ON THE GO: Interview med Tofu Collective

Det kreative kollektiv Tofu Collective udforsker og formidler kunst og kultur fra Østasien og har kurateret den aktuelle udstilling Youth in ChinaON THE GO. Udstillingen viser fotografier fra tre kinesiske fotografer; Luo Yang (f. 1984), Lin Zhipeng (f. 1979) og Jialin Yan (f. 1992). De er alle en del af og afspejler den nye bølge af nutidige fotografer i Kina, der vokser op i en periode med betydelig økonomisk og social forandring. Ud fra tre personlige blikke, giver udstillingen indsigt i den private ”lille” fortælling om ungdomskulturen i Kina, set i relation til den ”store” samfundsmæssige fortælling om Kinas udvikling, og ungdommens opgør med traditioner og stereotyper. 

Vi har talt med kuratorerne bag udstillingen, Martin Wendelbo (stifter af Tofu Collective) og Nikolaj Ahlefeldt, om deres tanker bag udstillingen og deres interesse for – og relation til – Østasiens kunst og kultur.

Interview af Pauline Koffi Vandet og Isabella Aleksandra Fuchs

Kina er mere end nogensinde før til stede i nutidens vestlige medier. De internationale nyhedskanaler præsenterer ofte problemer relateret til nationale, politiske, humanitære, teknologiske eller handelsmæssige forhold. Denne dækning er bestemt nødvendige for det internationale samarbejde og geopolitiske perspektiver på Kina. Dog glemmes og misrepræsenteres andre vigtige perspektiver som ungdomskulturen i Kina. De tre fotografer Luo Yang (f. 1984), Lin Zhipeng (f. 1979) og Jialin Yan (f. 1992) giver et indblik i den ofte misforstået, glemte og oversete generation. (Foto: Lin Zhipeng)

Tofu Collective er et københavner-baseret, kreativt kollektiv med særlig fokus på fotografi fra Østasien. Hvor startede interessen for – og ønsket om at udbrede kendskabet til – Østasiens kunst og kultur?

Idéen bag Tofu Collective har været mange år undervejs og løbende taget form i takt med min (Martin) stigende interesse for og beskæftigelse med Kina i løbet af de sidste 8 år; hvor jeg har boet i landet af tre omgange, lært sproget og læst en BA i Kinastudier med fokus på visuel kultur. Jeg blev hurtigt fascineret af de unge kunstmiljøer – især fotografikunst og besøgte ofte magasin- og kunstboghandlere for at få indblik i kunst, fashion og design, hvilket mere eller mindre er umuligt at opstøve i Danmark. Jeg fik efterhånden en meget klar idé om, at jeg gerne ville producere et magasin i samarbejde med kunstnere, designere m.v. bosat i Østasien for derigennem at give indblik i kreative industrier, der er yderst underrepræsenterede i det danske kulturlandskab. Jeg følte, at der var et behov for at skabe et talerør mellem Østen og Vesten – især i en tid hvor der hersker en kritisk diskurs om Kina i de danske medier, ofte orienteret om handelsmæssige, humanitære og politiske forhold. Ved at præsentere de kunstneriske og kulturelle aspekter i Kina for et dansk publikum, vil man kunne nuancere den generelle opfattelse af landet og være med til at give en stemme til befolkningen, fremfor det kinesiske styre og mediernes omtale herom. Jeg fandt hurtigt ud af, at der er mange i Danmark, der deler en interesse for Østasien og finder det nødvendigt at etablere en formidlingsplatform for kunst og kultur fra Østasien. Jeg fik derfor hurtigt etableret en forening, der nu består af et lille, dygtigt team af grafiske designere, akademikere og journalister. Foreningen, ligesom foreningens manifest, udsprang i høj grad fra det første projekt, udgivelsen ”TOFU”, der blev udgivet i 2019, som fik international omtale og blev solgt i anerkendte boghandlere, museer og designbutikker verden over. Jeg mødte Nikolaj i løbet af min kandidat i Visuel Kultur, som hurtigt er blevet en stor del af Tofu Collective i forbindelse med alt fra drift og kuratering til projektledelse og konceptudvikling.

Billederne i jeres projekt Youth in China er legende, eksperimenterende og udtrykker en åbenhed og frigørelse fra eksisterende normer og stereotyper. Hvordan kom I på projektet og hvilke kuratoriske overvejelser gjorde I jer, inden I kontaktede de repræsenterede fotografer?

Youth In China udspringer fra vores fascinationen af de kinesiske samtidsfotografer, deres lokale forhold til både landet, men også hvad det vil sige at være ung, hvilket disse tre fotografer er kendt for at arbejde med. Udstillingen behandler noget universelt, som alle mennesker gennemgår samtidigt med at udforske hvordan køn, identitet, selvudfoldelse og kunstnerisk frihed netop florerer og opblomstrer i Kina lige nu. Alle tre fotografer giver – meget personligt – et indsigtsfuldt og anderledes indblik i ungdomskulturen; Luo Yang forsøger med sine portrætter af kvinder at udforske, hvordan køn og frihed er identitetsskabende for den kinesiske ungdom. I Kina bliver eksplicitte billeder hyppigt censureret eller fjernet. Lin Zhipeng udfordrer med sin fotografiske praksis samfundet med det tabubelagte emne og forvandler nøgenheden til noget ekstremt sensuelt. Til sidst har vi udvalgt Jialin Yan, som viser en iver efter det at forbinde følelser til vores nærmeste relationer. Resultatet af de tre fotografers bidrag til udstillingen er en rå visning af utilfredse og virile unge, der forsøger at være til — at være dem selv. Fotografierne besidder en dokumentaristisk fornemmelse, da de i virkeligheden er personlige udtryk for fotografernes liv og den ungdomskultur, de oplever i landet.

(Fotos fra venstre: Jialin Yan, Luo Yang)

Som beskuer, ser vi en klar rød tråd mellem fotograferne. Der er en gennemgående æstetik og tematik, der kredser omkring intimitet, sårbarhed, relationer, identitet, køn og frem for alt et brud med Kinas konservative og traditionsbunden kultur og normer. Hvilke (nye) perspektiver ønsker I at synliggøre eller fortælle om ungdomskulturen i Kina?

Som tidligere nævnt, fylder Kina mere i mediebilledet end nogensinde før, og denne mediedækning kan på mange måder siges at have produceret en diskursiv bevidsthed om ét Kina, der orienterer sig om staten og de problematikker, den udgør. Eksempelvis er ungdomskulturen ofte misrepræsenteret og henkastet. Kreative kinesiske unge kunstnere producerer, udforsker, udfordrer og udformer fotografiet som medie, kunsten og det politiske landskab med iøjnefaldende virkemidler. Vi oplever i Tofu Collective et sprudlende håb, melankolsk tvivl og eksperimenterende måder at tilgå fotografiet, kunsten og deres samfund på. Vi kan mærke og kan forstå på fotograferne, vi har været i dialog med, hvordan der er et generationsbehov for nye æstetiske værktøjer i en usikker verden. Med de udvalgte tre fotografer og de fotografier, vi har sammensat, tilbyder Youth In China en levende og intim præsentation af moderne kinesisk fotografering, og hvad det vil sige at være ung i et konservativt samfund i udvikling.

Vi ser også en ungdomskultur, som ikke er langt fra den ungdomskultur (som ung, vestlig kulturforbruger), vi selv færdes i. Hvilken indflydelse tror I, at Vesten har på Østens ungdomskultur og vice versa?

Selvom det er begrænset, hvor mange vestlige hjemmesider man kan tilgå på internettet i Kina, er unge i Kina langt mere bevidste om Vesten og de kulturer og kulturfænomener, der udspringer derfra, end man er i Vesten om kunst og kultur i Østasien. Der er mange grunde til denne uligvægt af kulturdistribution, og det er i særlig grad derfor, vi finder det vigtigt at skabe et mere lige forhold i kulturudveksling.

(Foto: Luo Yang)

En af vores personlige favoritter er Luo Yangs fotografi, som skildrer to unge mennesker, siddende henslængt med hver deres ben strakt ud til den anden og – på en humoristisk facon – viser samhørighed ved føddernes forening. De to unge mennesker er placeret i midten af billedet med et intenst blik direkte rettet mod kameraet, omgivet af ting, der skaber associationer til Østasiens visuelle kultur. Det er et stærkt og udtryksfuldt billede, og vi får selv lyst til at være en del af deres univers. Kender I historien bag dette billede? 

Vi elsker også selv dette fotografi. Billedet er taget fra Luo Yangs serie New Generation fra 2019. Serien blev skudt på baggrund af et ønske fra kunstneren selv. Hun forsøger med serien at fjerne ethvert politisk budskab med det formål at vise verden et billede af Kina, der afviger fra stereotyper. Fotografiet appellerer til den nye generation. Det skal ses som en fejring af det mod og den frihed, det kræver at være sig selv.

I disse ”woke”-tider, hvor der er opstået en øget bevidsthed om hvorfra og med hvilke privileger, man taler med, er I så selv bevidste om jeres egen position i projektet, og hvilket blik I ser på Kinas ungdomskultur med? I kommer selv fra den vestlige ungdomskulturs kreative klasse. Hvilke ligheder og forskelle har I erfaret, der er mellem Østen og Vesten?

Der er klare ligheder og forskelle i den ungdomskultur, vi selv kommer fra, og den forsøger vi at præsentere her. Der er noget universelt i måden man, som ung, selv opfatter sin virkelighed, og hvordan man reelt set opfattes. I mange henseender er det at være ‘ung’ sigende at være rebelsk, viril, nysgerrig, nervøs, angst, misforstået, fri og meget mere. Fotografierne kunne i mange tilfælde være taget hvorsomhelst, de taler et universelt sprog, vi alle kan forstå og relatere til – i hvert fald på et eller andet plan. Men udstillingen fortæller også om et samfund, hvori fotograferne bliver kreativt undertrykt, censureret og dermed har svært ved at realisere deres kreative fotografiske praksis. Med Tofu Collective forsøger vi at være talerør for den kreative klasse, samt præsentere et vestligt publikum for den kreative klasse i Kina. Vi er konstant bevidste om, hvordan vi bedst fremstiller kunstnerne og deres billeder, og det er derfor vi har dem med i mere eller mindre alle beslutninger. Det kan være helt ned til en beslutning om et enkelt fotografi eller tematikken en udstilling eller publikation skal berøre — og vigtigst af alt, hvordan vi berører det. Det er igennem gennemgående dialog og transparent samarbejde med kunstnerne og eksperter, at Tofu Collective kan være en platform til formidling af kunst og kultur fra Østasien. 

 

(Fotos fra venstre: Jialin Yan, Lin Zhipeng)

I nævner selv, at Tofu Collective har en fælles vision om at styrke de kulturelle og kreative bånd mellem Østen og Vesten. Hvad ser I gerne, at man som beskuer skal tage med sig videre fra jeres projekt Youth in China?

Ja, Tofu Collective har en vision og mission om at styrke de kulturelle bånd og udvide de perspektiver vi i Vesten har på Østen. For den sags skyld også den anden vej. Youth In China er en kurateret udstilling, hvor vi, igennem dialog med fotograferne, har samarbejdet tværkulturelt omkring udtrykket og tematikken. Kina har, som statstyre og land, været meget eksponeret den seneste tid i vestlige medier og er ofte blevet udtrykt gennem et fremmed øje, et iboende dominant og manipuleret vestligt henseende. Med udstillingen har vi forsøgt at give så meget plads til de tre lokale fotografer som muligt – netop for at deres blik indefra kan komme frem i lyset til et vestligt publikum. Som beskuer skal man fra udstillingen Youth In China tage et anderledes, ærligt, intimt og levende billede på Kinas ungdom med sig. Fotografierne taler for sig selv. De fortæller om en ungdomskultur, der ofte er tilsidesat, og samtidig hvordan vi i Vesten har et begrænset indblik i ungdomskulturen i Kina.

Historisk set, er ungdommen set som et symbol på håb for fremtiden, muligheder og evigt liv, og omvendt er ungdommen også set som en trussel mod eksisterende sociale normer. Gennem dokumentariske og kunstneriske virkemidler giver fotografierne ikke blot en indsigt i – og forståelse af – nutidens ungdomskultur i Kina, men frigører også de unge fra traditionelle forventninger og stereotyper og repræsenterer en fordomsfri, oprørsk og søgende generation af unge i Kina. (Foto: Luo Yang)


Om kunstnerne

Jialin Yan (f. 1992 i Fuzhou, Kina) er baseret i Fuzhou. Hun er medstifter af Mirroir Project, der ønsker at fremme og opmuntre unge kvindelige fotografer i Kina. I sin kunstneriske praksis udforsker Yan intime forhold, ungdommen og dagligdagen i Kina. Billederne er en rå indsigt i en viril og naiv ungdom, men også smuk, impulsiv og energisk. Hun er en del af det berømte Girlgaze fotografiske fællesskab og blev nomineret til BOBO SNAP Young Artist Program i 2020.

For mere information besøg: www.jialinyan.com

Lin Zhipeng (f. 1979 i Guangdong, Kina) er en Beijing-baseret fotograf, også kendt som kunstner-alias’et, No. 223, opkaldt efter en karakter i Wong Kar-Wais film “Chungking Express”. I sin kunstneriske praksis giver Zhipeng sit synspunkt på en alternativ ungdomsånd og -kultur i en ofte konservativ, kinesisk kulturel sammenhæng. Zhipengs værker har været præsenteret i  adskillige soloudstillinger både nationalt og internationalt, herunder Delaware Contemporary Museum; Walther Collection, Ulm; De Sarthe Gallery, Beijing; Stieglitz19 Galleri, Antwerpen; M97 Gallery, Shanghai m.m. Han har udgivet fotobøger i både Taiwan, Frankrig, Canada, Japan og Italien.

For mere info: www.linzhipeng223.com

Luo Yang (f. 1984 i Shenyang, Kina) er en Beijing / Shanghai-baseret freelance-fotograf, der udforsker tematikker om frihed og kvindelig og udfordrer traditionelle overbevisninger om ungdom, kvinder og kønsnormer i det kinesiske samfund. Hun fik anerkendelse for sit årti lange fotografiske arbejde Girls, som er et manifest for en mere fordomsfri og uafhængig kinesisk ungdomskultur. Luo Yang dimitterede fra det anerkendte Lu Xun Academy of Fine Arts i 2009 med en bachelor i kunst og grafisk design. Hendes fotografiske værker er blevet udstillet over hele Kina og hun har deltaget i større shows rundt omkring i Europa, herunder blandt andet Ai Weiwei’s Fuck Off 2 (2013), BBC 100 Women (2018), BredaPhoto Festival (2020).

For mere info: www.luoyangphoto.com

Om Tofu Collective

Tofu Collective (grundlagt i 2019) er en kreativ sammenslutning af frivillige i København, der er dedikeret til at styrke de kulturelle bånd mellem Østen og Vesten gennem kunstneriske og kreative samarbejder. Tofu Collective ønsker at fremme den kreative udveksling og omfavne kulturel mangfoldighed. Gennem internationale samarbejder, har de særligt fokus på fotografi, som de giver deres perspektiv på gennem et kunstnerisk, akademisk blik. I 2021 vil Tofu Collective udgive en fotobog med titlen Rooms Within China, som er en kurateret samling af moderne kinesiske fotos, der søger at udvide kendskabet til – og forståelsen af ​​- Kinas kulturelle mangfoldighed for et vestligt publikum.

For mere info: www.tofucollective.com


Tak 

Et stort tak skal lyde til Tofu Collective, Jialin Yan, Lin Zhipeng og Luo Yang for samarbejdet i forbindelse med den digitale udstilling, som kan opleves på ON THE GO frem til den 6. juni 2021.

2 thoughts on “ON THE GO: Interview med Tofu Collective

    1. Kære Charlotte,
      Jeg beklager det sene svar, men desværre sælger vi ikke hendes bøger. Jeg vil anbefale at kontakte hende på hendes instagram @luoyangggg eller hendes hjemmeside: http://www.luoyangphoto.com. Du kan også prøve og kontakte Tofu Collective, som har kurateret udstillingen her @tofu.collective.
      Jeg håber, du finder hendes bøger 🙂
      Alt godt,
      Isabella – Fotografisk Center

Skriv et svar til charlotte Annuller svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s