Christian Vium om videnskab, billedkunst og det immersive.

Antropolog og billedkunstner Christian Vium i samtale med Fotografisk Centers direktør Kristine i Kern i anledning af udstillingen IKERASAK

Kristine Kern: Christian, du er uddannet antropolog, er ansat ved Aarhus Universitet og er i gang med et forskningsprojekt om Danmarks koloniale historie, ’Reframing Colonial Histories’, hvor IKERASAK er et ud af ialt tre projekter. Du har valgt, at projektets form skal være en udstilling. Det er den, som vi viser på Fotografisk Center. Hvordan kan det være, at du som akademiker har valgt at lade din forskning fremtræde som et visuelt projekt? Og hvad mener du, en visuel præsentation kan bidrage med i forhold til fx en forskningsartikel?

Christian Vium: I mit arbejde er det videnskabelige og det kunstneriske tæt forbundet, og jeg er optaget af at arbejde på tværs af modaliteter, som det også er tilfældet i den aktuelle udstilling, IKERASAK, der skildrer en lille bygd af samme navn i det nordvestlige Grønland.

Jeg anskuer det at skabe en udstilling som denne, hvor jeg bearbejder et heterogent materiale og gestalter det i tre dimensioner, som en analytisk proces. Ved at arbejde antropologisk i flere registre, herunder med arkivmateriale, film, fotografier, lyd og tekst, opstår der nye associationer i brudfladerne mellem materialerne. Både videnskaben og kunsten søger nye erkendelser og dialog, men hvor videnskaben ofte fremstår mere argumenterende og formalistisk, tillader billedkunsten en mere associativ, spørgende og poetisk sanselighed, hvor også andre forbindelser kan anes. Den videnskabelige artikel er ideel til det forklarende og definerende, hvor imod udstillingsformatet åbner muligheder for en anden form for kropsliggjort, immersiv oplevelse. I udstillingen IKERASAK har jeg søgt at skabe et kontemplativt rum, som den besøgende kan gå ind i og lade sig bemægtige af. Jeg har forsøgt at portrættere et særligt sted og dets historie gennem en multimodal ansamling af fragmenter fra bygden Ikerasak i det nordvestlige Grønland. Arbejdet med udstillingen, der udspringer af mit ophold i efteråret 2019, repræsenterer en iterativ proces, hvori materialet kurateres og sættes i spil i et samarbejde med blandt andre filmklipper, lyddesigner, komponist og cellist, Fotografisk Centers stab, AV-personale og håndværkere. Jeg oplever, at der ofte opstår en dybt inspirerende synergi i dette samarbejde. I den proces – og i mødet med publikum – destabiliseres mit intellektuelle perspektiv, og jeg opnår andre former for sansninger, associationer og erkendelser end dem jeg oplever, når jeg tilgår materialet rent videnskabeligt. På den måde udfordrer og udvider det min forskning og mit perspektiv. Den iteration, der er udstillingen på Fotografisk Center, bliver på én og samme tid en tredimensionel oplevelse, og en del af en langt mere kompleks arbejdsproces der informerer kommende artikler og en planlagt bogudgivelse.   

Jeg håber, at dette giver om ikke andet så et delvist svar på dit spørgsmål, Kristine. Jeg vil slutte med at understrege, at jeg på ingen måde ser det videnskabelige og det kunstneriske som modsatrettede arbejds-, erkendelses-, og formidlingsformer men snarere som gensidigt bestyrkende. 

KK: Du beskriver hvordan udstillingen, som en tredimensionel, sanselig oplevelse, giver andre associationer og erkendelser end fx en videnskabelig artikel. Kunne du uddybe hvordan (det er jo en anden metodik) og hvilke? Samt fortælle lidt mere om hvordan de to formater kompletterer hinanden?

CV: En udstilling i tre dimensioner giver mulighed for at træde ind i en rumlig oversættelse af materialet. Den sansende krop bliver en del af helheden, og således bliver beskuerens (og i mit tilfælde forskerens) krop og kognition aktiveret. 

Den rumlige oversættelse og aktiveringen af beskueren, der sker når fragmenter af materiale – fotografier, arkiver, lyd, film og tekst –indamles og iscenesættes i en udstilling, er væsensforskellig fra den konventionelle videnskabelige tekst. Hvor teksten fordrer, at læseren fremkalder sine egne billeder mentalt, tilbyder udstillingen en multimodal koreografi af fragmenter (billeder, lyd, objekter), der fletter sig ind og ud af hinanden og skaber en særlig form for samtidighed. I redigeringen af filmoptagelser og lyd til udstillingen IKERASAK er der et kollaps af det intime, nære og konkrete, med det abstrakte eller fjerne: Et havdyrs indvolde sammenstilles eksempelvis med de udstrakte fjorde, en ung kvinde og et kælvende isbjerg, nordlyset og den menneskelige stemme. Udstillingen arbejder på tværs af skalaer gennem disse kollaps, og undersøger således begreber som sameksistens på tværs af det menneskelige og det ikke-menneskelige i tid og rum. 

Det er svært at sige, hvornår et tema opstår i processen, der spænder fra de indledende idéer over feltarbejde, optagelser, redigering, opsætning og siden oplevelsen af rummet, som det fremstår for offentligheden. Jeg oplever det som et organisk forløb, hvor et møde, en gestus, et blik indfoldet i et øjeblik kan antage metafysiske dimensioner, når det skildres, udfoldes og får lov til at stå i sammenhæng med andre øjeblikke. Hvor arbejdet med en videnskabelig tekst ofte er mere stringent struktureret, begrebsafklarende og kronologisk fremadskridende mod et veldefineret argument, er det multimodale for mig i højere grad en bestræbelse på at fremkalde associationer og følelser gennem en sammenstilling af brudstykker. Jeg er mindre interesseret i at besvare konkrete spørgsmål og problemstillinger, men snarere i at belyse dem i andre registre end de rent argumenterende. Det er svært at forklare, men det, der begejstrer mig mest i arbejdet med at skabe en udstilling som IKERASAK, er hvordan processen bliver et rum, der destabiliserer – og dermed styrker – min analyse. Det er en måde at tvinge sin erkendelse udover det intellektuelle og lade sig gennemstrømme af materialet og associere mere frit. I udstillingen IKERASAK er der otte billedkanaler og 16 lydkanaler. Det er umuligt at forudsige, hvordan så meget materiale opleves og fungerer sammen, før det er installeret rumligt. At bevæge sig rundt fysisk inde i installationen er en dynamisk og foranderlig oplevelse, der er ny hver gang, fordi værket opleves forskelligt afhængigt af, hvor man befinder sig, og hvordan man bevæger sig i rummet.  

En anden vigtig dimension er udvekslingen med publikum på tværs af alder, faglighed, køn, etnicitet og nationalitet. I tidligere udstillinger har jeg oplevet folk blive både dybt berørte, sørgmodige, eftertænksomme, aggressive, forargede og frustrerede. For mig er det ikke væsentligt hvad, publikum føler, men at de lader sig bemægtige af materialet. De samtaler, jeg kan have med publikum, bliver ofte afgørende for den måde, jeg forstår og analyserer materialet. Således oplever jeg at processen, der omfatter blandt andet den indledende planlægning, arbejdet i felten, redigeringen af materiale, opsætning samt produktionen af videnskabelig tekst, bringer mig i tættere dialog både med kollegaer, de mennesker jeg samarbejder med i felten samt publikum. På den måde oplever jeg det at arbejde multimodalt og udstillingsbaseret som en udvidet form for kollaborativ vidensproduktion, der beriger eksempelvis måden, jeg kan skrive videnskabeligt på – ligesom måden, jeg tilgår det at optage film og fotografier, er dybt forankret i min forskningsbaggrund. 

KK: Jeg vil godt gribe lidt fat i det, du siger om udstillingsoplevelsen. For mig lyder det som en fænomenologisk tilgang det, du beskriver med en sanselig tilgang til materialet, og at man oplever udstillingen (det siger du ikke men det ligger implicit, tænker jeg) i tid med sin krop. Mest oplagt måske Merleau-Pontys forståelse af fænomenologien, hvor det er gennem kroppen den menneskelige erkendelse forbinder sig med omverden. Hvad tænker du om det perspektiv? Det går jo samtidig lidt imod det, du siger om “oversættelse” og det “metafysiske”…

CV: Om vi bevidst erkender det eller ej, så erfarer vi sanseligt, som Merleau-Ponty også pointerer. Grunden til, at jeg taler om oversættelse er, at det materiale, jeg bearbejder, skal ’oversættes’ til en ny form. Helt konkret skal filmoptagelser redigeres sammen (i dette tilfælde i 8 kanaler), der skal tilføjes lyd – noget optaget i bygden, andet fra lydarkiver – musik skal komponeres og indspilles og der skal skrives en monolog, som skal indtales. Det er brudstykker og komponenter, der sammenstilles, mixes og gestaltes i tre dimensioner – og derved skaber en ny helhed. Denne nye helhed – udstillingen – er i en vis forstand en oversættelse og fortolkning af hvad jeg – sammen med de mennesker jeg har arbejdet med, både i Ikerasak og i forbindelse med postproduktionen – har oplevet. Og det opleves nu i en ny kontekst af andre kroppe. En videnskabelig tekst erfares også kropsligt og sanseligt men på en anden måde, og oversættelsen fra materiale til tekst er en anden proces end arbejdet med at redigere eksempelvis levende billeder og lyd. Det, jeg prøver at nærme mig, er en redegørelse for, hvordan mit arbejde i denne sammenhæng består i at ’oversætte’ en række forundringer, sansninger, oplevelser og indtryk til en tredimensionel ’form’, som publikum kan bevæge sig ind i og sanse kropsligt. Med hensyn til det metafysiske så ser jeg det ikke i modsætning til det fænomenologiske men snarere indfoldet i det. Her er jeg inspireret af mit antropologiske arbejde blandt oprindelige folkeslag i blandt andet Australien, Amazonas og Sibirien – samt selvfølgelig blandt Inuit i Grønland. I udstillingen kommer denne samtidighed mellem det fænomenologiske og det metafysiske til udtryk i den tidligere nævnte sammenstilling af det konkrete og det nære med det mere fjerne og (for nogle) abstrakte. Den sammenstilling fungerer både på billede- og lydsiden, hvor der eksempelvis er flere steder, hvor billeder af udstrakte fjorde, isbjerge og nordlys akkompagneres af lyde optaget inde i den menneskelige krop med kontaktmikrofoner. Fortællerstemmen er et centralt element i denne forbindelse i og med at der ikke defineres eksplicit hvilket ’jeg’, der taler. Der er flere steder i forløbet, hvor stemmen med enkelte ord og sætninger bygger bro mellem det konkrete og det abstrakte – kollapser disse skalaer – og stiller spørgsmål om væren, erkendelse, og tid. I udstillingen forsøger jeg at skabe et sanseligt rum, hvor disse spørgsmål slås an associativt i forskellige registre. Jeg har tidligere talt om destabilisering som en produktiv modus, og jeg håber, udstillingen kan destabilisere publikum til – gennem deres sanser –  at udfordre deres opfattelser af, hvad det vil sige at være et menneske, hvordan vi relaterer til hinanden og vores omgivelser og hvordan vi alle er en del af et forbundet hele; en kompleks økologi. Et ’plurivers’ nærmere end et ’univers’. I min opfattelse er netop sammenstillingen mellem det fænomenologisk nære og det metafysisk distante et spændende greb at arbejde med i en udstillingssammenhæng.

KK: Jeg vil gerne gå lidt mere ind i det med publikum og deres oplevelse af udstillingen, som du taler om. Det med at du gerne vil udfordre publikum gennem sanseoplevelsen, men du taler også om også om udvekslingen med publikum som et kollaborativ. Kunne du også uddybe det?

CV: Jeg mener, udstillingsrummet skal udfordre publikum og invitere dem til at stille spørgsmål til verden, til sig selv og til hinanden. Jeg er mindre optaget af at argumentere eller forklare og mere af at stille spørgsmål, og jeg er interesseret i begrebet evocation, som kan oversættes til fremkaldelse. Måske kan man formulere det således, at det handler om at fremkalde associationer ved at tilbyde publikum en oplevelse, der ikke alene er lineær, men i høj grad også er digressiv. I arbejdet med redigering og opsætning har jeg forsøgt at understøtte den spænding, der opstår når de forskellige materialer mødes. Det drejer sig blandt andet om at turde lade materialet stå og sitre eller trække vejret i stedet for at tvinge et entydigt narrativ frem.

I en installation som IKERASAK, hvor otte filmkanaler, 16 stereolyd-kanaler, samt montrer, indrammede fotografier og tekst-materiale gestaltes, opstår der myriader af associationer mellem komponenterne. Nogle af dem kan jeg forudsige, men mange overrasker mig, og det er netop i dette spændingsfelt, jeg oplever, at der kan opstå nye erkendelser. På sin hvis bliver en installation som IKERASAK en art kollektivt, analytisk rum, der kan ’underminere’ intellektet og åbne for en affektiv, sanselig oplevelse, der – måske – tilbyder en anden form for erkendelse, hvor nye sammenhænge kan få plads til at forme sig. Det er også derfor den stemme, der er med til at binde komponenterne i udstillingen sammen, er konstrueret som, den er. Det er ikke et defineret subjekt, der taler, og teksten er inspireret af den poetiske form snarere end den videnskabelige. Med henvisning til begrebet ’fremkaldelse’, kan man måske sige, at teksten er med til at antyde mulige spor og forbindelser igennem materialet, snarere end at forklare hvordan man skal forstå materialet.     

Således er oplevelsen af installationen betinget af, at publikum lader sig gennemstrømme eller omslutte af materialet. Det er ikke en udstilling, der forklarer sig selv entydigt, men en total installation, der inviterer publikum ind sanseligt, og opfordrer dem til at bevæge sig rundt og lade sig rive med i en strøm af associationer. Det spændingsfelt, der opstår i det rum, hvor man lader sig rive med, er et meget særligt rum, og jeg er interesseret i at undersøge hvilke erkendelser, det kan invitere til. Ligesom jeg håber, at publikum tager imod den invitation, udstillingen er, oplever jeg den feedback publikum giver, som utrolig værdifuld for min erkendelse. Det er derfor, jeg taler om det som et kollaborativ. Her tænker jeg også på et begreb som relationel æstetisk eller relationel kunst, hvor det netop er den kollektive erfaring og erkendelse – samhørigheden – der vægtes. Jeg håber, at udstillingen kan samle publikum i et refleksivt og sanseligt fællesskab.

Jeg kan selvfølgelig ikke forudsige, hvordan publikum vil opleve udstillingen – det er faktisk hele pointen – men jeg kan have formodninger om, hvordan jeg kan skabe et rum, der tilbyder en refleksiv oplevelse. I den forbindelse er begreber som temporalitet, intensitet og atmosfære interessante at beskæftige sig med, og de har været centrale i gestaltningen af materialet. Jeg har, for at opsummere, prøvet at skabe et rum i hvilket publikum sammen kan lade sig bemægtige i en pulserende palimpsest af lyd og billeder, og hvor der, forhåbentlig, er plads og tid til at forundres og lade sig udfordre på sin rationalitet. 

KK: Nu nævner du selv begrebet ‘total installation’. Det har jeg også tænkt på ift. din udstilling. Hos den russiske koncept- og installationskunstner Ilya Kabakov, som er ophavsmand til begrebet, betegner det en installationstype, der lader beskueren omslutte fuldstændigt af sine omgivelser. I din udstilling bliver man – også i kraft af det mørke rum hvori film og billeder toner frem på skift og ikke mindst musikken – omsluttet. Man nedsænkes i historien så at sige. Og det er så her, i denne tilstand, du mener at beskueren tilbydes et refleksionsrum. At sanseoplevelsen fremkalder refleksion. Samtidig taler du om din udstilling som noget modsat rationaliteten, men er refleksionen ikke netop rationel? Og er det ikke netop den irrationelle, ikke-refleksive sanseoplevelse, hvori erkendelsen opstår om noget følelsesmæssigt snarere end fornuftigt, du tilstræber?

CV: Jeg er ikke så velbevandret i kunsthistorien, som jeg ville ønske, men din beskrivelse af Kabakovs begrebsliggørelse er et godt afsæt for vores samtale om udstillingen. Jeg har bevidst brugt formuleringen ”at lade sig gennemstrømme af materialet”, som jeg finder mere ideel end ideen om at lade sig omslutte af sine omgivelser, selvom begge termer peger på den overgivelse, som er central her. Sagt lidt polemisk mener jeg grundlæggende, at det følelsesmæssige er fornuftigt, og at fornuften er følelsesmæssig. Som jeg tidligere har nævnt, ser jeg (total)installationen IKERASAK som et rum, der netop integrerer forskellige værens- og erkendelsesregistre, sanselige og intellektuelle, der ikke kan begribes ud fra konventionelle kategorier. Og her ligger måske min primære interesse i at arbejde med netop den form. Den tyske filmskaber Werner Herzog bruger begrebet ’ekstatisk sandhed’ til at italesætte en form for kunstnerisk søgen og poetisk erkendelse, der rækker udover det faktuelle og, – ifølge ham – berører ’dybere’ sandheder, der ikke lader sig forstå analytisk alene men snarere ekstatisk. Når jeg tidligere i denne samtale har nævnt oprindelige folks kosmologier og videnssystemer som inspiration i mit arbejde, er det netop fordi, jeg oplever, at de i høj grad beskæftiger sig med det førnævnte kollaps af erkendelsesplaner, udfordrer konventionelle logikker og rationaler. Det er svært at forklare, men for mig handler det grundlæggende om at udfordre herskende forestillinger om logik, rationalitet og mening. En installation som IKERASAK hjælper mig til at formulere spørgsmål og etablere dialoger i den henseende. 

KK: Jeg vil gerne gribe fat i det, du siger med det oprindelige folks kosmologier og videnssystemer som inspiration for dit arbejde. Det er ret interessant, tænker jeg. Også ift. til det med samskabelse, som vi tidligere har været inde på i relation til publikum. Du italesætter dit projekt som en form for samskabelse med de folk, du besøger i Ikerasak. Kunne du fortælle mere om det, og de overvejelser du har gjort dig i den forbindelse?

CV: Som antropolog er fundamentet i det arbejde, jeg udfører, de møder, samtaler og samarbejder jeg har med mennesker. Min fornemste opgave er at finde en balance, et rum mellem mit subjektive perspektiv og ’den andens’ perspektiv. De mennesker, jeg samarbejder med, er epistemologiske partnere i den vidensskabelse, vi bedriver og den metodologi, jeg udvikler og benytter mig af for at indgå i dette samarbejde, er centreret omkring, hvad man på engelsk kalder ’indigenous hermeneutics’, der beskæftiger sig med oprindelige folks forståelses- og fortolkningssystemer. Mit arbejde er betinget af, at jeg kan nærme mig andre måder at begribe og være i verden på, og det er derfor at jeg, i kraft af mine langvarige ophold blandt oprindelige folk i blandt andet Australien, Rusland, Brasilien, Grønland og på det afrikanske kontinent, interesserer mig for og lader mig inspirere af de kosmologi- og videnssystemer, jeg bliver gjort bekendt med. 

De forklaringssystemer og logikker, der væver sig ind og ud af disse kosmologier og ontologier, er komplekse og udfordrer i mange henseender vestlige ideer om rationalitet og de kategorier jeg, med min kulturelle baggrund og opvækst, er vant til at operere med. Fundamentale begreber som tid, individ, virkelighed, socialitet og miljø (op)leves, forstås og forklares forskelligt. Jeg vil gerne i mit arbejde bidrage til at udfordre konventionelle forståelser og forestillinger, og jeg mener at en måde at gøre det på er ved at fordybe sig i og lade sig bemægtige og endda forandre i mødet med ’den anden’. Det viser også tilbage til din italesættelse af den fænomenologiske tilgang. Det drejer sig om en måde at være i verden på. At (op)leve. Sammen. Når jeg bruger betegnelsen ’den anden’, så mener jeg her ikke blot mennesker, men også andre levende skabninger – også naturfænomener og landskabsformationer. Bjerget, Uumannatsiaq, der troner over bygden Ikerasak, er således ikke ’blot’ en komponent i et landskab eller en koordinat i en topografi, men et eksempel på en mange-facetteret eksistens i en uendeligt kompleks kosmologi, der på en og samme tid fremstår foranderlig og evig. ’Den anden’ er også ravnene, der kalder, hundene der gør, vinden der blæser i fiskenettene og nordlyset og de blinkende stjerner.  

Når jeg bruger ordet samskabelse, skal det forstås helt konkret i forhold til hvordan vi eksempelvis producerer billeder sammen, hvordan vi analyserer eksempelvis arkivmateriale. Det er aldrig bare et spørgsmål om én, der spørger/fotograferer, og én der svarer/poserer. Jeg forstår processen som noget langt mere dynamisk og intenst. Mødet og dialogen optager mig uendeligt meget, fordi de rummer muligheden for en sammenfoldning eller ansamling – et kollaps – af det meget nære, håndgribelige og det enormt store og abstrakte. At fotografere er for mig en måde at stille skarpt på, at indramme og forstørre dette møde, som jeg efterfølgende kan genbesøge, bearbejde og løfte ind i nye sammenhænge og kontekster, som eksempelvis en udstilling, hvor det indledende møde således bliver mødested for andre blikke. I den forbindelse har jeg tidligere skrevet om den dynamik, der kan opstå i et møde, som medieres af et billedproducerende medium, hvor den fotograferede jo er bevist om, at billedet efterfølgende skal ses af andre men ofte ikke af hvem og hvor præcist. Men den bevidsthed udvider så at sige mødet til at blive meget mere end mellem to mennesker i ét specifikt øjeblik, i én specifik kontekst.  

I det meget konkrete, håndgribelige møde som krystalliseres i eksempelvis et portrætfotografi, indlejres der dybe sandheder, der i min oplevelse rækker ind i det kosmologiske og det eksistentielle. Men sådanne komplekse sammenhænge og dybder oplever jeg er svære at formulere og formidle. Én ting er at erkende dem, en anden er at kunne formidle dem. Det viser tilbage til et af dine tidligere spørgsmål om forskellen mellem en udstilling og en videnskabelig artikel, og vores samtale om oversættelse som en vigtig praksis i den forbindelse. I udstillingen IKERASAK har jeg søgt at etablere en polyvokal eller flerstemmig fortælling, hvori en række af sådanne individuelle møder/dialoger sammenstilles og gestaltes i lyd og billeder i tre dimensioner og derved taler ind i og til hinanden og – håber jeg – samler sig i et narrativ, der antyder og behandler dette enorme potentiale, der er indlejret i mødet, i dialogen, i samskabelsen. For at udfolde den dimension ville vi skulle tale meget mere om forholdet mellem det enkelte billede, fragmentet, og helheden, strømmen af billeder og lyd. Og specifikt i denne udstilling, spiller fortællerstemmen også en afgørende rolle, der forbinder sig til førnævnte samtaler om ’indigenous hermeneutics’ og de skala-kollaps, jeg har været så optaget af. Det kan vi måske tale mere om? 

KK: I udstillingen anvender du – måske balancerende på grænsen af det videnskabelige som dette traditionelt forstås – flere poetiske og æstetiske greb. Der er fortælleren, du selv nævner, der læser en tekst op, som du har skrevet baseret på dine samtaler med og indtryk af Ikerasaks beboere. Der er også filmenes æstetiske udtryk, dét at du eksempelvis har valgt at anvende et 8 mm kamera frem for digitalt, hvilket giver udstillingen et bevidst anakronistisk præg. Vil du fortælle om disse forskellige greb og deres betydningsmæssige implikationer i forhold til den overordnede læsningen af udstillingen?

CV: Jeg gør mig dybe overvejelser over hvilke greb, jeg anvender i denne udstilling, ligesom jeg gør det i det overordnede projekt, som udstillingen er indlejret i og i min praksis generelt. Disse overvejelser er oftest ikke i forgrunden og eksplicit formulerede. De kommer til udtryk i kompositionen af elementer og i – som du her peger på – de poetiske og æstetiske greb. Først og fremmest drejer det sig for mig om at skabe en metodologi, der er meningsfuld i mit samarbejde med de mennesker, jeg prøver at forstå og (re)præsentere som antropologisk forsker. De metoder er i mit arbejde forbundet med teknologier – som eksempelvis kameraer – der har stor indvirkning på, hvad jeg kan registrere og hvordan samt hvilke mulige registre, jeg siden kan formidle i. Afhængigt af det enkelte projekt tilpasser jeg disse metoder og teknologier som en integreret del af min forskningspraksis. I projektet ’Reframing Colonial Histories’, som nærværende udstilling er indlejret i, er jeg særligt optaget af forestillinger om tid, erindring, historie, identitet og kulturmøder. 

I udstillingen IKERASAK har jeg ønsket at bringe de temaer i spil ved at løfte fragmenter af fortællinger fra samtaler med beboerne i bygden ind i et narrativ, der skaber en fremdrift gennem et skiftevis associerende, spørgende og et mere konkluderende sprog. På den måde håber jeg at invitere publikum ind i et affektivt og refleksivt rum, hvor teksten bidragermed anslag og antydninger, der tilbyder forskellige fortolkninger og åbninger i samspil med billeder og lyd. Teksten repræsenterer således ikke en endegyldig sandhed eller min holdning eller indbyggerne i Ikerasak for den sags skyld. Den er, som jeg skriver et sted, baseret på historier erindret og fortalt af indbyggerne til mig. I arbejdet med udstillingen er teksten kommet til at fungere som et samlende element, der bevidst eksperimenterer med forholdet mellem ’fakta’ og ’fiktion’ og udfordrer konventionelle narrative strukturer. I teksten er der ikke et defineret ’jeg’ men snarere et kollaps af multiple stemmer, og jeg er interesseret i at udfordre publikum til at forholde sig til hvem – eller hvad – det er der taler til dem, hvordan, og hvorfor. Måden hvorpå publikum præsenteres for denne tekst er gennem en kvindestemme, der taler grønlandsk, og i form af en projektion med den engelske oversættelse af hendes talte ord. Således udfordres man, hvis man ikke er grønlandsktalende, i den forstand at man må distribuere sin opmærksomhed mellem billede, lyd, og tekst. Man kan ikke stille sig ét optimalt sted og indfange alt i udstillingen. Man må bevæge sig rundt og erfare at en fuldstændig erkendelse er umulig, den er ikke-tilgængelig. På den måde mener jeg, at installationen afspejler virkeligheden, der åbenbarer sig for os i brudstykker og glimt, som vi som mennesker må søge at finde vej og skabe mening i. Jeg mener ikke, at jeg har autoritet til at konkludere noget endegyldigt om Ikerasak, og det er ikke mit ærinde med udstillingen. Jeg stiller spørgsmål, jeg forundres og jeg beriges i mødet med de fortællinger og mennesker, der er Ikerasak, blandt andet fordi de udfordrer mit selv- og verdensbillede. Denne oplevelse forsøger jeg at oversætte til publikum på en poetisk måde. Jeg kan og vil ikke fortælle publikum hvordan eller hvorfor, de skal forstå noget. Jeg tilbyder dem et rum, der – hvis de tager sig tid – måske kan udfordre og udvide deres verden og endda forandre dem. Hvis de tør give slip og lade sig rive med. De skal selv bevæge sig, gå på opdagelse og skabe mening i ansamlingen af materiale uden at være tilbudt en færdig kondensering, som kan overskues og tilegnes. Metaforisk kan man sige, at jeg, gennem de greb jeg benytter mig af i udstillingen, skaber en række spor, der krydser hinanden, og som publikum kan bevæge sig ad i deres oplevelse.

Med hensyn til mit valg af analoge film- og fotokameraer, knytter det sig også til de førnævnte temaer om tid, erindring og historie. Fortolkningen af arkivmateriale af forskellig oprindelse spiller en væsentlig rolle i mine undersøgelser, og i den forbindelse er jeg optaget af materialets æstetiske og affektive kvaliteter, der er forbundet med både de teknologier, der er brugt til at registrere og bevare glimt fra fortiden, samt måder hvorpå tiden helt konkret arbejder i materialet. Samtidig er jeg optaget af de begrænsninger og muligheder, forskellige teknologier betinges af. Ved at bruge et 8mm filmkamera til mine nutidige optagelser udfordrer jeg min egen evne til at registrere ’virkeligheden’, samtidig med at jeg er mig bevidst om de affektive kvaliteter, som lige netop det medie tilbyder. I udstillingen har jeg bevaret rammen omkring filmbilledet for at fremhæve indramningen af virkeligheden og dermed fiktionen eller iscenesættelsen (som vilkår). Samtidig har jeg bevidst arbejdet med at filme flere motiver håndholdt og med tele, hvilket bevirker et rystet og uskarpt udtryk. Jeg har også åbnet kameraet undervejs i optagelserne for derved at lade lysindfald påvirke billedet. Dertil har vi i redigeringen af materialet været særligt optagede af at fremhæve dets fragmentariske natur. Alt dette medvirker til aktivt at ’pege’ på filmmediets og teknologiens begrænsninger, på det konstruerede og på mine – og i overført betydning antropologen eller menneskets –udfordringer med at registrere, forstå og fortælle ’virkeligheden’. Men det kunne jeg i og for sig også antyde med et digitalt kamera, kan man sige. Det analoge giver, som du påpeger, et anakronistisk præg, og det er helt bevidst. Måske bliver publikum i tvivl om materialets oprindelse, fordi det ligner noget der kunne være optaget for længe siden. Kigger man efter, vil man bemærke adskillelige spor af nutiden: Mobiltelefoner, snescootere og deslige. Som vi har talt om, sammenstiller udstillingen forskellige typer af arkivmateriale i form af udvalg af Jette Bangs monokrome, filmiske arbejder fra slut-trediverne samt beboernes egne fotografier. Ved at anvende analog farvefilm i mit nutidige arbejde kan jeg eksperimentere med, hvad man kunne kalde en destabilisering eller opløsning af det tidslige ved at lade materialerne tale til hinanden. Derudover har 8mm formatet og den uldne ramme om billedet en art nostalgisk effekt, og det er jeg mig meget bevidst. Ved at arbejde med ovennævnte æstetiske greb kan jeg pege på en helt central problemstilling i repræsentationen af Grønland og grønlændere som værende fastlåst i en anden, tidligere, tid. Det er et gennemgående spor i de dominerende fortællinger om Grønland, om inuit og andre såkaldt oprindelige folkeslag, som jeg gerne vil italesætte og udfordre i min forskning og via denne udstilling. Fiktionen om at kultur kan være primitiv eller statisk, romantiske forestillinger om autencitet, den nostalgiske og sentimentale længsel efter det, der var, ideen om det uspolerede og så videre. Jeg oplever, at arbejdet med det analoge filmmedie skaber en spænding, en friktion og en intensitet, der er fuld af paradokser og dilemmaer, som for mig er produktive, fordi de hele tiden peger på de ovennævnte forhold ved vores forståelse og erindring – og dermed ved vores historieopfattelse der, om vi anerkender det eller ej, ligger til grund for vores væren-i-verden.

Det er en balancegang at beskæftige sig med den form for billedsprog, og jeg påstår ikke at stå udenfor eller at være neutral. Tværtimod. Med disse subjektive, interventionistiske greb forsøger jeg at stille mig midt i denne komplekse fortælling og invitere publikum med ind i et rum, hvor der ikke er neutrale positioner eller objektiv viden. Hvor man må forholde sig til måden, vi er sammen med og fortæller om hinanden, ved at se ind i hinanden og i os selv i mødet med verden. Jeg håber at denne udstilling, der tager sit udspring i en bygd med omkring 240 beboere grundlagt i midten af det 18 århundrede, kan bidrage til nye møder og erkendelser der, måske, vil forandre publikum ligesom mødet med Ikerasak har forandret mig og mit syn på verden.  

KK: Jeg tænker dette er et godt sted at stoppe. Meget poetisk. Tak for samtalen.

Alle billeder i dette indlæg er installationsfotos fra udstillingen IKERASAK , som vises på Fotografisk Center i perioden 21. april til 30. maj 2021. Copyright David Stjernholm.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s