INTERVIEW: Relationen som det primære

Julia Mejnertsen i samtale med Mette Hartung Kirkegaard

Mette Hartung Kirkegaard tog afgang fra Fatamorgana i 2010 og Akademin Valand (Göteborg) i 2014. Hun arbejder med fotografi og installation med elementer af maleri. Helst stedsspecifikt, måske udendørs og gerne i stor skala. Hun er aktuel med fotobogprojektet ‘Året, København 2018’, der ledes af Julia Mejnertsen fra forlaget Blankt Papir. Hver måned i hele 2018 udkommer en bog med billeder af 5-10 fotografer, der hver især har fotograferet i København den pågældende måned. Mette Hartung Kirkegaard deltager i marts-bogen, og alle billeder, der vises her, stammer fra dette projekt.

J: Mette, du ved, at jeg er stor fan af dine værker! Når jeg kigger på billederne, du har skabt til ‘Året’, fornemmer jeg et spændingsfelt. På den ene side er der noget, der er utrolig dejligt med smukke observationer og en fin farvefølsomhed, men så gemmer der sig også noget “uncanny”, noget der ikke rigtigt passer. Hvis du kunne bestemme hvad beskueren skulle føle, hvad er det så, at du gerne vil have at dine værker gør ved os, som ser dem?

M: Jeg er rigtig glad for, at du fornemmer en spænding, for det er langt hen ad vejen kodeordet, og netop dét jeg søger i hvert enkelt billede. Uden en sådan spænding føles billedet dødt for mig. Jeg tror måske, at det du opfatter som uncanny, er min måde at forholde mig aktivt til mit motiv på: I en følelsesmæssig relation – afventende. Det er i hvert fald det, der opstår (og som jeg også dyrker), når jeg fotograferer. Det handler om opmærksomhed og nærvær. Når jeg fotograferer, prøver jeg at være tilstede, sanse og ære det motiv, jeg har foran mig på en ydmyg og kærlig måde. Og det er blevet en god øvelse for mig til generelt at lære at forholde mig til verden på den måde. Det handler for mig helt klart mere om tilgangen til verden end om selve motivet. Jeg håber, at spændingen aktiverer beskueren til at tage stilling til billedet.

J: Jeg er fascineret af din subtile indgriben i fotografiet. Dine billeder skriger på ingen måde photoshop, men man finder små hints i for eksempel en forlænget skygge. Man lægger mærker til en lille ændring her og der, og så bliver man i tvivl om hvad der er ægte, og hvad der er manipuleret. Hvad betyder efterredigering for din proces og hvor meget fylder den?

M: Jeg vil sige, at det føles ca 50/50, hvad fotografiet og efterredigeringen hver især fylder. Jeg nærer ikke dybe følelser for efterredigeringen i sig selv. Men den spiller selvfølgelig en vigtig rolle, i at kunne udtrykke det jeg gerne vil med det samlede billede. At tilføje linier, farver og flader i mine fotografier gør, at jeg kan vise verden, sådan som jeg egentlig opfatter den til daglig – som lige dele fysisk og åndelig. Jeg ser fotografiet som min repræsentant for det fysisk virkelige: Alt det man kan se og røre ved. Og jeg ser, det jeg tilfører billedet (fx farver), som symbol for det åndeligt virkelige eller alt det man ikke kan se: Følelser, fornemmelser, energi. Det lyder lidt rigidt, når jeg beskriver det sådan her, og en del af mig ville ønske, at det rene fotografi var nok for mig, for jeg ved godt, at fotografiet i sig selv ikke er en direkte oversættelse af virkeligheden, men en fortolkning af samme. Men fordi det fotografiske billede ligner virkeligheden så meget, bliver jeg ved med at opfatte det som virkeligt og har derfor brug for tydeligere tegn på fortolkning. Det er derfor jeg efterredigerer så tydeligt. Håber det giver mening, haha – jeg er helt klart i proces med mit forhold til fotografiet!

J: Kan du fortælle mig lidt om din fotografiske proces? Ser du f.eks. dine færdige værker allerede, når du tager billederne, eller bliver de efterfølgende til på skærmen?

M: Nej, jeg ser ikke mine værker færdige, når jeg tager billederne. Tror faktisk ikke, at jeg har nogen forventninger til motivet eller billederne, i det øjeblik jeg fotograferer. Det vigtigste for mig er som sagt at være tilstede med mit motiv og interagere med det – lade det tale til mig og vise sig for mig. Det er meget sådan en følen-sig-frem. Når jeg efterfølgende vælger billeder ud, går jeg efter at billedet skal fungere i sig selv, inden jeg redigerer i det. Det er ikke min tilførsel af farve og form, der skal gøre det fedt, det skal være fedt først. Så det er ligesom en to-trins proces – i hvert fald med disse billeder: 1) Være tilstede med motivet og reagerere på det = billedet. 2) Være tilstede med billedet og reagere på det = crazy farver osv. Ikke at jeg har planlagt det sådan, men det er efterfølgende sådan, jeg kan se, at jeg arbejder.

J: Til ‘Året’ skabte du bl.a. et billede med en mand, som går ind af en dør. Lyset omkring hans bukseben er forstærket af en blå streg, men ved første øjekast ser de fleste ikke, at der er en streg. De lægger bare mærke til, at du har set lyset på buksebenet. Hvad betyder denne fordybelse i værkerne og detaljerne for dig? Betyder det noget for dig, hvis folk kun ser det, ved nærmere eftersyn og koncentration?

M: Jeg kan godt lide at give opmærksomhed til de detaljer, jeg finder vigtige. Det er gennemgående i mit arbejde og en dejligt meditativ øvelse. Hvis der er noget, der ikke er meget af i verden pt, er det fordybelse, og jeg synes, det er sindssygt vigtigt. Flere af mine projekter rummer mange gentagelser eller utroligt mange små dele, der tilsammen bliver noget stort. Grunden til at jeg fremhæver visse ting i de her billeder, er helt klart for at fortælle beskueren, hvad jeg synes, de skal lægge mærke til, men det er fint, at man ikke nødvendigvis ser det som det første. I mit arbejde med udendørs, stedsspecifikke installationer synes jeg netop, at noget af det fine består i beskuerens overraskelse over at støde på kunst i landskabet, hvor det ikke forventes. Det er på en måde lidt det samme som med de her billeder: Man ser et fotografi og oversætter det inde i hovedet til virkelighed – et virkeligt sted, person, hændelse. Men så opdager man noget mere. Det synes jeg er fedt.

J: Du arbejder meget med lys, form og farve. Hvor finder du din inspiration?

M: Ja, jeg interesserer mig for groft sagt alle slags rum og mellemrum i verden. Som jeg ser det, står alting hele tiden i forhold til hinanden og påvirker hinanden – især os mennesker i mellem. Jeg synes, det er spændende at visualisere alle de relationer, der opstår og forsvinder igen. Fx også mellem fotograf og motiv. Så i forhold til lys, form og farve vil jeg sige, at formerne i mine værker kommer fra det, der fysisk er i billedet, farverne er symbol på stemningen / relationen, og lyset er nok mest af alt en kick-starter og inspiration. Måske én af de vigtigste. Men ellers vil jeg sige om inspiration (med fare for at lyde super arrogant), at jeg gør meget, meget lidt for aktivt at opsøge den. Det føles ikke rigtigt relevant, for jeg føler mig generelt inspireret og har let ved at få idéer. Kan godt lide bare at leve livet og lade det være lidt umiddelbart. Men dér hvor jeg i højere grad føler mig rørt, er fx når jeg ser på bygninger, former og oplever rum. Når jeg erfarer andres kærlighedshandlinger, og lægger mærke til egne følelsesmæssige interaktioner med mennesker og ting omkring mig. Og så i høj grad gennem samtale. Jeg læser ikke, og er ikke særligt teoretisk anlagt, så samtalen og fortælleform er vigtig for mig, gerne om de dybere ting i livet samt emner som psykologi, filosofi og religion / tro.

J: Kan du sætte lidt ord på dit forhold til valget af fotografi som medie? Hvad er f.eks. vigtigst for dig i din praksis – det gode billede eller den konceptuelle tilgang?

M: Helt klart det gode billede. Føler mig ikke særlig konceptuel. Men mit forhold til fotografi er en ongoing, kompliceret kærlighedsaffære. Der er mange ting, jeg sætter pris på ved at arbejde med fotografi, blandt andet muligheden for meget hurtigt og direkte at respondere på virkeligheden. Det jeg ikke bryder mig om, er den høje grad af skærmarbejde, og dét at fotografiet ofte ender med at være fladt, firkantet og blive vist på en væg. Jeg har lyst til at have mit arbejde gennem hænderne, hvorfor jeg også ofte prøver at hive det ud af skærmen. I billederne til ‘Året’ kommer mit lille oprør til syne i kanterne på billederne. Enten fader de lidt ud, er forskubbede, eller også falder en skygge eller form ud af billedet og fortsætter udenfor. Nu er jeg ved at arbejde videre med, hvordan jeg kan præsentere billederne i et rum, brede dem ud og gøre dem mere tredimensionelle. For mig løfter det graden af relevans. Men hvis jeg skal nævne én grund til at jeg bruger fotografi, er det fordi, det er et af de stærkeste redskaber til at lære nogen eller noget at kende samt udtrykke sig igennem, som et kærlighedssprog til motivet.

 

Mere af Mette:

www.mettehartungkirkegaard.com

Instagram: @mettehartungkirkegaard

 

Mere om ‘Året, Købehavn 2018’:

www.copenhagenyear.com

Instagram: @blankt_papir

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s