sig ind i min bevidsthed.

Jeg gik i gang med at lave End of Dreams i forbindelse med et residencyophold i Calabrien i Syditalien inspireret af et pressefotografi af den italienske pressefotograf Marco Di Lauro. Fotografiet viser en irakisk dreng løbe mellem hundredevis af døde kroppe indhyldet i lærred. Ligene blev fundet i en massegrav 50 km syd for Bagdad i 2003. Jeg begyndte at tænke på Middelhavet som en slags massegrav, hvor tusindvis af migranter har mistet livet på deres skæbnesvangre rejse mod Europa, og lavede en serie på 50 ‘bodybag’-skulpturer, som jeg ville nedsænke i Middelhavet for at lade dem antage patina af havorganismer. Herefter skulle skulpturerne bjerges og udstilles. Skulpturerne var fæstnet til undersiden af en tømmerflåde skabt til formålet. Efter en måneds tid smadrede en voldsom storm tømmerflåden, og de fleste af skulpturerne rev sig løs og forsvandt på bunden af havet. Da det skete, var jeg ikke i Italien, og min italienske assistent Guiseppe sendte mig nogle undervands-videooptagelser af den smadrede tømmerflåde og skulpturer der lå spredt på bunden af havet. Da jeg så disse optagelser, blev jeg øjeblikkelig mindet om mit møde med Gericaults maleri. Videomaterialet vækkede associationer til, hvordan tømmerflåden og passagererne Gericaults maleri kunne have set ud efter at maleriets skrøbelige tømmerflåde var ødelagt. Tematisk har End of Dreams referencer til Gericaults storslåede maleri, og begge værker forholder sig til problemstillinger i hver deres samtid.

Der er så mange forskellige skoler, genrer og retninger inden for kunsten. Med min kunst vælger jeg at forholde mig til, hvad der foregår i verden omkring mig. Vi lever i en utrolig visualiseret verden, og vi forholder os alt for ofte ukritiske overfor den billedstorm, vi dagligt bombarderes med og manipuleres af. Derfor føler jeg et ansvar for at skabe kunst, der stiller sig kritisk overfor – og stiller spørgsmål til vores samtid, frem for at lave ren dekorativ kunst, hvis funktion at pynte og behage.

01_END_OF_DREAMS

KK: En anden reference er memento mori motivet (husk du skal dø), altså en visuel påmindelse om, at livet er forgængeligt. I barokkens maleri var dette enten meget eksplicit i form af fx et kranium, eller mere allegorisk fremstillet som en rådden frugt eller en vissen blomst midt i en overdådig stilleleben opstilling. I dit værk er der også flere, nutidige memento mori henvisninger. Kunne du fortælle mere om dem og din brug af memento mori?

NBSL: Man kan argumentere for, at hele udstillingen er en multimedie-memento-mori-installation. Man flyder rundt i havet og møder af og til skulpturer, der minder én om druknede mennesker…om døden og om, at vi alle er forgængelige. Men i udstillingen er specielt en serie på fem portrætfotos skabt med reference til memento mori. På hver af fem store, indrammede fotos ses portrætter af ‘bodybag’ skulpturer som vi bjergede efter at de havde rullet rundt på bunden af havet i seks måneder. Som mange historiske memento mori motiver er de portrætterede skulpturer gengivet på en sort baggrund og kun belyst med blødt dagslys. Skulpturerne er fotograferet i meget stort format, og fremstår utrolig detaljerede. Man kan se hvordan deres overflader; deres ‘hud’ er fyldt med rifter, sår, ar osv. efter at have været udsat for naturens voldsomme kræfter over længere tid. Fotografierne er store og bodybagskulpturerne fremstår nærmest i en 1:1 skala med beskueren. De minder os både om de triste eksistenser, der mistede livet i forsøget på at komme i sikkerhed, men de minder os også om vores egen forgængelighed som kroppe, der nedbrydes over tid.

13_BOJ0877

KK: Filmen Reflections from Meriç, som var en del af DR K og Kulturstyrelsens tvKUNST-projekt i 2013, handlede også migranter, der mistede livet I forsøget på at nå Europa. Et andet fællestræk mellem de to værker, Ode to the Perished fra 2011 og faktisk også dit film- og bogprojekt Portrait of a River, er vand. Jeg opfatter vandet i de værker som markerende en grænse, en overgang mellem to verdener eller to virkeligheder. Hvad tænker du om det, kan man opfatte det sådan?

NBSL: Jeg kan faktisk tilføje endnu to emner til listen over værker lavet ved vandet: Videoinstallationen Promised Land (2011) som følger en gruppe flygtninge, der bor i Calais i Frankrig, hvorfra de forsøger at komme til England med færger, lastbiler og Eurostar-tog. Og også min film, End of Season (2014), der portrætterer et landsbysamfund ved floden Meriç, på den Tyrkisk-Græske grænse, som er et vigtigt krydsningspunkt for migranter med kurs mod Europa. Alle disse projekter har det til fælles, at de handler om mennesker eller steder, der er i gang med at gennemgå en form for forandring – en forvandling. Vand er et ur-element. Et stof og et symbol der både er livgivende og livtagende. Faren ved at begive sig ud på havet, mystikken og forhåbningen om det fantastiske der er på den anden side… Jo vanskeligere/farligere det er at krydse havet, jo mere fantastisk må der være på den anden side. Og vand som en fysisk og symbolsk barriere mellem disse tilstande finder jeg dragende. End of Dreams – projektet begynder og slutter i vand. Her oplever vi vand som noget livtagende. Installationens livsløse skulpturer som både omgiver os på projektionsskærmene og fysisk i rummet, minder os om de tusinder af mennesker, der ofrede alt for at forandre en tilværelse i krig og frygt til noget, de aldrig finder ud af hvad er.

02_END_OF_DREAMS

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s