victim_of_congo_atrocities_congo_ca-_1890-1910_imp-cscnww33-os10-19

The Kodak on the Congo – om fotografiet, Congo og menneskerettigheder

The Kodak on the Congo

Sharon Sliwinski om fotografiet, menneskerettighederne og de glemte grusomheder i Congo

I følge Sharon Sliwinski blev begrebet ”crimes against humanity” første gang brugt  af George Washington Williams, afroamerikaner, historiker, journalist og præst. Han brugte udtrykket, som en kritik imod Kong Leopold II af Belgien og hans sadistiske styre af Congo – hans personlige koloni i Afrika. Dette skete i 1890, ca 50 år før de grusomheder under 2. verdenskrig, der i dag ses som det ultimative vendepunkt for vores bevidsthed om menneskets ukrænkelige rettigheder. Sliwinski beskriver grusomhederne i Congo, der varede fra 1890 – 1910, som et glemt traume i menneskerettighedernes historie – den svære barndom vi ikke har lyst til at snakke om. For da kongen overgav kolonien til den belgiske regering, på grund af pres fra det internationale samfund, forsvandt interessen blandt europæerne og de store kampagner, der skulle befri Congoleserne, sivede ud og forsvandt ligeledes også helt. Selvom problemerne i høj grad stadigt eksisterede.

cong_hands_1904Alice Harris

I 1876 havde Kong Leopold II i flere år haft øjnene på de rigdomme en koloni i Afrika kunne bringe han. Han inviterede derfor til en international videnskabelig konference, om hvordan man bedst muligt kunne åbne det ”mørke kontinent” op for den europæiske civilisation. Diskursen var tæt indhyllet i en form for kolonistisk humanitarisme. I ly af tre organisationer,  International Association for the Exploration and Civilisation of Central Africa, Comité d’Etudes du Haut Congo og Association Internationale du Congo, sendte han ekspeditioner til Afrika og Congo for at danne grobund for en Belgisk ekspansion i Congo. Her begyndte han at etablere den sidst nævne organisation, som en selvstændig stat – som blev til Fristaten Congo i 1885.

Her havde kongen lovet at beskytte Congo og lokalbefolkningen imod slaveri, sørge for at bevare de lokale stammer og generelt sørge for befolkningens trivsel. Sådan kom det ikke til at gå: man fandt ud af at gummi var en værdifuld ressource og al magt blev brugt på at sørge for at lokalbefolkningen ville producere så meget af råstoffet som muligt. Der blev etablere tropper blandt Congoleserne, som skulle sørge for at Kong Leopold II’s vanvittige kvoter blev nået. Hvis dette ikke skete, havde Force Publique, de lokale tropper, fået befaling om at angribe landsbyerne, plyndre, lemlæste og tage fanger indtil kvoterne blev nået. Fristaten Congo var berygtet for mord, slaveri og rovdrift på de naturlige ressourcer. Ikonisk for denne periode af grusomheder er afskårne hænder, slaver med kæder om halsen, og pisken chicotte lavet af flodheste læder.

I 1904 arrangerede E.D. Morel, britisk journalist, og R.D. Casement, britisk konsul, en kampagne i England imod Leopold d II’s styre i Congo, den største humanitære kampagne den Viktorianske tid så. Morel og Casements udgivelser og bøger om det belgiske styre bliver tit i dag anset som pionerarbejde i forhold til moderne humanitære organisationer. Ifølge Sliwinski bliver den indflydelse som fotografiet havde i denne periode desværre overset og hun beskriver hvordan ”Congo Reform Association” (CRA) var den første humanitære kampagne, der gjorde brug af fotografiet. Hun mener ikke at det er et tilfælde hvordan humanitære organisationers idag gør brug af fotografiet eller hvordan vi hele tiden bliver eksponeret for billeder af ødelæggelse og lidelse fra hele verden. En særlig æstetik spiller en helt afgørende rolle i det humanitære. Fotografiet er et værktøj til at cementere det vidnende blik, der ser de lidelser der forgår i verden. Det skal afsløre grusomhederne, trække tæppet væk under uretfærdighed. Fotografen lader hele verden se hvad der sker og gør grusomhederne virkelige for beskueren.

cong_hands_1904_2W.D. Armstrong

Nogen af de mest berømte billeder blev taget af præsten W.D. Armstrong, som tog billeder af mishandlede Congolesere, der havde fået skåret deres hænder af af Force Republique, fordi de ikke overholdt gummikvoterne. Armstrong instruerede Congolesere i at iføre sig hvidt tøj, så deres manglende hænder ville træde stærkt frem på billedet. Også et billede af missionæren Alice Harris er gået hen og blevet ikonisk. Hun beretter om hvordan to unge mænd kom til hendes ejendom, hvor de fortalte om hvordan afrikanske repræsentanter for det belgiske gummikompagni havde angrebet deres landsby. Med sig havde de en frisk afskåret barnehånd og fod. Den ene af de to mænd – Nsala – fortalte at hvordan hans kone og datter var blevet slået ihjel og fortæret af vagterne. Tilbage var kun datterens lille fod og hånd.

Hvor Armstrong billeder er nøgterne og beskrivende, men også enormt direkte i den måde de mishandlede Congolesere kigger i kameraet, er Harris’ billede uhyggeligt på en anden måde. Det er i første øjeblik fredfyldt, men så slår det beskueren at de små uformelige objekter er et barns hånd og fod. Nsala er fuld af sorg og mændene i baggrunden er vidner og dommere. Begge billeder skal på en gang virke som bevis for grusomhedernes virkelighed og tale til den (vestlige) beskuers moral og indignation – og derved føre til politisk pres og handling eller støtte til missionærernes arbejde.   

Skrevet af Anina Lyck Uldum

Mere læsning:

Sliwinski, Sharon – “The Childhood of Human Rights: The Kodak on the Congo”, Journal of Visual Culture

Rare Historical Photos blog -Father stares at the hand and foot of his five-year-old, severed as a punishment for failing to make the daily rubber quota, Belgian Congo, 1904

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s