Blue Tit – Interview

 

Kunstnergruppen “Blue Tit”, producerer eksperimenterende performative kortfilm.

Bag “Blue Tit” står Helle Pagter, Amia Miang og Pernille Koch.

 

Fotografisk Center har talt med de tre damer, om fotografiets betydning, selvreflektion og om at huske at leve…

 

 

IMG_3218

 

Hvad betyder fotografi for dig / jer ?

Amia: Fotografi kan være en direkte udtryksform, der både kan fortolkes som dokumentarisk og eller kunstnerisk. Blandingen mellem de to, og de muligheder det giver, er uendelige, og det er fantastisk og inspirerende. Og så er det en blivende kunstform, når man er færdig, er det der stadig, og det er skønt, når man er vant til at arbejde med mere forgængelige kunstformer som dans, scenekunst og performance.

Helle: At møde et (andet) menneskes blik på verden.

Pernille: Med fotografiet kan man fastholde et særligt nu, en stemning en detalje og dvæle ved det, zoome helt ind, forstørre det og intensivere det. Det kan være meget narrativt og samtidigt meget abstrakt.

 

Hvad er det ved film og fotografi, som bevæger jer ?

Amia: Det er meget forskelligt, men især det at man kan få lov til at dvæle ved et ansigt, en detalje i meget længere tid end man ellers kan tillade sig. At få lov til at studere et ansigt, fanget i en følelse, situation, uden at tænke over blusel og normal korrekt adfærd. Plus det at man får et slags indblik i verdner der kan være lukkede for en, eller vinkler man ikke selv har set før.

Helle: Ja! Og det visuelt overrumplende. En beskæring eller farve som rammer ind på en helt særlig og overraskende facon.

Pernille: fotografiet og filmen er sådan et insisterende rum men samtidigt et meget tilgængeligt og legende rum. Der er noget med processen jeg rigtig godt kan lide. Scenekunsten kan fange det berømte NU og her og så er det væk igen, en præmis jeg altid har været meget fascineret af, men med fotografiet og filmen kan man fange det NU og ligesom forstørre det, man kan tage det frem og kigge på det igen og igen….det synes jeg er en luksus.

Jeg elsker den mulighed der er for at arbejde med detaljer, dykke helt ned, alt fra lys, beskæring, pulsen der dunker i halsen, et blik der indfanges.

Hvad er kendetegnende for den måde som I arbejder med fotografiet og film på ?  

Helle: Vi arbejder egentligt mest med udgangspunkt i et billede vi har i hovedet (altså noget visuelt) eller en fysisk handling, vi gerne vil udføre eller se, fremfor noget narrativt fremadskridende. Det kommer først lidt senere i processen.

Pernille: Vi er altid som Helle siger først inspireret af en stemning, et billede eller en bevægelse. Muligvis stammer det fra vores baggrunde som dansere, performere og koreografer. Vi skriver drejebog i form af billeder/scener vi vil have med ud fra en masse snakke vi har haft om hvad der optager os lige nu.

Vi arbejder derefter improvisatorisk med scenerne under filmningen, men ud fra en meget klar ramme.

Jeg synes også vi har en stærk fornemmelse for hvor det vil være godt at filme vores næste projekt så location har også meget at sige i forhold til de billeder der opstår. Den 1. film Look See Me blev filmet i en helt fantastisk lejlighed som i sig selv fortalte utrolig mange historier. Den emmede af mange epoker og der blev det rammen for en tilstand af drømme, længsel og stilstand. Denne følelse blev forstærket med forholdsvis mange close up og detaljer filmet tæt på. Hvor den 2. film, Fordi vi også er alt de vi har mistet, er en hyldest til den frie krop, frigørelse, i den store natur, filmet i en skov. Der er der mere fokus på bevægelse i det store billede.

Hvordan opstod ideen til filmen ” Look Se me ” ?

Amia: Vi tager udgangspunkt i hvad der optager os i livet på det givende tidspunkt, og prøver at få retning på det. Vi brainer på det tema, den tematik der opstår og bruger det som inspiration til at danne billeder, eller situationer som giver mening for os. Vi arbejder med en kombination af scenekunst og film, så vi forsøger at drage elementer af det improvisatoriske ind i filmeprocessen, men over et fastlagt tema, og en fastlagt situation, som vi så angriber og bearbejder og udforsker. I Look See Me, var vi meget optaget af hvad der skete eller rettere ikke skete i vores liv, tanken om livet der først starter når det eller det sker, når man får det eller det, og opdagelsen af at livet ruller afsted uanset, og at græsset er grønnere på den anden side, for alle, næsten. Det endte i en film der har et meget narcisistisk view, som et eller andet sted jo også afspejler både den tid vi er i, og så den alder vi havde/har.

Helle: Og så blander vi metoder fra scenekunst med direct cinema fra dokumentarfilmen, når vi går i optagelse.

Pernille: Personligt havde jeg længe haft lyst til at kaste mig over filmen og når filmen ikke kastede sig over mig..(J) så tog vi fat i det selv. Jeg stod på det tidspunkt og var højgravid og havde som scenekunstner måtte sige nej til to store produktioner hvor terminen lå lige oven i premierer og så fandt vi sammen(Helle, Amia og jeg) da vi har lavet en del film sammen før. Temaet var som Amia beskriver meget ud fra hvor vi var netop lige der i vores liv, som kvinder, som mennesker, mødre, kærester, kunstner, rastløse ventende væsner….

Som de andre film vi har lavet, snakkede vi billeder og stemninger som blev filmens drejebog uden en decideret kronologi eller narrativ.

Hvilken følelse eller oplevelse ønsker I at beskueren skal få efter at have set filmen ?

Helle: Vi er vilde med at stille spørgsmål og få publikum med på de spørgsmål, fremfor at give for mange svar

Amia: Vi ønsker at sætte lidt gang i folks følelser og evt selvreflektion, men da vi arbejder meget åbent, er der ikke noget slutfacit i hvad folk skal føle, andet end måske  – husk og lev!

 

Pernille: Jeg tænker hver gang når vores film har været vist for et publikum- at mange reagerer med følelsen af genkendelse, noget menneskeligt og universelt.

Vores film er lavet meget åbne og uden facit som Amia siger, men temaerne er jo meget genkendelige, men da der ikke er en narrativ på den gængse måde håber jeg at den åbenhed får beskueren til at digte videre, blive mere nysgerrig og stille flere spørgsmål…

 

Hvad bliver det næste projekt vi kommer til at se fra jer ?

Amia: Vi er igang med en triologi, hvor “Look see me” er den første. “Fordi vi også er alt det vi har mistet”, den anden og så “Time is running out” som den tredje, og det næste fra vores hånd. Narsicisme, frigørelse og død, er de temaer vores triologi er endt op med at handle om..

Hvilke tanker ligger til grund for jeres undersøgelser i forhold til det næste projekt?

AMIA: Som skrevet så tager vi afsæt i hvad der optager/provokerer os, og nu er det så døden der er på spil. Dødsangst, livsangst, livsglæde og alt det midt imellem og før og efter. Vi er midt i dødsangsten og prøver at forholde os til den og alt det andet i researchen på vores nyeste projekt

Pernille: temaet på den 3. film er mere dystert og et rum jeg godt kunne tænke mig at dykke mere ned i men godt støttet op med humoren som jeg synes er et af vores kendetegn i det vi laver. Vi har snakket om flere satte/ koreograferede opstillinger. Enkelhed. Råhed. Sårbarhed…..

Helle: Vi skal visuelt arbejde med mørke og forsvinding. Og med at fjerne elementer, fremfor at lægge til.

 

Kom mere ind i Blue Tits ” verden  –  http://bluetitproduction.com/ 

Foto af : Martin Køhler Jørgensen

 

 

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s