“Det gemte, det levede, eftertanken og det der ænses”. Af Nikolaj Callesen

Kan et fotografi være umiddelbart fængende, et der handler om et levet nu, og stadig besidde det der gør at vi tager det frem igen over tid? Kan det i en digital samtid formå at mane til nærvær og kontemplation, og stadig nå ud til os der kræver i et nu, at blive ramt i enten hjertekule eller maveregion for for alvor at se efter? Mættes vores basale sult efter visuelle indtryk, eller den skønne billedkunst i form af fotografier, med andre ord virkelig fyldestgørende online i cyberspace? Eller er det i virkeligheden forkert at spørge således? Når fotokunsten online, i sin mangfoldighed og i vores egen stigende evne til at sortere,  måske gør os skarpere på hvad der individuelt er det ’gode fotografi’, både online og i galleriet.

Summer still life 1995

Wolfgang Tillmans, Summer still Life 1995

Udfordringen må ikke desto mindre være stor og nærværende for enhver, der arbejder professionelt med kunstfotografi i dag. Hvordan skabe billeder der kan leve fyldestgørende på nettet, og stadig åbne op for flere niveauer i det fysiske rum, i bogformen og i galleriet?

Således spørger jeg i tilbagevendende grad mig selv, efter  både at have arbejdet professionelt med det analoge og det digitale fotografi. Det er endnu ikke lykkedes mig  at etablere en fortælling om min fotografiske praksis i overgangen fra det analoge til det digitale. Hvor ser jeg inspirationen, og hvad frustrerer mig i den søgen?

Det følgende, er et forsøg på at nå nærmere den fortælling, med håbet om at den har en appel, til andre der arbejder med det, at sortere, at vælge, – prioritere og orientere sig i kunstfotografiets verden. Ikke kunstfotografiet som noget eksklusivt, men som et felt der ved hjælp af fotografiet søger at skabe noget både nærværende og forløsende.

 

En fortælling, fem samtidige kunstfotografer og kunstens forløsende potentiale

Min vej til fortællingen går via en betragtning af en række nulevende aktive kunstfotografer, der alle for mig at se formår at skabe nærvær og eftertanke. Som formår at fylde nogle af de behov vi som mennesker, som kulturelle og sociale væsener har for også visuelt at blive rørt på et dybtliggende plan. For i virkeligheden herved, at medvirke til at forløse noget grundlæggende hverdags eksistensielt. Fordi kunsten og fotokunsten besidder det forløsende potentiale, som jeg erfarer det.

Fotograferne gør det alle i en bevidst brug af ’straight photography’. Det er en bevidst udvælgelse fra min side, og der er en række grunde til at jeg fokuserer på det “fotograferede fotografi”. Indlægget her, handler ikke om at sammenligne ”straight photography” med mere konceptuelt kunst fotografi, eller kunstnere der arbejder aktivt med, hvorledes fotografiet fremstår som en social konstruktion. Bidragene fra det konceptuelle og det kritiske fotografi er for mig at se det centrale i vores forståelse af, hvad det er for en billedsamtid vi lever i, og et vigtigt værktøj og supplement i forhold til at kunne læse og skabe fotografier i dag. Fotografier som er andet og mere end forførende og unødigt fordrejende. Personligt betragter jeg dog den strengt konceptuelle og fotokristiske kunst som et et skridt på vejen til netop at komme nærmere hvad det egentlig handler om.

 

En grundfortælling af, at noget giver mening og føles godt

Det er som jeg ser det en fokusering på, hvor kunstfotografiet bliver mest tilstedeværende og personligt aktuelt. For hvornår det nærmer sig en grundfortælling af, at noget giver mening og føles godt. I denne fortælling, er der naturligvis mange niveauer, retninger og lag. For mig at se, kræver det at nå en potentiel personlig respons hos beskueren, en erhvervet erfaring fra kunstnerens side, det kræver et håndværk og en bevidsthed om fotografiets historie og traditioner. Afgørende kræver det evnen til både at kunne engagere sig i verden, og til at have forventninger og forhåbninger til den.

20shore-farrell-slide-bqwq-jumbo

Stephen Shore, Instagram 2015

 

Robert Adams, det kontemplative og den levede virkelighed

En samtidig-fotograf jeg selv er meget fascineret af er amerikanske Robert Adams. For mig er han på mange måder, igennem sit mangeårige virke som kunstner, underviser og formidler af sine tanker om fotografi, en nulevende kunstfotografiets “grand old man”.

3

Robert Adams, untitled, Colorado 1994

Men netop denne betegnelse er ikke uproblematisk i en tid hvor fotografiet i langt højere grad handler om en levet virkelighed, om et nu, om fotografiet som medie i et øjeblik, en virkelighed der skal formidles, ofte samtidigt online.

Adams blændende smukke analoge print, står for mig som et punkt, et fikspunkt i en billederfaring, med så mange kontemplative lag, der formår at udfoldes fortsat, og tilbagevendende for hvert gensyn. Det klassiske fysiske kunstværk, kan man sige. Mange fotografer er dybt inspirerede af Adams’ arbejde, og på den vis har han allerede slået sit eget arbejde fast for kommende generationer. En del fotografer, bibeholder det fysisk konkrete i håndværk og det færdige værk som findes i at arbejde analogt og med alternative fotografiske processer. Vores samtidige kulturelle erfaring af den analoge insisteren er svær at sige noget entydigt om, fremgangsmåden skaber nogle uendeligt smukke værker, som danske Adam Jeppesens storformat billeder, men taber måske noget af sin skønhed og ikke mindst tilgængelighed i sin insisteren på en særlige autencitet heri? Og en eksklusivitet og måske lidt nostalgisk naivitet knytter sig for mig at se også til det ensidige fokus på gamle analoge processer og den billedlæsning der ligger heri.

 

Legenderne og Instagram

Andre legendariske analoge fotografer som Mitch Epstein og ikke mindst Stephen Shore har taget det modige skridt og er aktive i snapshot øjebliks-verdenen på Instagram.

Ikke mindst Stephen Shore har som en af de første store eksponenter for farvefotografiets anerkendelse som kunst i sin egen ret, umiddelbart meget på spil. Dette fordi Instagram på mange måder i sin hastighed, handler om fotografiet som formidler af en umiddelbar personligt oplevet virkelighed. Billedet er ofte akkompagneret af en kort dagbogsagtig tekst, og mange blændende dygtige fotografer på Instagram når mange visninger i cyberspace hvert sekund. Det er med til at udbrede fotografiet og styrker den tilgængelighed som mediet altid har haft i højere eller mindre grad. Her er to verdener, det langsomme analoge, kontemplative og overvejede fotografi, på slap line i snapshottets vilde vest.

4

Stephen Shore, Instagram 2015

Det interessante er, at det muligvis er nostalgien der giver Stephen Shore, mange likes og beundringskommentarer. “Play it again Sam”, fornemmes det i kommentarerne. At Stephen Shore således arbejder på det hastige digitale felt, giver mig sommetider en ubehagelig og svær følelse af at han kopierer sine egne mesterværker. Instagram er ikke bygget til kontemplation og mange subtile lag, men er en teaser, formår at røre os, men repræsenterer en anden billedlæsning, end den Shore var med til at etablere i starten af 1970’erne. Shore har hårde kår på Instagram, som jeg ser det, derfor modigt af ham, at tage livtag med sin samtid, men også en speciel følelse af undren over hvornår og hvorledes et fotografi formår at røre os online. Kan det stadig kan åbne op for kontemplationen, eftertanken og nærværet, som nemt kræver både den fysiske tilstedeværelse og tid?

5

wearethestreet og jt_inseoul, Instagram 2015

 

Noget fyldestgørende og berigende

Jeg vil fremhæve to samtidige fotokunstnere som for mig at se når hen i nærheden af en praksis, der undgår at at komme med forenklede svar herpå. Alligevel mener jeg deres arbejde når noget fyldestgørende og berigende, og de repræsenterer et godt svar på et omfattende og komplekst spørgsmål. Spørgsmålet om hvorledes fotokunsten når os i en tid, hvor vi erfarer, ser og engagerer os i fotografier, både som skabere, formidlere og forbrugere af billeder. En tid, en hverdag hvor fotografier er reelle i mange både intense, som perifere, men alligevel nok så indflydelsesrige sammenhænge. I nære relationer, i vores identitetsskaben på sociale medier, og som læsere af fotografier, der i hverdagen både inspirerer os og er nødvendige for at være i verden og for at deltage i verden.

6

Wolfgang Tillmans, Anemone II, 2003

Wolfgang Tillmans og Laura Pannack arbejder begge med ” Straight Photography”, men de er samtidigt engagerede og eksperimenterende med alternative analoge processer, er aktive formidlere af deres kunst, og af deres faglige hverdag og virkelighed på personlige blogs, på Instagram og er i det hele taget naturligt nærværende både online, og i galleriet.

 

Wolfgang Tillmans og det enkelt smukke “skudt fra hoften”

For Tillmans har processen været i gang siden der kun eksisterede analogt fotografi. Han arbejder aktivt med det rum i galleri installationen og i fotobogen, hvor han kan træde ind som instruktør, som fortæller og etablerer en samlende fortælling hvori hans ofte meget intenst og enkelt smukke fotografier udgør delene. Tillmans har et bredt repertoire, og formår at formidle et enestående nærvær ’skudt fra hoften’ i det undseelige, i det hverdags erfarede, i det tilsyneladende trivielle. Det gør han på en måde så hans arbejde overskrider en række hidtil rigide faggrænser i sin uprætentiøsitet og ligefremhed. På nettet, i galleriet og i fotobogen.

36_2016_porto_serralves_36_web_900px

Wolfgang Tillmans, Installation view

 

Laura Pannack og fotografiets overvældende tilstedeværelse

Laura Pannack er noget yngre end Tillmans og har ikke haft det analoge fotografi som en given del af hendes kunstfotografiske uddannelse. I sit arbejde søger hun eksperimenterende tilbage imod fotografiets rødder i alternative processer, men søger ikke en særlig autencitet deri udover de udtryksmæssige muligheder der ligger deri, og som kan supplere den digitale teknik.

Pannacks egentlige indsats ligger i hendes arbejde med selve processen omkring at tage et fotografi. Et arbejde der kræver engagement, dedikation og erfaring fra kunstenerens side, men også tålmodighed og indlevelse i forholdet til omverdenen. I forhold til de mennesker hun portrætterer sublimt, og i træning af sine sanser igennem utrættelige gåture med kameraet.

Heri en af fotografiets i virkeligheden største skatte og gave til den der tager imod, vandringen i verden, den blotte væren i omgivelserne, og aktiveringen af hele kroppen i fornemmelsen for, at her er noget særligt, noget fænomenalt at engagere sig i, forevige, viderebringe, gemme og fortælle om igennem at fotografere. Robert Adams er som få bevidst om den dygtige fotografs forladen sig på sin chance, på sit held, på evnen til at opsøge ’muligheden for det gode fotografi’.

Pannack formår som en nutidig eksponent, som bl.a. aktiv på sin egen blog, på en facebook side, men også i galleri udstillingen, at skabe billeder der er så intense og dybe, at de for mig at se vidner om en høj integritet hos hende som person, og samtidig er dybt generøse overfor beskueren.

8

Laura Pannack Glass #6

Hun formår at nå et nærvær i sine portrætter, og en dybde som det er muligt at engagere sig i også i sin digitale form. Et nærvær som i den digitale form, formår at inspirere og fastholde, at føle sig rørt i og som samtidig kan udfolde nye lag og nærvær i det printede fysiske format.

9

Laura Pannack, untitled, 2016

 

Det ligefremme 

Kunstfotografiets verden i dag har mange strenge og opererer på mange platforme, fysiske og digitale. Ikke underligt, at det kan være krævende at etablere et personligt standpunkt for hvornår et fotografi er fyldestgørende og berigende. Det er der ikke noget fotohistorisk eller kunsthistorisk nyt i, at det nye er at fotografiet er allestednærværende, at det er hverdag, at det er internaliseret i hvad det vil sige at være menneske i dag, og det kan være rasende svært at sortere i fotografier, og svært at placere sig i forhold til dem. Positionerer jeg mig i forhold til en bestemt type fotografi, er jeg beskuer af, og tilbagetrukket analytiker af verden, med en bestemt æstetik, en politisk orientering, en særlig social identitet? Eller er fotografiet noget, der er erfaret kropsligt? Er også det digitale fotografi indlejret i min krop, og dermed aktivt i hvordan jeg bevæger mig i, og hvorledes jeg deltager og er aktiv i verden? Det afgørende er i virkeligheden om kunstfotografiets respons bliver en ironiserende, distancerende og uengageret frustration, over tabet af en etableret håndgribelig, og mere autentisk verden. Om det ender som et distanceret analytisk kommentarspor, eller om der kan etableres linier i kunstfotografiet? Linier der formår at inddrage dets vægtige og betydningsfulde,  voldsomme og dybt fascinerende historie, i forestillinger om og bidrag til hvor billedkulturen er, hvor vi selv er, og hvor vi skal bevæge os hen ad. Hvorledes vi som fotografi konsummerende og  -skabende individer og fællesskaber er i verden? Hvordan vi deltager i verden, og hvad vi som enkelt personer og som fællesskaber kan være med til at etablere af ligefrem og indlysende mening, betydning og noget godt, for os selv og for andre.

 

Nikolaj Callesen, august 2016

Indlægget er udgivet på Nikalaj Callesen egen blog, eftersyn, https://eftersyn.net/. Eftersyn formidler, betragter, og anbefaler billedkunst, hvori tekst indgår som en del af et samlet kunstneriske udtryk.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s