Åbningstale: Thinking Like a Mountain

Åbningstale: Helene Schmitz, Thinking like a Mountain

Line Marie Thorsen

 

Line taler ved Thinking Like a Mountains fernisering. Foto af Troels Jeppe.

Jeg var ret begejstret for at få invitationen til at åbne udstillingen Thinking like a Mountain, fordi jeg har kendt til Helene Schmitz’s arbejde i nogle år efterhånden, og jeg har kontinuerligt vendt tilbage til det og de rum for refleksioner, som det åbner. Hendes værker fangede først min opmærksomhed på grund af to kvaliteter: dels er det smukke – næsten eventyrlige – værker når man først ser dem. Hendes fotografier ligger på grænsen mellem det genkendelige og det ekstraordinære eller usædvanlige, hvilket giver sådan en som mig en umiddelbar tiltrækning og nysgerrighed for motiverne og deres fortællinger. Dernæst behandler og gengiver værkerne i deres fortællinger, nogle tematikker som jeg deler Helene Schmitz’ interesse for. Jeg har arbejdet med kunst og miljøproblemer i en del år efterhånden, og der er en gennemgående æstetisk effekt i hendes fotografiske projekter, som fanger de uendeligt komplicerede forhold mellem det vi i ’Vesten’ kalder for Natur og Kultur. Helene Schmitz viser og giver os adgang til oplevelsen af at de to størrelser, som vi har det med så pænt at sortere væk fra hinanden, nok ikke er så lette at adskille endda. Det gælder også hvor natur og kultur søges idealiseret væk fra hinanden, som det sker i ellers udbredte forestillinger om den rene og vilde natur. Hvordan det tematiseres i værkerne vil jeg bruge denne åbning på at komme lidt nærmere.

Foto af Troels Jeppe

Som en første tilnærmelse kan vi sige, at natur-kultur tematikken fortsættes her på udstillingen allerede i dens titel: Thinking like a Mountain – at tænke som et bjerg. I værkerne på udstillingen ser vi mange bjerge og geologiske formationer, der på forskellig vis er blevet genstand for ekstrahering af ressourcer i de Nordiske lande: som miner for kobber og guld; som geotermiske energilandskaber af kogende vand; og som ruiner af de selvsamme industrier. Men har det nu nødvendigvis noget med bjerg-tænkning at gøre? Er det ikke mennesker, der tænker, og dermed menneske-tænkning og -handling, der har skabt det som landskaberne er blevet til i fotografierne? Og er det ikke i sig selv ret konstitutivt menneskeligt – og uendeligt kulturligt, så at sige – at tro, at vi nogensinde skulle kunne have adgang til at tænke som et bjerg, for så vidt at bjerge overhovedet tænker, og tænker på en måde der er foreneligt med et sprog, mennesker har adgang til at forstå?

Wittgenstein har ret berømt sagt, at selv hvis en løve kunne tale ville vi ikke kunne forstå den. Der eksisterer mange fortolkninger af dette udsagn, men en samtidig udlægning – som insisterer på, at vi jo faktisk både kan og kontinuerligt udfører former for kommunikation med dyr – går på, at det at være kropsligt og erfaringsmæssigt menneske ikke desto mindre betyder at kommunikation med andre væsner altid kun kan være delvis. Vi kan måske tolke tegnene, men ikke forstå grammatikken.

Foto af Troels Jeppe

Hvorom alting er, er én ting for mig at se sikkert: I den såkaldt ’Antropocæne’ epoke, vi nu befinder os i, hvor mennesket har sat sig så afgørende spor i klodens geologi, at geologer kan læse ’vores’ handlinger i jorden lag, på linje med massive fænomener som istider og vulkanudbrud, er det svært at komme uden om hvor skæbnesvangert, natur og kultur ikke desto mindre er viklet ind i hinanden. Så måske det er en god idé alligevel at prøve at forstå hvad bjerge tænker og siger, og ikke mindst, hvordan de protestere, når udvekslingen er for ensidigt menneskelig.

Jeg har, siden jeg fik invitationen til at tale her i dag, tænkt meget over hvad det egentligt er for en opgave man bliver stillet, når man åbner en udstilling. Hvad åbner en udstilling? Hvad er overhovedet pointen med at jeg eller en anden står og taler om værker som ret beset taler ret godt for sig selv? Og som taler allermest klart, efter min bedste overbevisning, når man som beskuer giver sig selv lov til at opleve værkerne uden en analytisk facitliste. Hvad kan jeg tilbyde, som værkerne ikke allerede så glimrende tilbyder selv?

Mit svar på disse spørgsmål er, at jeg netop tilbyder nogle historier og parallelfortællinger til det, der rører sig i fotografierne, og som måske tilmed trækker os et skridt nærmere mennesker og bjerges tilnærmelser af hinanden. Fortællinger, som måske kan udvide paletten af oplevelser i mødet med fotografierne. Eller i hvert fald til nogle af dem.

Helene Schmitz er nemlig ikke alene om at interessere sig for disse menneske-påvirkede landskaber og spørgsmålet om bjerg-tænkning. Det gør jeg selv og mine kolleger fra universiteternes afdelinger af såkaldt ’miljøhumaniora’ også. Så jeg vil tage mine kolleger i hænderne og undersøge hvad vi i fællesskab kan tilbyde af parallelfortællinger, på de minutter der er stillet til rådighed.

Foto af Troels Jeppe.

Lad os bruge tiden på Island, som vi ser øen på en række af fotografierne, f.eks. Blue Lagoon, Lava Fields og Evening Landscapes. De fleste kender til Island som en naturskøn vulkanø af gejsere, varme kilder, gletchere, månelignende landskaber og enorme strækninger af mosgrønne lava-formationer. Det er også versioner af dette landskab vi ser på fotografierne, og det er kombinationen af elementerne der har skabt bjergene som vi måske, måske ikke, kan tænke som. Men som allerede nævnt, er det karakteristiske ved Helene Schmitz’s værker ikke portrætteringer af ’natur’ som sådan, men af natur plus kultur. Der er rør, der bugter sig over bjergsiden, og en dampende fabrik bag den blå lagune. Naturen – gejserne, de varme kilder, vulkanerne – skaber bjerge, men alle disse elementer gør samtidig menneskers ekstrahering af energi mulig på Island.

For de fleste turister og Islands-interesserede er den blå lagune et velkendt og velbesøgt bad syd for Reykjavik, hvor man kan svømme i det lyseblå mineralrige varme vand, der bobler op fra Islands undergrund. Det er en destination i sig selv, og man kunne let tro, at badet eksisterede for dette ene formål. Badet er imidlertid biproduktet snarere end formålet med, at vandet flyder netop her. Målet er energi, udvundet af undergrundens op mod 300 grader varme vand og damp, der hentes op med energifabrikkers kilometerdybe boringer.

Siden 2013 har antropologen James Maguire arbejdet med og i de islandske energilandskaber, og med, hvordan geotermisk energi er en historie om mennesket som en slags naturkraft samt hvordan naturen er en kraft i alt fra politik til videnskab og hverdagsliv. Produktionen af energi fra vulkanske landskaber er nemlig ikke uden konsekvenser. Boringerne og kraften der udløses, når vandet hentes op og pumpes ned igen i kølet tilstand, forårsager eksempelvis menneskeskabte jordskælv. På et tektonisk overaktivt sted som Island, der ligger lige oven på mødestedet mellem den Nordamerikanske og den Eurasiske plade, er jordskælv i sig selv ikke noget særligt. Men de menneskeskabte af slagsen er alligevel særligt foruroligende. De er utilregnelige, og de mulige konsekvenser af de gentagende manipulationer af jordens rytmer er ganske uoverskuelige. Derfor er der geologer på Reykjavik Universitet, der forsker i og holder opsyn med jordskælvene, og som taler med beboerne i de nærliggende områder, når de bliver nervøse.

Boringerne foretages som de gør, fordi der er store potentialer for kapitalvinding – eller kapital-udvinding. For som Maguire fortæller os, kunne udvindingen af geotermisk energi måske være bæredygtig i en eller anden form; men den er det dog sjældent, fordi energien er blevet spændt for omskabelsen af Island til en neo-liberal stat, hvor økonomisk vinding for private energiselskaber til produktion af bl.a. aluminium prioriteres højest. Det skal gå hurtigere og være voldsommere, og gaven der var bæredygtig geotermisk energi, omskabes derfor til en problematisk industri. En industri, der i anden omgang ændrer selv de islandske bjerge; millioner of års tektoniske rytmer forstyrres, med utilregnelige jordskælv og voldsom forurening til følge, i mødestedet mellem økonomi og geologi.

I dette perspektiv er rørene i Helene Schmitz’s lava-landskaber ikke blot et overfladisk tegn eller symbol på den måde, kultur lægges over natur og underlægger sig natur. Følger man bare én af fortællingerne indlejret i de smukke fotografier, er der langt mere på spil. Og mens jeg ikke har mulighed for at dykke ned i hvert eneste af de landskaber, vi præsenteres for, vil jeg påstå at hvert eneste af dem gemmer et væld af sådanne fortællinger og forbindelser.

Foto af Troels Jeppe.

Jeg nævnte det ’Antropocæne’ tidligere, et begreb der har fået status som lidt af et modeord efterhånden. Men hvis man tager det for det, det egentligt betyder: nemlig at mennesket har sat sig så afgørende spor i planetens geologi, at man kan se det i dets strata – i jordens lag – er der nok alligevel få ord der kunne beskrive Helene Schmitz’ værker her på udstillingen lige så klart. Eller sagt mere præcist: hvad vi ser synes at tage os med ned i konkrete Antropocæne landskaber.

Teoretiske begreber er ofte så abstraherede, at det er svært at få greb om hvad de egentlig betyder. Hvis vi er overgået til planetens antropocæne epoke, hvordan ser den og det så ud? Hvordan opleves det og konkretiseres det? Hvordan erfares det sanseligt og æstetisk?

Ét svar er, at det kan ses og forstås i de landskaber, vi ser her. Det kan næsten ikke blive mere håndgribelig end i de guld- og kobberminer, der også præsenteres på udstillingen, hvor menneskelig søgen efter værdifulde metaller omstrukturerer jordens lag på den mest konkrete facon. Men et rør over Islands lava-landskaber er også et vidnesbyrd om forandringer, der bærer både energi-historier, politiske og sociale ideologier med sig. Røret er del af en infrastruktur, der griber kilometervis ned i jordens lag; trækker tråde til den industrielle revolution og energiens frigørende potentialer; til forureningen, overproduktionen og overophedningen, af både planet og økonomi. Til behovet for bæredygtige energiformer og til det komplicerede forhold, at selv vand og damp kan være økologisk ødelæggende når det spændes ensidigt for vognen af økonomisk vækst.

Set i dette lys, hvad tænker bjergene mon? Eller rettere, hvad er bjerg-tænkning i det antropocæne? Det hverken kan eller skal besvares entydigt, men set gennem Helene Schmitz’ værker er pointen med titlen nok derfor, at hvad det vil sige at tænke som både bjerge og mennesker faktisk ikke kan adskilles. Begge er dele af de natur-kulturer, der udforskes og udfoldes. I den ’Antropocæne’ epoke, hvor mennesket må forstås som en geologisk formgivende kraft på linje med millioner af års planetær historie, handler bjerg-tænkning nok så meget om mennesker, som det gør om bjerge, ligesom menneske-tænkning handler om bjerge nok så meget som det handler om, ja, mennesker. At forstå hvad bjerge er, er derfor også altid et blik tilbage på ’os selv’. Og at tænke som et bjerg er at se de typer af interaktioner der finder sted mellem bjerge og mennesker, på en måde hvor vi, konkret her i Norden, kan lære at gøre os modtagelige og lydhøre overfor de tegn, vi faktisk modtager. Der findes næppe tydeligere tegn end bjerge, der ryster i mødet med os mennesker.

 

Line Marie Thorsen er Ph.D. ved Aarhus Universitet og har i forskellige projekter beskæftiget sig med skæringsfeltet imellem kunst og natur. 

“Thinking Like a Mountain” kan ses indtil d. 20 oktober på Fotografisk Center.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s