Heikki Kaski Tranquility

A Grain of Sand on the Bottom of the Ocean

  af Lisbeth Johansen

 

Et indlæg om kærligheden til fotobøger; denne gang med udgangspunkt i bogen Tranquility af Heikki Kaski (f. 1987). Heikki Kaski var en af de udstillende kunstnere i udstillingen “Things, Places, Bodies” under Copenhagen Photo Festival 2019, hvor man også kunne se bogen. Dummyudgaven af Tranquility vandt Unseen Dummy Award i 2013, og bogen blev efterfølgende udgivet hos det hollandske forlag Lecturis. Den blev udsolgt kort efter udgivelsen og er endnu ikke blevet genoptrykt.

Heikki Kaskis bog er poetisk og smuk — og har en foruroligende og rå undertone, nogle gange så anmassende, at det føles som en underliggende vold, der ligger og lurer under overfladen. Jeg fik lyst til at gå på opdagelse i den, læse den som poesi og forsøge at beskrive det, som ikke umiddelbart kan beskrives med ord.

Tranquility er navnet på en lille by med omkring 800 indbyggere i det landlige Californien. At byen ligger afsides og ikke fylder meget, forstår man hurtigt, da et af bogens første billeder er et luftfoto over området, hvor man ser byen aftegnet. At der er varmt og tørt, slås fast af bogens andet billede, som viser et ørkenlandskab, hvor noget, der ligner en støvsky, kommer op af jorden; et vejrfænomen jeg ikke helt kender til, men som vist ofte optræder på disse breddegrader. En klassisk start for en bog om et sted. Alligevel fik jeg allerede ved første øjekast den fornemmelse, at afmærkningen på landkortet handlede om mere end blot en stedsangivelse. At det på en eller anden måde var et tegn, et varsel eller en udpegning af noget, jeg skulle være opmærksom på, mens jeg bladrede videre.

I et luftigt layout med mange hvide sider møder jeg landskaber, huse og spor. Jeg stopper ved et dobbeltopslag med to billeder af det samme træ, pakket ind i hvidt lærred. De to billeder er taget fra næsten samme vinkel, men med lidt forskellig afstand. Det er angiveligt mørkt på det ene billede, lyst på det andet. Det hvide lærred, træet er pakket ind i, virker nusset og beskidt. Det nussede lærred får det hele til at virke mystisk og lidt suspekt, som om noget er forsøgt skjult.

 

 

De personer, der optræder i bogen, kommer kun sporadisk til syne mellem landskaber, huse og spor. Hver gang en person toner frem, er han eller hun helt eller delvist skjult. Nogle ser vi bagfra eller med bortvendt ansigt, skjult bag hår eller puder, og en er gemt bag en hund. Andre gange er det i kraft af billedets efterbehandling, at identiteten viskes ud. På et dobbeltopslag i starten af bogens tredje del er to personer portrætteret; den ene foran et hegn, den anden på en mere åben plads. Det er tydeligt, at der er tale om en portrætsituation, for personerne har front rettet mod fotografen. Den ene poserer med let spredte ben og spændte armmuskler, mens den anden forekommer mere neutral med løsthængende arme og akavet ben-stilling. Men det er også det eneste, vi får at vide, for deres ansigter er ikke belyst. Med dette greb sætter fotografen selv et spor og gør derved opmærksom på sin egen tilstedeværelse i bogen. Samtidig fremhæver personernes slørede identitet deres kropslige fremtoning og kendetegn. Eksempelvis træder de rå og til tider primitive tatoveringer, som flere af personerne bærer, tydeligere frem, og det bliver nærmest uundgåeligt ikke at forbinde bogens varierede motivverden i et samlet narrativ, der er forbundet til den underliggende stemning af vold. Et sort-hvid-fotografi af en gammel barberstol giver mig associationer til den elektriske stol. Mens et billede af en spisebordsstol, der er stillet foran en dør, giver mig flere forestillinger om en kriminel handling.

 

 

I begyndelsen er bogens underliggende stemning noget, jeg fanger fra bogens billeder. Men da jeg studerer bogen nærmere, ser jeg, at bogens tekst rent faktisk underbygger den fortælling, min underbevidsthed allerede har fanget. På bogens forside, som er sort, står med forhøjet skrift en tekst, som også er sort, hvilket gør at den sagtens kan overses.

Teksten er en transskription af en udtalelse, optaget på bånd, fra en af byens indbyggere og beskriver en hændelse, som angiveligt skulle være sket i 60erne eller 70erne. En slags invasion af aliens, der pludselig var over hele byen, og som resulterede i en masse underlige lyde. Hændelsen havde været så mærkelig, at ingen i byen siden havde talt om det. Og traumatiseringen var så dyb, at taleren selv var i tvivl om, hvorvidt det i virkeligheden var noget, han havde drømt.

I bogens midte er der en sektion på i alt 14 sider, som deler bogen i tre dele. De 14 sider består af opslag med orange sider sat over for billeder af en blå himmel med fugle i forskellige formationer. Bruddet fungerer godt sammen med teksten på bogens forside. Det samme gør tre små tekststykker, som står på tre af de orange sider:

”You’re tiny. A grain of sand on the bottom of the ocean.”

”Little weird things are happening in the weather.”

”Those are all the signs.”

 

 

I en samtale, som jeg efterfølgende har haft med Heikki Kaski, blev jeg opmærksom på, at transskriptionen også kan læses i lyset af den pre-Trump-tid, i hvilken bogens fotografier er blevet til: Indbyggerne i Tranquility er sig selv bevidst om deres ubetydelighed i verden, såvel som i det amerikanske samfund. Frygten for de fremmede, der truer med at omringe byen, kan i det lys også ses som frygten for immigranter.

Alligevel er alle symboler, som kan bidrage til den stereotype forestilling om USAs små patriotiske byer, væk. Vi ser ingen våben, bortset fra et enkelt, der anes et i en collage til sidst i bogen. Vi ser ingen religiøse handlinger, bortset fra et meget diskret billede af en dåb i bogens første halvdel, og ingen amerikanske flag. Fravalget er et bevidst valg fra fotografens side. I stedet for på klassisk dokumentarisk vis at skildre byen, tager han os med på en rejse ind i stedets vibrationer, som han møder med sit eget nervesystem. Tranquility bliver på den måde som en af de drømme, det er spændende at gå på opdagelse i, men som det også er en lettelse at vågne op fra. Med de underspillede billeder og det minimalistiske layout forledes man som læser til associationer og forestillinger, måske endda fordomme, og bogen er på den måde forførerisk. ”Er du nede med det?”, synes bogen nu at spørge med sin titel.

 

 

Dette indlæg er det andet i en serie på 12. En gang om måneden i et år vil jeg lave et indlæg om en fotobog som har gjort særligt indtryk. Jeg vil skrive om bøger som har rørt mig, forundret mig, provokeret mig eller som på andre måder har haft en særlig betydning. Jeg skelner ikke mellem nye og gamle, små eller store, klassikere eller ukendte. Jeg vælger de bøger som føles rigtige og som rammer min smag.

 

Tak til Heikki for billeder ©Heikki Kaski

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s