Åbningstale: Photography to End All Photography

Af Rune Gade — åbningstale til udstillingen Photography to End All Photography, Brandts, 30. august 2018. 

 

Fotografiet er dødt! Fotografiet længe leve!

Tak for invitationen til at åbne udstillingen Photography to End All Photography. Udstillingens dramatiske titel — den lyder som den endegyldige dødsdom over fotografiet — fik mig til at tænke på en anden betydningsfuld udstilling om fotografi og digitalitet, som i 1996 blev vist på det, der dengang hed Fotomuseet på Brandts Klædefabrik. Den udstilling hed Photography after Photography og tematiserede det samme forhold som dagens udstilling, nemlig spørgsmålet om, hvordan digitale teknologier har forandret vores opfattelse og brug af fotografi. Der var endda en af de samme kunstnere med, som også deltager i den aktuelle udstilling, nemlig pioneren Keith Cottingham.

Jeg nævner det ikke for at insinuere at den aktuelle udstilling er uoriginal — det ville være uhøfligt — men for at understrege, at ‘fotografiets død’ — ikke helt ulige ‘maleriets død’ — er blevet proklameret ofte igennem de senere år, men at dødserklæringen også rummer sit eget paradoks, for så vidt som den ikke kun peger på fotografiets bortgang, men også på dets fortsættelse og overlevelse. Fotografiet er dødt! Længe leve fotografiet! Sådan lyder budskabet egentlig. Også med denne udstilling, forestiller jeg mig. Og ikke mindst spørgsmålet om, hvordan fotografi og virkelighed hænger sammen, forbliver i disse fake news-tider fortsat påtrængende væsentligt at diskutere.

 

Kelli Connell, Lakeside, 2016. Courtesy: kunstneren. Pressefoto

 

I forbindelse med Photography after Photography skrev jeg i 1996 en anmeldelse i Dagbladet Information. Her bemærkede jeg noget, som også er relevant for dagens udstilling. “Den analoge tidsalder, hvor der eksisterede en lighedsrelation mellem fotografiet og det fotograferede, er tilsyneladende forbi. Med billedets mulige digitalisering er analogien mellem tegn og betegnet ikke længere sikker, og det giver sig ganske markant udtryk. Photography after Photography er rig på digitalt manipulerede fotografier, der får publikum til eftertrykkeligt at betvivle billedernes ‘sandhed’.” (Information, 11. september 1996). I dag, 22 år senere, taler forskere decideret om, at vi befinder os i en epoke, der kan kaldes ‘post truth’, altså ‘efter sandheden’.

Nu har sandheden egentlig altid været et tvivlsomt begreb at forbinde med fotografier. For eksempel synes de færreste af os vel, at de fotografier, der bliver taget af os selv, fortæller sandheden om os. Afstanden mellem ens indre selvbillede og fotografiets yderliggjorte afbildning kan være temmelig afgrundsdyb. Den overensstemmelse, som det sande billede skulle rumme, forekommer fraværende. Man kan være uheldig og ‘falde dårligt ud’ på et fotografi. Eller man kan omvendt være så rutineret i at lave selfies, at man tager sig en hel del bedre ud på fotografiet, end i virkeligheden. Selv om fotografier ikke ligefrem lyver, ville det med andre ord være en tilsnigelse at sige, at de fortæller sandheden. Det ved de fleste intuitivt.

Det handler om, at vores opfattelse af sandhed relaterer sig til tid og varen, tidens udstrækning. Fotografiet handler omvendt om at fange øjeblikke, lave udsnit af tiden. Og det handler desuden om, at vores opfattelse af sandhed relaterer sig til rum og dybde, fysisk bevægelse. Fotografiet handler omvendt om at afgrænse og beskære, lave udsnit af rummet. Som den franske billedhugger Auguste Rodin formulerede det en gang, da han ville beskrive forskellen på, hvordan virkeligheden skildres mere sandt i en skulptur end i et fotografi: “I virkeligheden standser tiden aldrig.” Den ‘virkelighed’, Rodin henviser til, er naturligvis den menneskelige perceptions virkelighed. For den menneskelige bevidsthed og det menneskelige sanseapparat standser tiden aldrig. Den fotografiske teknologi er omvendt baseret på at standse tiden, at fiksere tiden.

Lige fra det fotografiske medies spæde barndom har fotograferne imidlertid kendt til og dygtigt udnyttet mediets muligheder for at manipulere med virkeligheden. Faktisk er fotografihistoriens første selvportræt sådan en udnyttelse af den tillid, der næres til fotografiets autenticitet, til at skabe en fiktion. Det første selvportræt blev taget af den franske fotograf og opfinder Hippolyte Bayard i 1840. Det viser Bayard, der med lukkede øjne poserer som en livløs, mens han sidder med bar overkrop og et hvidt dækken over sin underkrop. Bag på det papir, Bayard fremkaldte fotografiet på, skrev han dets titel, “Den druknede,” og tilføjede en uddybende, men kortfattet historie om, hvordan han var blevet forbigået af den franske stat, selv om han i tre år havde arbejdet på at udvikle en kemisk proces til at lave papirbilleder. I skuffelse over ikke at kunne sælge sin opfindelse til den franske stat, havde han derfor valgt at kaste sig i Seinen og drukne sig. Derpå lod Bayard billedet cirkulere i de bedre kredse i Paris.

Hippolyte Bayard, Drowned Man, 1840. Fra Wikimedia Commons. Referencefoto

I virkeligheden levede Bayard i bedste velgående indtil 1887, hvor han døde af alderdom. Så egentlig er selvportrættet en demonstration af, at såkaldt iscenesat fotografi har eksisteret til alle tider. Det er også en god illustration af, at fotografiers betydning er afhængig af de kontekster, de optræder i. Fotografiers betydning er ikke mindst følsom i forhold til de titler, ord og tekster, de optræder i sammenhæng med. Nogle gange ved vi ikke, hvad vi betragter, før vi læser titlen eller den forklarende billedtekst. Mange gange låser sådanne tekster vores blik, gør os blinde for at se billedet. Derfor behøver man slet ikke Photoshop eller anden digital bearbejdelse for at manipulere med fotografier. Det er tværtimod fra begyndelsen dybt indlejret i det fotografiske medies teknologi at manipulere med virkeligheden. Valg af udsnit, valg af øjeblik, valg af blænde, valg af lukkertid, valg af filmtype, valg af papirtype. Alle disse valg manipulerer med, hvordan fotografiet stemmer overens med den gengivne virkelighed. Det er valg, der på afgørende vis er med til at afgøre et fotografis betydning.

 

Keith Cottingham, Ice Cave Interior, 2006. Digitalt konstrueret 3D-model. Courtesy: kunstneren & Ronald Feldman Gallery, New York. Pressefoto

 

Alligevel er der selvfølgelig forskel. Det digitale fotografi har introduceret en radikalisering og en raffinering af valgmulighederne. Faktisk stiller de digitale teknologier os over for grundlæggende spørgsmål om, hvad vi forstår ved et billede. For det er med digitale teknologier muligt at lave for eksempel 3D-skanninger af indre dele af kroppen, som er usynlige for det menneskelige øje, og som alene via avancerede algoritmer omsættes til noget, det menneskelige øje kan opfatte som et genkendeligt og forståeligt billede. Er der stadig tale om ‘fotografi’, eller er der tale om simulationer og videnskabelige visualiseringer, som er mere beslægtede med diagrammer? Referencen til virkeligheden er stadig til stede, endda helt eksakt, men den har mere karakter af en model, end af en visuel genkendelig repræsentation. Så man kan sige, at de digitale muligheder udvider vores skepsis over for, hvad billeder er, uden at ødelægge idéen om, at billeder på en eller anden måde korresponderer med virkeligheden.

Photography to End All Photography er en udstilling, der sætter fokus på de udvidede valgmuligheder fotografiet i dag har. Valgmuligheder, der manipulerer med virkeligheden eller skaber helt nye virkeligheder. I den forstand er det korrekt, hvad katalogteksten siger, nemlig at det digitale fotografi “kan tage sig friheder, som det klassiske fotografi ikke kan.” De billeder, udstillingen rummer, ligger dermed tættere på traditionel billedkunst, såsom tegning og maleri, der fra bunden — og ofte uden noget som helst afsæt i en synlig virkelighed — skaber sine motiver. Alligevel opnår mange af udstillingens billeder deres styrke og spændstighed ved samtidig at spille på det klassiske fotografis autenticitet og troværdighed. Billederne viser konstruerede virkeligheder, der til forveksling ligner eksisterende virkeligheder. Det er for mange af de udstillede værker netop denne spænding mellem det opfundne og det fundne, fantasi og virkelighedshenvisning, der gør motiverne dragende og mystiske.

Men gå selv på opdagelse! Udstillingen rummer mange forskellige værker, der på hver sin måde åbner for spørgsmål om, hvad vi kan forstå ved et fotografi i dag. Når du står foran værkerne, kan du spørge dig selv, om det egentlig er et fotografi, du står foran? Om fotografiet endegyldigt er et dødt medie? Eller om det er genfødt i nye former?

God fornøjelse!

 

Thomas Bangsted, Sopnes, 2017. Courtesy: kunstneren & Gallery Tom Christoffersen. Pressefoto

 

Jesper Rasmussen, Nordrhinwestfalen, 2017. Courtesy: kunstneren & Galerie Møller Witt. Pressefoto

 

Udstillingen er en del af Fotobiennalen 2018, der er et samarbejde mellem Brandts, Galleri Image og Fotografisk Center.

Mere information om udstillingen her.

Mere information om Fotobiennalen her

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s