Hvordan mon verden ser ud, hvis den åbner imorgen?

Af Lisbeth Johansen 

Et indlæg om kærligheden til fotobøger; denne gang med udgangspunkt i bogen ”Tror du vi vågner i morgen?” af den danske fotograf og fotokunstner Linda Hansen og forfatteren Maiken Abildgaard. Bogen udkom i december 2018 på forlaget Gladiator, og er et samarbejde mellem de to kunstnere.

Det var et opslag på Sarah Giersing’s instagram profil der gav mig ideen. Med teksten: ​”Dagens research har upassende, passende titler” ​viste hun billedet af to fotobøger: hverdagsessayet “​Tror du vi vågner i morgen?”​, og fotobogen “​Isolation”​ af den danske fotokunstner Tina Enghoff.

Jeg var lige blevet sendt hjem fra arbejde pga. corona krisen. Med udsigten til lettere isolation og en pæn mængde uvished i en rum tid fremover, var det nu muligt at få gjort en masse af de ting, jeg længe ikke havde haft tid til. Jeg kunne tage min essaysamling op igen; skrive et nyt essay om “​Tror du vi vågner i morgen?”

“Tror du vi vågner i morgen?” ​bygger på dialog. En korrespondance mellem to kunstnere hvor den ene kommunikerer i billeder, den anden med ord. En dialog mellem to kvinder opstået i en periode hvor begge gennemgik svære personlige kriser, og hvor begge led meget af mareridt. Gennem udvekslingen af billede og tekst, byggede de to kvinder et fælles univers: 100 værker, hvor tekstfragment og billede udgør det enkelte værk. 40 af disse værker vises i bogen. Det er mellem billede og tekst bogens fortælling opstår. En fortælling der, selvom den har sit udspring i hverdagen, flere steder fremstår nærmest uvirkelig, truende og grotesk, med en dystopisk undertone. Som en slags stilhed før stormen. 

Udfordring_98-1 Allerede I bogens første opslag lægges tonen an – En vej ligger umiddelbart åben. Jeg kan gå lige ud, eller jeg kan gå til siden, men uanset hvilken vej jeg vælger, kan jeg ikke se horisonten. Billedet giver mig den lidt kvælende fornemmelse af slumrende sommerhuskvarter på en søndag uden for sæsonen.

”Du siger, at hvis jeg går ud af den dør, sætter du ild til din pels”

Med udsigten til en åbenbar usynlig trussel, som ikke kan ses med det blotte øje, men som potentielt findes et eller andet sted derude, uden for mit blokerede synsfelt, læser jeg bogen videre.
Jeg stopper et par sider fremme ved, hvad jeg oplever som en forlængelse af den vej, bogens første billede ledte mig på. Jeg står nu i et trygt rum hvor, jeg gennem en sprække i et sæt brune gardiner, kan kigge på verden udenfor. Her møder jeg den samme blokerede horisont. Verden udenfor er begrænset til nabohuset overfor, og bag dette er en ligeledes grå og endnu højere mur.

”I sidste uge fik jeg øje på mig selv i et af nabohusets vinduer, og siden har jeg ikke kunnet finde hjem”.

Udfordring_04

Det slår mig hvor særlig vigtigt, det er nu, at vi ved der er nogen hjemme på den anden side af gaden. For begynder vi først at gø af vores eget spejlbillede, så er vi fucked. Jeg ser på den ældre kvinde med de lukkede øjne og de blå mærker i ansigtet, og mine tanker flyder til den dag hvor Danmark lukkede ned. Da jeg dagen efter blev sendt hjem fra arbejde, måtte jeg gå hjem i en kraftig storm. Her så jeg en ældre kvinde blive blæst omkuld af vinden, Hun trillede hen ad jorden, mens hendes taske og alle hendes ejendele blev spredt i alle retninger. Nogle fik samlet hende op. Jeg tog hendes taske, samlede det indhold jeg kunne finde i nærheden og puttede det tilbage i tasken, som jeg gav hende. En mand tilbød at følge hende, mens andre løb rundt efter de sidste af hendes ting.

Udfordring_26 (1)

Kvinden på billedet minder mig om den kvinde, hun minder mig også om min mormor som i øvrigt har KOL. Men nogle gange, når jeg til hverdag længe nok har følt mig tilstrækkeligt puffet rundt af andres energi, minder hun mig også om mig selv.

”​Det føles bedst at lukke øjnene, når jeg vender blikket udad”

Lige nu har jeg luft. Lige nu trækker jeg vejret.

Bag de lukkede øjne finder jeg vildtvoksende lyserøde lupiner, i en have med hvide møbler som er våde af dug. Alting virker altid lidt mere vildtvoksende i måneskær. Det er om natten at mine sanser vækkes til live. Jeg mærker duggen på mine hænder, når jeg famler blindt, mens jeg indretter mine skridt efter uglernes tuden.

Udfordring_34”Jeg havde altid en sær fornemmelse af, vi aldrig var til stede”

Tankestrømmen ender ved billedet fra en strandet færge. Jeg kan se ud af vinduet i det forladte cafeteria, at færgen er i havn, og jeg føler mig tilbage i den søvnige feriestemning der mødte mig ved bogens begyndelse. Jeg vil gerne tilbage til min drøm, og finder spor fra den i stolenes asymmetriske placering ved det ellers forladte bord.

Udfordring_56-1

”Der var også den slags dage, hvor havet vuggede os i søvn og intet fristede fra menuen”

Jeg tænker på, hvordan jeg, når jeg som barn ikke kunne sove, forestillede mig, at jeg var på et skib. Nogle gange var det en tømmerflåde, andre gange var jeg en filmstjerne i en stor hvid pels om bord på et krydstogtskib. Vi er nødt til at se realiteterne i øjnene, siger jeg til mig selv, skabe noget nyt under de betingelser, vi nu engang har. Jeg er strandet foran en stor hvid hospitalsdør. I det mindste er jeg foran og ikke bag den.Udfordring_26

”Jeg spørger dig, om du tror, jeg vågner i morgen?”

Jeg har altid vidst at begivenheder kan hænde, som vil ændre verden for altid. At vide det er ikke det samme som at have erfaret det. Det ved jeg nu. Da de to kunstnere lavede projektet, har ingen af dem nok tænkt på, at verden ca. 2 og et halvt år efter, ville stå i en pandemisk krise med apokalyptisk karakter. Nu virker det nogen steder nærmest som om at bogen er lavet til lejligheden. Som en slags profetisk foregribelse af begivenhederne, en intuitiv tagen sorgerne på forskud.

Jeg reflekterer over et billede i bogens sidste halvdel. Forskellige mennesker fotograferet fra oven, spredt ud over en større plads. Ser man grundigt efter, kan man ane, at nogen af dem går igen. Billedet er manipuleret. Jeg dvæler ved distancen mellem menneskene. Mit syn på det billede ville have været et andet for bare et par måneder siden. Jeg ville have set kritisk på det, nu ser jeg et livsvilkår, og deri også erkendelsen af hvor forbundne vi er.

Udfordring_75Den kollektive bevidsthed har ændret sig. Men billeder har det med at tilpasse sig. De opfører sig som om de for altid har været der, mens de igen og igen trofast møder os, med den nye bevidsthed vi læser ind i dem.

Bogens sidste billede: en tom station:

“Hun : Er det for sent (spørgende)
Han : (trækker en maske ned over ansigtet)”

Hvordan mon verden ser ud, hvis den åbner i morgen?

Udfordring_100-1

Tak til Linda Hansen for billeder ©Linda Hansen 

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s