Når natten varer ved…

Af Lisbeth Johansen

Et indlæg om kærligheden til fotobøger; denne gang med udgangspunkt i bogen Mais La Nuit Ne Part Pas Pour Autant af den kinesiske fotograf Xiaoling Huang (f.1985). Bogen udkom i 2018 på forlaget La Maison De Z, der har base i Frankrig, og som er specialiseret i kinesiske fotobøger. Mais La Nuit Ne Part Pas Pour Autant er ved at være udsolgt, men forlaget udgiver snart et limited edition-sæt (1/25): en signeret bog med tilhørende print.

Når jeg bliver tiltrukket af en fotobog, er det ofte noget emotionelt eller æstetisk som fanger mig – noget, som giver mig en oplevelse af en art. Først herefter prøver jeg at finde den dybere fortælling. Mais La Nuit Ne Part Pas Pour Autant gav mig en sådan oplevelse, da jeg stødte på den til dette års fotofestival i Arles. Ved første øjekast udstrålede bogen en særlig skrøbelighed og skønhed, og selvom jeg allerede havde opbrugt kvoten for, hvad jeg måtte bruge på bøger, købte jeg den alligevel.

Jeg blev indfanget af bogens næsten helt blå omslag, som til forveksling kunne ligne et maleri, et tryk eller en tegning. Et billede, hvis eneste kontrast til forskellige blå nuancer var et nedtonet orange lys i en vinduesrude. Et billede af en nat (som bogens titel, der er lidt svær at oversætte, også refererer til). En nat, som trænger sig på, og som ikke bare forsvinder. En smuk, men nogle gange også sørgmodig nat, man kontinuerligt drages ind i.

_DSC0756

Forsiden holdt hvad den lovede, for inde i bogen fortsætter de blå scenarier. På et af billederne ses en lille gruppe mennesker på en bred vej, flere går med bøjet hoved. I bygningerne omkring dem er der lys, men gruppen på vejen, der er omgivet af mur på begge sider, virker alligevel isoleret. På et andet af billederne står en gruppe uden for, hvad der forekommer at være en afkoblet togvogn.

Man kan få den oplevelse, at menneskene på billederne er med i en forestilling, som de selv samtidig er vidner til. Og kender vi ikke alle det? Jeg gør i hvert fald. Den mærkelige uvirkelige følelse man kan få af at stå uden for sig selv, samtidig med at man føler, at man gør det. Sådan virker de fleste af de blå billeder i Mais La Nuit Ne Part Pas Pour Autant. Hvert billede er som at træde ind i en kunstig og forstillet verden fyldt med æstetisk skønhed, vemod og længsel.

Sideløbende med de blå billeder løber der et sort-hvidt spor i bogen, og disse billeder har en lidt anden karakter. Således er det første billede, man møder, når man åbner bogen, et billede af et insekt. I horisonten anes noget, der ligner en by. Siden med billedet kan foldes ud, og bagved finder man et andet billede. På et tredje billede springer en dreng i et elegant hovedspring mod et dyb. Bekymringsløst, men med en snert af noget faretruende.

Det blå og det sort-hvide spor fortsætter i en dynamisk vekselvirkning gennem resten af bogen. Drøm og virkelighed, der fletter sig ind og ud af hinanden. Erindringen og nuet i en kontinuerlig udveksling. En udveksling, der for en stund afbrydes af en leporello i bogens midte. Leporelloen er sat ind så bogen stadig kan læses kontinuerligt. Men med muligheden for at tage leporelloen ud opstår der en særskilt fortælling; en fortælling man som læser aktivt må vælge, om man ønsker at tilgå.

Det sikre valg er ikke at tage leporelloen ud, så risikerer man først og fremmest ikke at ødelægge bogen. Når man først har taget den ud, kan den være svær at sætte ind igen. Lader man derfor leporelloen blive i bogen, forbliver man i et univers, der virker som en forlængelse af de blå billeder. Tegninger af fugle på himlen, suppleret af små tekststykker på kinesisk og engelsk, adresserer glemsel og indikerer en overflade som er smuk og bekvem, og som det kan være svært at trænge igennem:

”those things past in my life, like a fading dream”
”decidedly, my youth slipped from my memory. And all of them, slipped away hastily”
”A breeze ruffled our imaginations. What we expected from old time were blown to afar.”

 

_DSC0880

Ulejliger man sig alligevel med at tage leporelloen ud, kommer der en anden og noget mere kompleks verden til syne. En kompleksitet, som er understøttet af leporelloens design. Hvis leporelloen foldes ud i sin fulde længde, rummer den dobbeltopslag og billeder, som er gemt bag billeder, som igen er gemt bag andre billeder.

”Walking through the rape flower field, kissingly gather up the secrets from younger time”

Sådan lyder en af teksterne. Men som meget andet i denne del af bogen rejser det flere spørgsmål, end det giver svar. Nogle af billederne er tegninger, og de synes at illustrere oplevelsen af at gå ind i noget; en erindring, et traume, en gammel fantasi. Derimod viser flere af fotografierne scener, der umiddelbart kan give associationer til kinesisk kulturhistorie. Men det er ikke noget, jeg ved så meget om. Med andre ord: Jeg kan ikke tyde denne sektion, og måske er det heller ikke meningen.

”the secrets let them grow”

Måske er det ikke alle hemmeligheder, der skal siges højt. Måske er det nok blot at kende til dem. Når vi ikke kan komme udenom natten, kan vi lige så godt springe ind i den med en accept af både dens lys og dens gådefuldhed.

Dette indlæg er det tredje i en serie på 12. En gang om måneden i et år vil jeg lave et indlæg om en fotobog som har gjort særligt indtryk. Jeg vil skrive om bøger som har rørt mig, forundret mig, provokeret mig eller som på andre måder har haft en særlig betydning. Jeg skelner ikke mellem nye og gamle, små eller store, klassikere eller ukendte. Jeg vælger de bøger som føles rigtige og som rammer min smag.

Tak til Xiaoling for billeder ©XiaolingHUANG

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s