ORIGINALITET — KUNSTEN AT GØRE NOGET TIL SIT EGET

Af Josefine Wiell Bisgaard Mikkelsen

 

Har man som kunstner opnået stor succes og originalitet, er det nærmest en umulighed, at andre ikke inspireres af ens kunstneriske virke. I den forbindelse har det undret mig, hvad der egentlig giver den approprierede og den parafraserede kunst sin berettigelse, og hvorfor det som kunstner giver mening at lave værker på baggrund af andre kunstneres virke og praksis.

 

EVERYTHING REPRESENTS — NOTHING IS

Fotografisk Center er netop nu aktuel med udstillingen Everything Represents — Nothing Is. Udstillingen består af værker, hvor en række samtidskunstnere har forholdt sig til filminstruktøren Ingmar Bergmans kunstneriske virke, med særligt fokus på hans forhold til billedkunsten, gennem appropriationskunst og parafraser. 

Appropriationskunst er en kunstform, hvor materiale eller dele af det tages andre steder fra og sættes sammen til noget nyt, og parafraser er, når kunstnere frit bearbejder en anden kunstners værk. Fælles for begge er altså, at kunsten laves på baggrund af anden kunst. Traditionen for disse kunstformer går langt tilbage, og mon ikke den fortsætter langt ud i fremtiden.

 

KUNSTBEGREBETS FORANDERLIGHED

Kunstbegrebet er ikke en konstant, tværtimod, det er i konstant udvikling. På trods af dette hænger tidligere definitioner ved for mange – særligt kunst- og æstetikbegrebet fra oplysningstiden, hvor kunsten adskilles fra håndværket og videnskaben, og senere modernismens begreb om l’art pour l’art. Kunstbegrebet har sidenhen udviklet sig, og kunsten kan i dag siges at være alt lige fra det flygtige og immaterielle til det håndgribelige materielle. I dag findes der altså mange definitioner på kunst, og deraf følger en enorm kompleksitet.

Mange har jeg indtrykket af stadig har en idé om at kunsten skal være original, og at dem der laver original kunst kan anses som genier. Personligt har jeg også en forhåbning om, at denne originalitet og autonomi stadig findes i kunsten, men i virkeligheden tror jeg, at dette er en romantisk forestilling. Kunstnere inspireres på kryds og tværs, og sådan har det altid været. Så om man faktisk kan skabe noget ud fra fuldkommen fri fantasi, er tvivlsomt. Hver især, kunstner eller ej, ser vi mange ting og får mange erfaringer gennem livet. Disse, forestiller jeg mig, lagres i ens bevidsthed, og dette råstof arbejder man så videre med, enten bevidst eller ubevidst.

 

PERSONLIGE REFLEKSIONER

I min egen praksis har jeg også spekuleret over denne problemstilling længe, og det vender hele tiden tilbage. Jeg har altid ubevidst haft en eller anden angst for at lave noget, der allerede er blevet lavet af andre. Originalitetens utopi hjemsøger mig. For eksempel tog jeg sidste sommer i sommerhus på Helgenæs for at fotografere helt afskærmet fra omverden og medier, og fra den indflydelse de kunne have på mine kreative visioner og idéer. Efterfølgende vender jeg forhåbningsfuldt hjem med en række negativer til fremkaldelse. Et af de fotografier, jeg fik fremkaldt, ses nedenfor.

 

27
Josefine Venus: White Legs, 2018

 

Dette fotografi var min favorit af alle de fotografier, der blev taget den sommer, og sådan har jeg det stadig. En dag sidder jeg så på jagt efter inspiration og falder over fotografen Viviane Sassen (f. 1972). Jeg bladrer igennem et utal af smukke fotografier og støder på fotografiet nedenfor. Da jeg ser det, kan jeg ikke undgå at komme til at tænke på mit eget fotografi og nogle af lighederne derimellem. 

 

Viviane-Sassen
Viviane Sassen: Vesuvio, from Of Mud and Lotus, 2017

 

Begge fotografier tager udgangspunkt i kroppen, med hvilken der er dannet en abstrakt komposition. Og så er æg, eller noget der minder om, en del af begge fotografier. Noget andet er brug af lys og skygge. Selvom der er store kontraster imellem de to fotografier, kan man godt se ligheder i måden benene danner skygger på. Det fascinerende er, at jeg ikke har haft hendes fotografi i hovedet, da jeg tog mit eget, og omvendt, men at fotografiernes resultat ligger op ad hinanden. Jeg må så sige, at hendes fotografier efterfølgende har været en stor inspirationskilde for mig.

 

Fe101048
Man Ray: Egg and shell, Solarization, 1931

 

Viviane Sassen var imidlertid ikke den første, der fotograferede æg i komposition med kroppen. En anden, der gjorde det, var fotografen Man Ray (1890-1976), hvilket er et langt tidligere eksempel. I det smukt komponerede fotografi The egg and the shell fra 1931 ses også en komposition kroppen — i dette tilfælde to hænder, et æg og så en muslingeskal som et nyt element.

Og sådan kan man blive ved med at finde reference på reference på reference. Alt kan altså på en eller anden måde forbindes på kryds og tværs i et stort strukturalistisk referencesystem. Og hvem der første gang fotograferede kroppen og ægget i samspil, og dermed skabte originalen, kan være svært, nærmest umuligt, at finde ud af. Hvad kom først, hønen eller ægget?

 

BAUDRILLARD OG ORIGINALITETEN

En, der har behandlet idéen om originalerne, er postmodernisten Jean Baudrillard (1929-2007). Ifølge Baudrillard reproduceres verden gennem medierne — for eksempel gennem kunsten som medium. Medierne, mener han, skaber et filter mellem mennesket og verden, og dette filter gør, at virkeligheden fordrejes for os. Derfor kan vi ikke længere skelne mellem, hvad der er sandt og falsk, originaler og kopier.

“Everywhere one seeks to produce meaning, to make the world signify, to render it visible. We are not, however, in danger of lacking meaning; quite the contrary, we are gorged with meaning, and it is killing us.” — Jean Baudrillard

Historien gentager sig selv. Alt går igen. Og kunstnere, værker og udstillinger kan gennem gentagelse få et nyt liv, og genfødes i en ny tid, kultur og kontekst. Hvad vi hver især anser for originaler, afhænger af vores individuelle baggrund. To mennesker kan se på det samme fotografi og tolke det fuldkommen forskelligt. På samme måde kan to mennesker skabe fotografier, der ligner hinanden, men med vidt forskellige intentioner og idéer.

 

ORIGINALENS KOMPROMIS

Den uopnåelige originalitet er et vilkår for nutidens kunstnere og fotografer, hvor alt på sin vis er lavet før. Dette må man finde en måde at slutte fred med. Det vil jeg i hvert fald forsøge, og dermed ikke stræbe så meget efter originalernes utopi. Uden inspiration fra andet og andre er jeg sikker på, at der var en del kunst, der aldrig var blevet til.

Om kunsten så er appropriationskunst, parafraser eller blot skabt på baggrund af en inspiration, så er det en måde, hvorpå man kan holde kunsten i live ved at genaktualisere den i nye kontekster. Det kan godt være, at alle værker ikke som sådan er originale, men de er unikke, og det må man stille sig tilfreds med.

 

Josefine Wiell Bisgaard Mikkelsen // Josefine Venus

Praktikant hos Fotografisk Center og kunsthistoriestuderende på Aarhus Universitet.

www.josefinevenus.tumblr.com

Coverbillede:

Josefine Wiell Bisgaard Mikkelsen // Josefine Venus

 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s