Distance og nærhed — om fotografi, refleksion og forbundethed

Af Nikolaj Callesen

 

Fotografiet er en teknisk opfindelse, der i sit væsen kan virke refleksivt og ofte distanceret. Hvorledes kan også fotografiet i dag med pres på fælles erfaringer og fortællinger, som unikaen, maleriet og andre udtryksformer, formå at åbne op for fælles rum og resonans med vores omverden, i fælles tredje erfarings- eller fornyelsesrum?

Tingen i sig selv, unikaen bærer den magiske tilstedeværelse der kalder på vores rene forholden os. Maleriet er eksempelvis unikaen, det bearbejdede færdige. Vi indgår i relationer til hinanden til verden omkring os i den evige balancering, syntetisering og begrebsliggørelse af det eller den anden.

Det forhold er i billedkunsten forståeligt og stærkt når vi står overfor den konkrete skulptur eller det færdige maleri. Udtrykket overvælder og drager os eller vi skynder os videre afhængigt af kvalitet og vore egne præferencer, om vi bliver nået og bliver rørte. Kunsten og det magiske tredje opstår som jeg ser det netop, når vi som beskuere nås, og overvældes, eller føler os løftet ind i en ny erfaring.

Mere komplekst forholder det sig med gengivelsen, med repræsentationen, med fotografiet som kunst. Godt 175 år har fotografiet, tryllebundet og undret os, fundet sine former i sandhedsskildring, i familiefortælling, i et særligt bundet forhold til det afbillede, der er fortid, og stadig skal og kan løsne op for øjeblikket, i det magiske tredje som kunst.

 

Eugène Atget, The Steps at Saint-Cloud, 1906

 

Konceptet fotografi

Fotografiet er i sit udgangspunkt en opfindelse, et koncept, en konstruktion, et tankesæt som er omsat via teknikken til fysisk papir, eller til skærmen. En fortid der genmanes, ikke nødvendigvis, men alligevel i sit væsen, noget der dvæler ved et dét har været. Ikke underligt det til stadighed undrer og heldigvis stadig fascinerer os, dette dramatiske forhold til fortiden, til et øjebliks nærvær, til et blik under særlige omstændigheder.

Ikke underligt vi til stadighed forsøger at skille det ad, forstå delene, for derved dog at komme nærmere en essens, en helhed, for at formå at åbne op for konstruktionen, lade den nå os. I efteråret 2018 kunne man i Fotografisk Center, med AVPD’s udstilling Optøet tid, se fotografiet skilt ad. I sine tekniske dele. I sin funktionalitet som optager af lys. I de dele der til sammen og som regel som mere end summen af delene, når hen til det fotografiske udtryk.

Det er hvad der er mig på sinde her; hvorledes delene i fotografiet når hen imod og når et kunstnerisk udtryk, der måske ikke som i forholdet til tingen i sig selv, til det endelige færdige værk, som i unikaen, men ligeledes i kraft af intentionen, samt i kraft af den særlige gengivelse af det sete, formår at genmane fortiden, i et nærvær, der allermest handler om nuet. Ikke i en nostalgi, ikke som et minde, men som en intention, som et udtryk der er genetableret på papiret, på væggen, på skærmen. Som noget villet. Og så alligevel indragende en indbygget evig refereren, der adskiller det fra unikaen eller det færdige fysisk skabte værk, og komplicerer, til tider distancerer intentionen. I Unikaen kan udtrykket være mere direkte, i et, her er hvad jeg har skabt, her er hvad jeg vil udtrykke. Fælles er den emotionelle og villede intention, i fotografiet ligeledes et udtryk, her hjulpet på vej af teknikken som redskab, og med gengivelsen, med repræsentationen klæbende til sig, med lyset med det tilbagevendende; dét har været. Det er et komplekst forhold fotografiet inddrager i sin intention. Det dragende ved fotografiet, er samtidig dets evige mysterium, og problem, den indbyggede distance. I tid og i teknologi.

.

Luigi Ghirri, New York, Soho, 1986

 

Fotografiet og mødet med verden

Det er altid fotografens omverden, menneskene han møder på sin vej, træerne, husene, modellen i fotostudiet, verden omkring ham der er leret, der er farverne han skal blande, der er lærredet, han skal møde, åbne sig for og i samspillet hermed skabe sit udtryk. Derfor er det en gengivelse, men afgørende en gengivelse med en intention, en genkaldelse af et møde med verden, på en bestemt måde, på en måde der når det lykkes, kan sætte fri, og åbne for et fælles nyt og tredje rum med beskueren. Det er når mødet lykkes, når syntesen og forbundetheden, eller ”resonansen” med omverdenen lykkes, at fotografiet formår at kaste sin distance af sig, og også besidder potentialet til at skabe den nye erfaring hos beskueren, lægge grunden for det fælles tredje, for et rum for bevidst samhørighed, som løfter til at et nyt møde og rum er muligt.

Når fotografen tager et billede fra landskabet, er det at udtrykket opstår i den bestemte måde at se, at ville sin omverden. Ikke som en sandhedsskildring, eller med et krav på en bestemt virkelighed som er eviggyldig. Det løsner fotografiet fra sin klæben til den rette gengivelse af det sete, til at nå et rum, hvor det handler om intentionen, og i sidste ende om at nå den anden, om det potentielle møde. Hvor det handler om det partikulære syn, det villede, intentionen, hvad har fotografen set, og hvad rækker han ud til mig som beskuer med det han har i sinde, det han ønsker at dele ud af, og det magiske opstår, når jeg nås, når jeg bliver rørt.

 

Paul Graham, Las Vegas, 2005

 

Distance og demontering

Vi må til stadighed pille fotografiet fra hinanden, dets distance, i teknik, i tid, kræver af og til demonteringen, for at forstå hvorledes det kan nå det kunstens rum, hvor måske syntesen eller svingningen, resonansen opstår, imellem det sete og beskueren, imellem intention, og modtagelse, hvor det forunderlige opstår, som altid i mødet, her med fotografiet, med kunsten som den potentielt forløsende faktor. I dag er både fake news og billedmanipulering et vilkår i enhver gengivelse også fotografisk. Tiden hvor et mindre kompliceret forhold til det skildrede eksisterede er forbi. Det stiller yderligere krav til vores refleksion, og i værste fald til den indbyggede distance i fotografiet. Når det ikke lykkes at forløse distancen, scroller vi upåvirkede og skuffede, videre, eller udtrykket forsvinder i billedmanipulationens endeløse muligheds hav. Her er det igen intentionen i fotografiet som billedkunst der bliver afgørende, for om distancen også her, kan ophæves og jeg som beskuer nås.

Hvis ikke vi var kritiske, hvis ikke vi af og til pillede delene lidt fra hinanden, ville fotografiet måske endnu være fast klæbet til det afbillede, som postkort, som sandhedsvidne, som nostalgi, som familieminde, og måske for længst have mistet sin fascinerende karakter. Og alligevel, i sit udgangspunkt, i sin opfindelse, bærer fotografiet en optimisme, en begejstring, et håb, en vilje til verden, til lyset og vores omverden. Den omverden, som vi af og til er i dyb længsel efter samhørighed og resonans med, hvorfor vi i refleksionen og med viljen må genetablere vores færden i den. På samme måde med fotografiet, hvis ikke vi til stadighed befandt os i refleksionens rum overfor den distance der ligger i dets teknik, dets genmaning af fortiden, ville fotografiet ikke længere formå at åbne netop for den bevidste samhørighed med verden, for den nye erfaring, for mødet.

 

Awoiska van der Molen, 2005

 

Fascination og forundring

Det er i fascinationen og med forundringen, at fotografiet kan noget særligt, med intentionen, med viljen, med begejstringen, med kærligheden og med refleksionen, med genfortolkningerne, de konstante genovervejelser at også fotografiet, som unikaen formår at skabe kunstværker. Når fotografiet af og til går kringlede veje, skyldes det måske den indbyggede distance, en distance der ikke i vores tid er mindre kompliceret af mobilfotografi, sociale medier og fotografiets allesteds nærvær i de digitale realiteter vi også bevæger os i. Måske indlysende at netop fotografiet er bærende i vores digitale kulturer, og ikke desto mindre presserende at være opmærksom på den indbyggede distance i mediet, hvis det skal forløse sit potentiale som kunstform, som et medie der kan skabe åbninger for ny erfaring og nye fælles rum.

I høj grad nødvendigt med analysen, med den konceptuelle, og undersøgende fotokunst, den der søger afklaringer ved at se på delene, finder sprækker og lader lyset trænge igennem på nye måder, for atter at lade fotografiet få lov, at være hvad det er, et færdigt udtryk, noget villet, noget der rækker ud.

Vi er i et stadigt genfortolkende forhold til verden, vi må lære den at kende på ny igen og igen. Hvor en bevidst samhørighed med den er brudt eller partiel, er smerten tilsvarende høj.

Vi lever måske i en samtid hvor refleksionsniveauet er meget højt, hvor distancen til verden trænger sig på i mange henseender. Også her har kunsten en rolle, som forløser, som frigiver af fælles rum og erfaringer. På samme måde må fotografiet, refleksivt som det er sit væsen, være proaktivt for at komme på omgangshøjde i en tænkningens tid, for netop at nå de forløsende momenter, kroppen involveret, der synes at være god brug for.

Fotografiet kan være bøvlet, og inddrage en masse tænkning, ikke desto mindre er det uomgængeligt i vores tid, og ikke desto mindre magisk og fantastisk er det når også fotografiet formår at forløse i kunstens rum. Når dets indbyggede distance, også i en bredere eksempelvis digital sammenhæng, brydes ned, og det nye rum etableres, når også fotografiet som unikaen kalder på nærvær og fornyet samhørighed med verden omkring os.

 

 

Reklamer

2 thoughts on “Distance og nærhed — om fotografi, refleksion og forbundethed

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s