Vinteren varer også kun et øjeblik

Af Lisbeth Johansen

 

Et indlæg om kærligheden til fotobøger med udgangspunkt i Winterjourney/Sentimental Journey af den japanske fotograf Nobuyoshi Araki.

De fotobøger, som har gjort størst indtryk på mig, er ofte de bøger, hvor fotografen har haft en særlig grad af personlig investering. Bøger, der er som et kig ind i en andens virkelighed, som måske nok ser anderledes ud end min, men hvor jeg forstår systemet, fordi jeg fornemmer mennesket bag.

Nobuyoshi Arakis bog Winter Journey/Sentimental Journey er en af den slags bøger. Bogen er udgivet i 1991 og er en klassiker. Den består af to dele: Winter Journey og Sentimental Journey. Samlet set er bogen en intim og personlig beretning fra fotografens eget liv, afspejlet i to store livsbegivenheder: indgåelsen af ægteskabet og senere tabet af partneren til døden. Bogens anden del, Sentimental Journey, er et intimt indblik i Arakis bryllupsrejse og blev udgivet som en selvstændig bog i 1971. Den var en af de allertidligste fotobøger, der gjorde brug af snapshottet i dagbogsform. Araki kaldte denne fortælleform for I novell; en måde at arbejde fotografisk, hvor fotografen vender kameraet mod sit eget liv som et spejl. En metode, som i særdeleshed den amerikanske fotograf Nan Goldin efterfølgende er blevet kendt for, og som genfindes i hendes projekt The Ballad of Sexual Dependency, der blev vist som slideshow i 1985 og udgivet som bog i 1986.

Araki er i dag mest kendt for sine billeder af kvinder, som ofte er bundet op i pirrende og submissive positioner. Men tænker man på Araki, tænker man også ofte på dateringen: Det digitale tal, der figurerer i nederste venstre hjørne på de fleste af hans billeder. Tallet indikerer, at billedet er bundet til tiden og til et givent øjeblik. Denne datering er også at finde i Winter Journey/Sentimental Journey,men kun i bogens første del.

Selve historien åbner med et billede af en kat, som leger i et tomt vinterlandskab. Billedet er dateret ’90 2 1. Men i takt med at man bladrer bogen igennem, opdager man langsomt, at man er vidne til en baglæns nedtælling. Først en erkendelse af tomhed, så en begravelse, siden et sygdomsforløb: Et tab.

Vinterrejsens sidste billede er et festbillede. Et snapshot af et par, som må antages at være Araki og hans kone. De danser og smiler, mens en kvinde ved siden af dem synger i mikrofon. Billedet er dateret ’89 5 17, og i kontekst til de foregående billeder står det stærkt. Et fjernt minde af noget, som engang var.

 

 

Bogens indpakning understreger fortællingens intimitet og præsenterer samtidig bogen som et særligt objekt. Et skrin af minder. Det er med omslaget, som er en æske, at man fornemmer, man sidder med noget dyrebart. På æskens forside er der en tegning af et kvindeansigt i gråtoner og en del japanske tegn, alle sorte på nær et enkelt, som er rødt. På bagsiden er der en sort kat, også tegnet. Kvindens blik er rettet ligefrem, men glider forbi mig. Kattens blik møder jeg. En Japan-kyndig ville sikkert kunne sige en masse om både de mange tegn og tegningerne på bogen. Men en del af oplevelsen for mig er, alt det jeg ikke ved og forstår om denne bog. Da jeg fik den i hånden første gang og stadig i dag, hvor jeg har set den flere gange og også har læst, hvad andre har skrevet om den, vidner den om mysteriet.

Bogen inden i æsken er rød. Knaldrød, som røde læber, eller som det enlige røde tegn på bogens forside. Her møder jeg for første gang den legende kat i det tomme vinterlandskab. En kat, viser det sig, som siden vil forfølge mig. I hele den første del af bogen vil den dukke op i forskellig form, indtil den afslutningsvis vil stirre på mig med sit intense blik fra sin plads på omslagets bagside.

 

 

Bogens anden del, Sentimental Journey, behøver derimod ingen kat. Her møder vi i stedet den unge kvinde, nogle gange nøgen, andre gange påklædt, som oftest er hun topløs. Hendes udtryk er sørgmodige, intense, eftertænksomme og nogle gange med antydningen af et smil. Vi ser den uredte seng, kvindens krop i sengen, og ansigtet i nederste del af billedet, der vidner om klimaks og orgasme. På et enkelt opslag ser vi ikke kvinden. Her er i stedet en sommerfugl, som passerer en blomst, og en stor rektangulær sten. Er det en bænk, eller er det en grav?

Det uundgåelige lader mig ikke upåvirket, men strejfer mig som en flygtig sommerfugl i en sandhed om livet og døden som uadskillelige rejsepartnere. Du er her kun så kort, fik du nu det ud af det, som du ville?

 

 

Dette indlæg er det første i en serie. Hver måned i et år vil jeg lave et indlæg om en fotobog, som har gjort særligt indtryk på mig. Jeg vil skrive om bøger, som har rørt mig, forundret mig, provokeret mig eller som på andre måder har haft en særlig betydning. Jeg skelner ikke mellem nye og gamle, små eller store, klassikere eller ukendte. Jeg vælger i stedet de bøger, som føles rigtige, og som rammer min smag.

 

Billeder af bogen: Lisbeth Johansen

 

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s