IKERASAK

at skabe et sted for at fortælle om et sted

af Victor Meyer Christensen

På Fotografisk Centers aktuelle Ikerasak[1]-udstilling er der en række store tematikker i spil, herunder mening, tid og drømme. Udstillingen kan siges at relatere sig til forskellige emner, fx den meget aktuelle debat omkring Danmarks koloniale arv, som dog kun adresseres en passant. Selvom Christian Viums udstilling måske kan kritiseres for sit begrænsede fokus på det politiske, grundet dens afsæt i kolonialhistorisk forskning, så står det klart, at det ikke er det postkoloniale narrativ, der har været drivkraften bag dette værk. Jeg vil i dette blogindlæg ikke kritisere udstillingen for sit manglende politiske indhold i forhold til en større samfundsmæssig debat om Danmarks kolonitid, men i stedet tage udgangspunkt i min egen oplevelse af værket og de ”følelser”, det vakte i mig.

Ikerasak er nemlig et skønt værk i ordets egentlige forstand, de grynede filmoptagelser i kombination med de mange arkivfotografier giver udstillingen et nostalgisk udtryk. Dette udtryk ledsages af specialkomponeret musik og en grønlandsk stemme, i et narrativ der meget forsimplet kan siges at handle om de vigtige ting: liv, død, drømme, tid og meget andet. Lyden, arkivmaterialet og filmen skaber tilsammen en slags totaloplevelse, hvor man, hvis man ønsker det, kan blive revet med af værket. Ikerasak udtrykkes igennem tolv kapitler i tekst, lyd, film og fotografi. Udstillingen er en filmisk fortælling, der i det filmiske format inkorporerer andre slags medier. Ikerasak virker stærkt på tilskueren på grund af den meget sanselige oplevelse, som udstillingen er. Men det er mere end blot det sanselige, der bidrager til oplevelsen, det er også de arketypiske temaer, som historierne i udstillingen præsenterer for tilskueren, der gør indtryk. Udstillingens brug af disse temaer skaber en følelse af, at man oplever noget ’ægte’ eller ’sandt’ i udstillingen. Der fortælles om grundlæggende livsvilkår i form af liv, død og tiden, der i udstillingen er udtrykt i en anderledes form. Skellet mellem den historiske fortid og den aktuelle nutid, som vi oplever i vores hverdag, er i Ikerasak kollapset, i Ikerasak lever fortiden i nutiden.

Inddragelsen af disse grundlæggende vilkår i den menneskelige eksistens inviterer beskueren til at tænke, og når Mona (en karakter i udstillingen) siger, at hun er mit spejl, og jeg er hendes, er det svært ikke at føle sig personligt involveret i udstillingen. Denne oplevelse indtræffer flere gange i løbet af udstillingen, når der eksempelvis spørges: ”Hvad er et minde” eller ”hvem er jeg”. Man bliver igennem den spørgende form inddraget på et personligt plan, fordi den bringer emner i spil, der normalt behandles individuelt ind i det fælles rum. Det, der interesserer mig i dette blogindlæg, er at dykke ned i min egen reaktion på Ikerasak-udstillingen, og igennem denne undersøgelse blive klar over, hvordan værket virker.

Udstillinger med spejle

En analyse som denne, som tager udgangspunkt i mit eget perspektiv, vil i et vist omfang bære et subjektivt præg. Dette skyldes, at Ikerasak i min optik indeholder en række spejle, og disse mere eller mindre skjulte spejle giver tilskueren muligheden for at vende blikket indad. Værket påkalder sig publikums opmærksomhed, men det er ikke et værk, der er lavet for beskuerens skyld, værket er noget i sig selv, og Ikerasak kan opleves meget individuelt på grund af sit potentiale for introspektiv interaktion.

Værkets forhold til tilskueren menneskeliggøres i mødet med Mona, der sent i filmen vender sig mod kameraet og fortæller, at hun ser igennem beskueren, men hun anerkender samtidig, at selvom hun er mit spejl, er jeg også hendes. Det interessante i denne sammenhæng er, at hun derefter kigger væk som en slags metafor for værkets forhold til tilskueren – en spejling er mulig, men værket har ikke brug for tilskueren for at blive komplet. Monas blik tjener også som en metafor for forholdet mellem Danmark og Grønland i form af de to landes relation til hinanden, og Grønlands uafhængighed af Danmark bliver fremhævet i momentet, hvor Mona kigger væk fra tilskueren, der i kraft af udstillingens placering i København ofte vil være dansk. Monas spejling fungerer altså på to plan; det er en henvisning til forholdet mellem værk og tilskuer både som menneske og som dansker.

Ikerasak er ikke afhængig af sin tilskuer, på samme måde som samtidskunsten ofte er, eksempelvis kræver værker som pad thai (1990) af Rirkrit Tiravanija en tilskuer for at det kan udfolde sig, men dette er ikke tilfældet med Viums Ikerasak. Værket opfordrer til en introspektiv tilgang fra publikum, og hvad der kommer ud af denne spejling, er i et vist omfang individuelt, men refleksionen sker på baggrund af værkets spørgsmål.

Udstillingen Ikerasak fortæller om et sted i Grønland, der hedder Ikerasak, men det, jeg ser i Viums udstilling, er ikke et sted, der findes. Ikerasak er et sted, hvor fortiden lever i nutiden, de døde bevæger sig rundt blandt de levende i navne og i myter. Livet i bygden adresseres gennem filosofiske spørgsmål og perspektiver, der tegner et billede af et sted, hvor livet leves ’meningsfuldt’. Oplevelsen af et sted, hvor mening eksisterer, virker i sig selv dragende. Denne observation afslører noget om mig selv og mine ønsker, men den afslører også noget om udstillingen. Baggrunden for den inspirerende oplevelse, som Ikerasak er, skyldes også udstillingens repræsentation af virkeligheden i bygden Ikerasak. Virkeligheden i Ikerasak er utvivlsomt langt mere kompleks end den, tilskueren præsenteres for i Ikerasak, og det er i denne situation, at det bliver klart at Ikerasak er en fiktion og ikke en 1:1 afspejling af virkeligheden. Ikerasak er et sted, mens Ikerasak findes i en kunsthal i København.

At træde ind i en verden

Ikerasak er et åbent værk i den forstand, at værket skaber en verden, som tilskueren kan træde ind i.

Jeg er ikke i Ikerasak, men jeg træder ind i en verden, når jeg ser Ikerasak. Værkets evne til at skabe en verden i verden vil for nogle rette tankerne mod Martin Heideggers fænomenologiske tilgang fra Kunstværkets oprindelse, og selvom der ikke er en specifik sandhed, der træder frem i værket, så opstår der i Ikerasak et rum for refleksion og erkendelse.

En videre diskussion af værksbegrebet vil jeg skåne læseren for, men Heideggers beskrivelse af værkets evne til at skabe en verden i verden virker relevant, når jeg forsøger at komme frem til, hvordan Ikerasak fungerer som værk. Udstillingen bærer en slags indbygget troværdighed i kraft af dens baggrund i det virkelige Ikerasak. Værket har med afsæt i den virkelige verden skabt sin egen verden, der ved hjælp af eksistentielle spørgsmål og arketypiske tematikker, lokker mig ind i sin verden. Et værk, der handler om et sted, bliver til sit eget sted i forsøget på at formidle et udvalgt steds ånd.

Det antropologiske projekt bliver skabende fremfor gengivende igennem kunsten, det markerer selve den ufrivillige overgang fra virkelighed til fiktion, der kan være positiv eller negativ alt efter øjnene, der ser. I denne fiktion lokkes jeg af værkets spørgende form, jeg ser overvejelserne omkring hvad for eksempel et minde er, imens jeg selv forholder mig til det.

Ikerasak kan ses som en række af repræsentationer: tiden i form af bjerget, døden i form af fjeldgængeren, selvmordet i barnets navn, ravnen som overgangen, drømmene i den unge mand, det universelle i nordlyset, fortiden i hjemsøgelsen og uafhængigheden i Mona.

Ovenstående er blot en tolkning af udstillingen, men jeg fremhæver dette, fordi det underbygger min pointe om, at udstillingens udvalgte tematikker, er af en arketypisk karakter. Effekten af disse tematikker er, at den verden, som værket Ikerasak skaber, opleves hel, den tematiserer livet fra start til slut og inddragelsen af spørgsmål som ”hvad er et minde?” og ”hvem er jeg?” giver udstillingen en eksistentiel karakter. At se tingene i et større perspektiv og stille de store spørgsmål taler til noget grundlæggende i mange mennesker, og det er med disse greb, at Ikerasak fører tilskueren ind i sin egen verden for en stund.

Selvforglemmelse

Hvis man først giver slip på ideen om, at Ikerasak er en afbildning af Ikerasak, løsriver man værket fra sine akademiske bånd, og tillader det at have et mere frit udtryk. Men at forsøge at se på Ikerasak isoleret fra sin oprindelse, både geografisk og kunstnerisk, er ikke nødvendigvis en gevinst. At glemme sig selv er en vigtig ting, det giver os mennesker muligheden for at involvere os fuldkomment i noget andet eller en anden. Dette er en oplevelse, som nogen folk jager gennem hele livet; nogen mediterer i buddhistiske klostre, andre søger selvforglemmelsen igennem kunsten.

I Ikerasak er selvforglemmelsen ikke mulig:  Idet øjeblik, hvor Mona vender sig mod kameraet, bliver selvrefleksionen uundgåelig. Den sanselige oplevelse, som Ikerasak er, bortfører for en stund tilskueren, man tages med til et sted, der ikke findes, men som opleves meget virkeligt. Igennem det sanselige kan vi som tilskuere næsten glemme os selv, men værkets spørgsmål bryder fiktionen.

Ikerasak tillader ikke den danske tilskuer at glemme sig selv. Vi bliver igennem Mona på næsten ubehagelig vis mindet om, hvem vi er, vi er nogen, og vi har en historie, og dem, vi historisk har undertrykt, ser os. Ikerasak bryder igennem denne frarøvelse af selvforglemmelsen sin egen fiktion, udstillingen Ikerasak er placeret i en kunsthal i København, og ligesom dens oprindelige inspiration Ikerasak har den en tidsbegrænset levetid. Men det brud med virkeligheden, som udstillingen er i kraft af dens fiktion, bliver i nogen grad samlet igen. Ikerasak bliver aldrig til virkelighed, men udstillingens relation til landet, den er udstillet i og den tidslighed, der er forbundet med udstillingen, leder tankerne hen på nogle af de meget reelle problemstillinger, livet i Ikerasak rummer.

Det er dette spændingsfelt, udstillingen Ikerasak hele tiden befinder sig i. Dens bånd til virkeligheden igennem dens referencepunkt, dens klare fiktion gennem totaloplevelsen i kunsthallen og dens politiske opmærksomhed på konteksten omkring det sted, den behandler.

Omfanget af denne opmærksomhed kan diskuteres, men, at den er der, er svært at benægte. Jeg havde i en tidligere udgave af denne blog skrevet: ” Vi kan ikke glemme Grønland og Danmarks fortid, men vi kan glemme, at Ikerasak er et resultat af en antropologisk ekspedition”, men desto mere jeg kigger på Ikerasak, desto klarere bliver det, at udstillingens antropologiske baggrund ikke fornægter sig. I fiktionen Ikerasak er der en forbindelse til virkeligheden i Ikerasak.

Krav til kunst

Med ovenstående in mente er det interessant at diskutere, om Ikerasak kan ses isoleret som et kunstværk og ikke som en forlængelse af et antropologisk projekt. Ikerasak-udstillingen sætter på ny gang i debatten om, hvilke krav vi kan stille til kunsten. Det er ikke Vium eller værket selv, der bringer denne diskussion i spil, men det er omstændighederne omkring værkets tilblivelse, der gør diskussionen uundgåelig. Dette værks balance mellem virkelighed og fiktion og Viums virke som kunstner og antropolog fremprovokerer også her diskussionen om, hvilke krav vi kan stille til kunsten. Skal Vium stå på mål overfor en politisk diskussion af udstillingens indhold, eller bliver han frataget sit ’faglige ansvar’ i sit virke som kunstner?

Ikerasak-udstillingen er en stærk og til tider bevægende oplevelse, der opfordrer til introspektion, samtidig med, at den undersøger et sted, der er meget virkeligt. I det fiktionelle fungerer Ikerasak. Men udstillingen er en del af Reframing Colonial Histories -projektet, der er Christian Viums forskningsprojekt, som igennem hans særlige antropologiske dialogform undersøger dansk kolonialhistorie i et nyt perspektiv, og det kan debatteres i hvor høj grad, at projektet er med til at nuancere vores forståelse af det at være grønlandsk, som er en del af hensigten med projektet.

Ikerasak-udstillingen virker dog stærkt som kunstværk, og dens filosofiske og introspektive egenskaber har en stærk effekt på beskueren. Værket skaber en verden, som man kan træde ind i, og som på trods af sit afsæt i virkeligheden kan ses som en fiktion. Værket virker som en æstetisk totaloplevelse, der næsten kan føre til en momentvis fortabelse i det smukke, man oplever omkring sig, men selvom det kan være tillokkende at kunne glemme sig selv og forsvinde ind i værket, så får vi ikke lov til det – vi er nogen og vi har en historie.

– Victor Meyer Christensen studerer Moderne Kultur ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet. Han er pt. i praktik på Fotografisk Center

Copyright på billeder: Christian Vium ©


[1] Kursiveret Ikerasak refererer til udstillingen, mens det normale Ikerasak refererer til den grønlandske bygd.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s