Når verden ses — om fotografiet som praksis

Kristine Kern i samtale med Kirsten Klein (San Cataldo, efterår 2018)

 

Kirsten Klein er en af Danmarks største fotografer, og uden tvivl den mest ydmyge. Jeg har været så heldig at tilbringe to uger i selskab med Kirsten Klein på San Cataldo i Syditalien. Og jeg beslutter mig for at benytte lejligheden til at dykke lidt dybere ned i hendes kunst, og hvad der driver den.

Vi sidder på mit værelse i klosteret. Det er fredag formiddag, og kirkeklokkerne bimler i baggrunden. Kirsten er meget koncentreret og tænker grundig over svarene på mine spørgsmål. Jeg føler mig ydmyg over hendes stærke nærvær — et nærvær, som man også finder i billederne, tænker jeg.

 

 

SAMMENHÆNGEN

Kirsten, jeg er rigtig glad for, at du har lyst til at tale med mig om dine fotografier. Det at sætte ord på billeder er ikke noget, du gør så tit, er mit indtryk. Du taler med billederne og ikke om dem.

—  Ja, billedet er mit sprog. Det er min måde at udtrykke mig på. Det falder mig svært med ord at sige det, jeg har på hjerte. Et billede er en måde at videregive en oplevelse, og det kan tolkes forskelligt, alt ud fra hvem som betragter billedet. Det glæder mig, at det er meget forskellige mennesker, der viser interesse for min billedverden; unge som gamle.

Du udstiller ofte sammen med billedkunstnere, og ikke i udelukkende fotografiske kontekster. Hvad giver en bredere billedkunstnerisk sammenhæng til dig og dine billeder?

—  Det er givende for mig at udstille sammen med kunstnere, som arbejder med andre udtryksformer og materialer end jeg selv. Jeg bruger fotografiet til at udtrykke min billedverden og falder på den måde naturligt ind blandt andre billedkunstnere. Jeg synes, det er meget inspirerende at udstille og samarbejde med andre. Det har ført mig nye steder hen og udviklet mig gennem den dialog, der opstår via det kunstneriske islæt, som er en inspirationskilde til livets mangfoldighed.

 

 

DET TEKNISKE

Et mere teknisk spørgsmål: Du bruger mest sort/hvid-fotografi, men også nogle gange farvefotografi. Hvad er forskellen for dig? Og hvad er det, de hver især kan?

—  Jeg har lige fra begyndelsen fotograferet i både sort/hvid og farve. Ved nogle motiver er det farven, der skaber billedet og oplevelsen, og i andre tilfælde er det mere formen og stemningen, tonerne fra helt sort over alle gråtoner til højlys, som bedre kommer til udtryk i det sort/ hvide. Det er to forskellige måder at formidle en oplevelse på. Men jeg har en særlig kærlighed til det sort/hvide.

Presser du filmen for at få det særlige kornede udtryk, der karakteriserer mange af dine landskaber?

—  Ja, det har jeg egentlig altid gjort, fordi jeg er optaget af de lidt mørkere motiver. Når det er landskaber, jeg arbejder med, så er jeg nødt til — også for at få noget form og kontrast i skyggedelene på jorden — at give det ekstra power ved at overfremkalde, så det mørke ikke bare bliver en grå masse. Herved bliver himlen overbelyst og kornet, og det giver noget struktur. Hvorimod en ellers ensfarvet og grå sky godt kan gå hen og blive lidt kedelig. Når jeg på den måde har kornene, får jeg en bedre mulighed for at give himlen karakter.

 

 

MOTIVERNE

Landskabet er dit primære motiv. Hvad er det særlige, du finder i landskabet?

—  Min interesse for fotografi udspringer af landskabet og naturen. Den opstod, da jeg som syv-årig sammen med min mor flyttede fra København op til en øde egn på det yderste næs ved Limfjorden. Det var noget af et skift at komme fra byen ud i det åbne land, både visuelt og sprogligt. Men jeg blev meget glad for alle de mange oplevelser, som min skolevej og livet på landet gav mig. Og det er blevet et grundlag for min billedverden og vel også årsag til, at jeg har bosat mig på øen Mors midt i Limfjorden.

—  Som 17-årig kom jeg i lære hos portrætfotograf Jens Juncker-Jensen på Vimmelskaftet i København. Vi var mange elever dengang, og Juncker lavede i en periode nogle konkurrencer til os med forskellige emner, vi kunne arbejde ud fra. Næsten ligegyldigt hvad emnet var, så brugte jeg naturen som udgangspunkt for mit bidrag.

Er det en særlig slags landskaber, du er optaget af?

—  Det må jeg indrømme, at det på en måde er. Jeg har rejst meget, både i Grækenland, Frankrig og Italien. Men af de billeder, jeg har taget af landskaberne der, er det meget få, jeg har brugt til udstillinger og bøger. Min motivkreds har der mere fokuseret på befolkningens levevis og de kulturelle baggrunde. Det er de åbne, norrøne landskaber, som står mit hjerte nær. Her føler jeg, at jeg kan få udtrykt det, jeg gerne vil. På den anden side har jeg en stor samling af billeder fra mine mange rejser i Italien, som jeg aldrig har fundet anvendelse for. Og det er håbet med dette ophold på San Cataldo at kunne bringe det videre til noget brugbart.

For mig at se, er der to stærke spor i dit fotografi; det formelle i form af lys og struktur og så det poetiske eller følelsesmæssige. Er det noget, du kan genkende?

—  Det er ikke noget, jeg har gjort mig bevidste tanker om, men man kan sige, at jeg har et bredt interessefelt. Det grunder måske i, at jeg er født i Stockholm og har keltisk blod i årene, som har givet mig en særlig forkærlighed og interesse for de nordatlantiske områder.

 

 

VÆRDIERNE

For mig er der noget universelt over dine landskaber. Og samtidig er de også meget poetiske.

—  Jeg er optaget af motiver, der udtrykker noget evigt eller universelt. Det er en stærk trang i mig, og den bliver ikke mindre, jo værre hele verdenssituationen udvikler sig. Jeg har brug for at videregive nogle af mine oplevelser i naturen og de landskaber, der omgiver os, for på den måde at gøre opmærksom på de værdier, der er værd at værne om. Hvis der skal være nogen mening i at gå og fotografere hele livet, så må jeg også give mine tanker og meninger til kende via billederne — og så håbe på, at det kan formidle en glæde over og en forståelse for naturens sårbarhed.

 

 

Du har også fotograferet mindesmærker og ruiner. Og dine landskaber bærer ofte spor af naturens kræfter og processer. Kan du fortælle mere om baggrunden for det?

—  Jeg kan godt lide, at der er spor af menneskers virke, og at det kommer til udtryk i billedet. At det fremgår, at et sted har været beboet i generationer, måske gennem tusinder af år. Vi har været her så længe, og vi skal lære at tage vare på både natur- og kulturværdier, så vi kan videregive dem til de kommende generationer. Derfor står jeg også i et vadested lige nu. Jeg ved ikke, om jeg kan gøre noget, der er anderledes. Jeg synes, at det er en helt sindssyg situation, menneskeheden har bragt sig selv i. Værre end det nogensinde har været i min levetid. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal … Det går jeg og tænker over … Det er svært at gøre andet, når der ikke er politisk vilje til at se virkeligheden i øjnene, end at forsætte med at fotografere.

 

 

Jeg kan se det med, at du viser os nogle andre værdier, og at det også kan have betydning. At man godt kan gøre en forskel på andre måder end ved at stå på barrikaderne.

—  Det oplever jeg i hvert fald, at folk er glade for og har brug for. Så det er ikke helt håbløst, men derfor kan man godt gøre sig nogle tanker om, hvad man ellers skulle gøre. Om jeg kunne finde et andet udtryk eller vise nogle andre emner. Det er jo landskabet og naturen, der er mit sprog. Jeg kan også godt lide at fotografere mennesker. Men det er, som du siger, mennesker der arbejder med landskabet, og som er en del af den form for liv, jeg synes er interessant. Hvor man har respekt for jorden og alt skabt. Jeg holder meget af den animistiske måde at tænke og leve på, og jeg føler mig hjemme sammen med mennesker, der lever på den måde.

 

 

Og det har du mødt i Irland?

—  Ja, på sin vis. Måske er det også mit keltiske blod, der svinger godt med det irske. Jeg har i al fald mødt en stor spiritualitet i forhold til livet og naturen. Historien er vigtig, og de bærer historien med sig. De taler om hændelser, der er sket i 1200-tallet, som var en del af deres egen familie. Jeg synes, det er meget spændende og tiltalende med så stor en bevidsthed om stedets og befolkningens kultur og historie. Det giver en ærbødighed i livet, til sproget, til landskabet, til musikken.

 

 

Når jeg kigger på dine fotografier og hører dig fortælle om dem, så handler det meget om at skildre det enkle, gode liv i pagt med dér, hvor man er. Og på den måde, tænker jeg også, er der en overensstemmelse mellem, hvordan du selv lever, og hvordan du fotograferer. Dine motiver. Kan man sige det?

—  Ja [ler]

I forhold til det, vi talte om tidligere, med at ændre eller ikke ændre verden, så tror jeg på, at man kan gøre en forskel ved sit eksempel. Ved at folk ser, hvordan man lever og gør.

—  Vi, min mand Steen Folmer og jeg, prøver at leve i overensstemmelse med vores idealer, og det betyder utroligt meget for os. Børn i vores omgangskreds synes, at det har betydning for dem at kende os.

Jeg ser en stor konsekvens i dit arbejde. Og en overensstemmelse mellem den måde du lever på, den måde du arbejder på, og de værdier, som du formidler.

—  Jeg forsøger at gøre mit bedste. Så godt jeg nu kan.

 

 

 

De fleste af fotografierne, som illustrerer dette blogindlæg, stammer fra bogen Kirsten Klein: En hymne til Irland. Land of Spirit, Tjaldur 2012.

Bogen kan købes i Fotografisk Centers boghandel.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s